Af Morten Peick
Showtime
Ser man bort fra "provokatøren" Klaus Rifbjerg og "nationaldigteren" Benny Andersen har få danske lyrikere haft så bred folkelig appel som Per Højholt (f. 1928) og Dan Turèll (1946-1993). For Højholt kom det folkelige gennembrud i 1981 med Gittes Monologer, som gjorde forfatteren til en hyppig gæst i de danske forsamlingshuse og en populær figur i radio og tv.
Og Dan Turèll var fra midten af 70’erne og frem til sin død i 1993 vel nærmest fast inventar i danskernes bevidsthed. Alle, der har set ham, husker den kæderygende og speedsnakkende vesterbropoet med sorte negle, raget isse og knivskarp diktion, som med et enkelt rigtigt anslag kunne få sproget til at glide i et rytmisk flow, hvis musikalitet og præcision ikke lod en solo af Charlie Parker meget efter.
Per Højholts popularitet er egentlig paradoksal. Forfatterskabet synes umiddelbart at være alt andet end folkeligt. Siden udgivelsen af Poetens Hoved fra 1963 har Højholt med jævne mellemrum lagt nye alen til sin status som en af landets mest avancerede avantgardedigtere og skriftteoretikere.
Hans dybtgående overvejelser over begreber som tid, parodi og intertekst fra sidst i 60’erne og frem, foregreb en række af de postmoderne kernediskussioner, som kom til at præge det akademiske miljø herhjemme årtier senere. Derfor var (og er) hans værk ‘gefundenes Fressen’ for universitetsuddannede læsere, der til gengæld ikke havde meget til overs for den folkelige Højholt. Omvendt er den svært tilgængelige digter med det gode hoved stort set forblevet ukendt for den store del af danskerne, der værdsætter Gittes monologer.
Efter forfatterens publikum at dømme er der således tale om en elitær og folkelig Højholt, der ikke synes at have meget med hinanden at gøre. Men selv sondrer Højholt ikke på den måde. Han tillægger i sine essays og kronikker mødet med folk ‘out there’ på de mange oplæsningsturnéer lige så stor værdi som det litterære erkendelsesarbejde i digterværkstedet i Hørbylunde ved Silkeborg.
På samme måde trækker hans digtning ikke blot på kunst- og litteraturhistoriens højkanoniske formmestre som Cezanne, Brancusi, Hölderlin og Mallarmé, men på alle mulige forlæg, også fra populærkulturen. Således var Jimi Hendrix den store inspirationskilde til forfatterskabets måske væsentligste værk, digtsamlingen Turbo fra 1968 og i Det gentagnes musik (PRAKSIS 9) fra 1989 moduleres der frit over tekster af f.eks. Bruce Springsteen.
Forbindelsen mellem det elitære og populære har Højholt selv antydet med begrebet show, som også er titlen på hans stærkt eksperimenterende digtsamling fra 1966. Showet rummer et opgør med den borgerlige dannelsestradition og en afmytologisering af digterjeget som en ophøjet og indsigtsfuld figur.
For Højholt er digterjeget en slags erkendelsessøgende håndværker, der mere ligner en artist eller performer end den traditionelle beåndede kunstner, som udtrykker sig i et meningstungt værk. Ligesom jongløren har perfektioneret nogle færdigheder, der gør ham i stand til at udføre og gentage sit nummer i manegen, er digteren først og fremmest identisk med det, han gør eller den praksis, han udfører.
Han er ikke priviligeret kilde til en dybere mening‘i’, ‘under’ eller ‘bagved’ teksten. Til gengæld er digtet en højpotent tekst, som åbent møder læseren i en sproglig mangetydighed og kalder på hans eller hendes læsning. Hvor vanskeligt tilgængelige Højholts digte end kan forekomme, er der altså en erklæret afhængighed af læseren og en udstrakt hånd om i fælleskab at udforske det stykke sprog, der finder sted dér på papiret foran ham eller hende.
Ligesom Højholt har Dan Turell sit litterære ståsted i avantgarden. Men hvor Højholt klart fastholder et intellektuelt islæt i sin digtning, rendyrker Dan Turèll underholdningen og ‘det gode show’. Indtil udgivelsen af den buddhistisk inspirerede Karma Cowboy i 1974 havde Turèll skrevet for en snæver læserskare i det litterære undergrundsmiljø i København og Århus.
Men Karma Cowboy og Vangede Billeder (1975), som han omarbejdede fra lyrik til prosa under et flere dages hektisk arbejdsophold i Højholts hjem, markerer en ny litterær åbenhed og begyndelsen på improvisatoren og entertaineren Turèll. De nærmest manisk fremvoksende titler fra perioden som Onkel Dannys dadaistiske disc-jockey djellaba jazzjungle joysticks (1973), Live-Show Feed-Back (1976), Drive-in Digte (1976) peger klart på digterens drejning mod show og en mundtlig form.
Dan Turèll forlader den strengt skriftbaserede lyrik til fordel for en talt poesi, der giver plads til improvisationer og egner sig til at blive fremført for et lyttende publikum. Ved at bygge digtene op omkring en fast optakt og rytmiske gentagelser bliver det muligt at foretage bevægelser op og ned gennem sproget, hvor tilfældige tankeassociationer og oplevelser bindes sammen med stumper fra det univers af kriminalromaner, tegneserier, rock, jazz o.s.v, Turèll var mere end velbevandret i.
Som showman blev Dan Turèll gennem mange år sekunderet af bandet Sølvstjernerne og hans sidste store succes var et samarbejde med musikeren Halfdan E. om CD’en Pas på pengene, der blev et velfortjent radiohit i 1993.
smag på bøgerne – en bid om dagen
