Af cand.mag. Nanna Rørdam Knudsen
På hans gravsten står: ”Han sympatiserede med de fattige, de lidende og de undertrykte; og ved sin død har Verden mistet en af Englands største forfattere.”
En stor del af Charles Dickens’ forfatterskab var netop et forsvar for de svageste.
At Charles Dickens (1812 – 1870) skulle blive én af verdens mest kendte og solgte forfattere, ville de færreste sikkert have gættet på, mens han hutlede sig frem som børnearbejder i industrien. Hans indtægt hjalp med til at holde familien økonomisk oven vande, indtil en arv forbedrede deres forhold. Det var en bitter oplevelse for den unge Dickens, at hans mor ikke omgående fjernede ham fra fabrikken, og hans erfaringer med industriens udnyttelse af børnearbejdere blev senere en drivkraft i hans romaner og noveller. Som ung fik han arbejde som skriver på et advokatkontor (hans bøger er senere fyldt med skildringer af ubehagelige advokater), og det førte videre til et liv som journalist.
I 1936 udkom den første samling af journalistik, Sketches by Boz (hans pseudonym), og samme år begyndte hans første skønlitterære fortællinger også at udkomme. Pickwick-Klubben udkom som føljeton, hvilket de fleste af Dickens’ romaner i øvrigt gjorde. Føljetonromaner var populære, hæfterne billige, og deres udbredelse var enorm – hvilket ikke blev mindre med Dickens.
Sentimentalitet og groteskeri
I romaner som Oliver Twist, Store forventninger, David Copperfield og en novelle som ”Et juleeventyr”, beskrev Dickens de svagestes vilkår. Børn, der bliver udnyttet som arbejdskraft, betragtet og behandlet som dyr, nogle gange af deres forældre, ofte af overklassen; kvinder, der ikke kan brødføde deres børn; mænd der ikke kan finde arbejde.
I den vestlige verden er børnearbejde og fattigdom som den, Dickens kendte til, i dag en saga blot. Så hvorfor læse Dickens i dag? Det er tårepersende stof, han skriver, og den oftest fremførte kritik af Dickens er da også netop, at han er sentimental, at han overdriver sine virkemidler og karakterer udi det groteske, og at hans handlingsforløb er urealistiske. Dickens’ sentimentalitet er bevidst: ved at røre folk forsøger han at åbne deres øjne for virkeligheden.
De groteske overdrivelser er i dag med til at gøre Dickens gangbar, for han er stadig morsom. Personerne er måske nok overdrevne, men ikke mindre skarpt set af den grund. Upålidelige advokater, skrappe kvinder og ondskabsfulde slamberter befolker de mange sider i Dickens’ enorme produktion, der til stadighed bliver genoptrykt, og mange af dem er blevet inkarnationen på en bestemt type. Lur mig, om ikke dagens Nynne’r og Bridget Jones’er af og til tænker på Miss Havisham med en gysen, for tænk nu hvis det var sådan, de skulle ende…..
Hvad så med et sentimentale? Er det nu ikke lidt billigt og frem for alt pinligt at sidde og flæbe over stakkels Oliver Twist eller Lille Tim, der har det så hårdt? Måske. På den anden side: som den canadiske forfatter Robertson Davies spørger: “Foolish people laugh at those readers a century ago who wept over the novels of Dickens. Is it a sign of superior intellect to read anything and everything unmoved, in a grey, unfeeling Limbo?”
Så når læsere, tv-seere og teatergængere verden over til stadighed bliver rørt (og sikkert også skræmt en hel del) af ”Et juleeventyr”, hvor den koldhjertede Scrooge i mødet med De forgangne jules ånd, Den nuværende juls ånd og sidst men mest uhyggeligt, De kommende jules ånd forstår, at han må forandre sig, er det ikke nødvendigvis noget at skamme sig over. Tværtimod, kunne man måske sige.
smag på bøgerne – en bid om dagen
