De bedste gyserforfattere

Oprettet: 01.10.2002 - 11:53

Af litteraturstuderende Lisbet Lassen

”Hvad er det dog for en verden, vi lever i ?”. De bedste forfattere i gysergenren stiller tilsyneladende dette spørgsmål, og der er ingen grænser for, hvad svaret på det kan være. Den virkelighed man møder, når man går i gang med en gyser, er skrøbelig.

Der er altid en stærkere og mere virkelig verden bagved, som altid er klar til at gribe ind i og vende op og ned på tingenes ”naturlige” orden. Faktisk er det romantikkens verdensbillede, der har overlevet i denne genre: det at der er en verden bag dagligdagens verden, som på sin vis er den mest oprindelige og betydningsfulde.

Mary Shelley (1797-1851) udgav Frankenstein i 1818. Romanen lægger sig op ad den gotiske tradition fra sidste halvdel af 1700-tallet, men er mere moderne i sin udviklingspessimisme i forhold til videnskaben.

Frankenstein bliver den senere model for andre videnskabsmænd, der går langt over stregen i deres eksperimenter. Han er den moderne Prometheus, der stjæler ilden fra guderne og får sin straf for det via det overnaturlige, han selv skabte.

Det er kun Gud, der er i stand til at skabe og derfor bliver det også et monster og ikke et perfekt menneske, Frankenstein laver. Faktisk er uhyret meget menneskeligt og ønsker egentlig bare at høre til i et fællesskab. Frankenstein er på den anden side det egentlige uhyre i mine øjne. Da monsteret er blevet levende vil han takke Frankenstein for sin skabelse, men han væmmes og jager ham væk. Jeg har aldrig kunnet læse romanen uden også at være skadefro over, hvor skidt det går Frankenstein efter den scene.

Edgar Allan Poe (1809-1849) er nok en af de forfattere, der er blevet læst mest af andre gyserforfattere. Som regel fungerer hans gysernoveller ved, at læseren følger hovedpersonen på tæt hold og på den måde tager del i hans mærkværdige oplevelser.

Tit er hovedpersonens opfattelse af begivenhederne utroværdig, f.eks. fordi han ryger for meget opium eller drikker for meget. Derfor er man i tvivl om det reelle i hans oplevelser. Det er som regel en person, der er langt ude på den ene eller den anden måde, men på samme tid er den nærmeste kilde til det, der sker.

Som regel holder Poe to modsatrettede forklaringer åbne. En logisk og normal forklaring og så en mere overnaturlig, hvor der er tale om gengangere, ”skæbne” eller lignende ting. Det overnaturlige bliver ved med at være noget snigende, som man aldrig ved, hvor man har. Måske er det noget, der sker i hovedet på folk, måske er det noget i den verden udenfor.

Da horrormagasinerne for alvor vokser frem i tyvernes U.S.A., er H. P. Lovecraft (1890-1937) genrens mester. Han udvikler sin helt egen overnaturlige mytologi som baggrund for sine noveller, nemlig Cthulhu-mytologien. Det er historien om de ældste, underjordiske guder der gang på gang forsøger at genvinde herredømmet over verden.

Som regel er der en gruppe særligt indviede mennesker, der har lavet en form for pagt med disse guder og forsøger at hjælpe dem. De underjordiske guder kan være af en direkte satanistisk slags som i novellen The Festival eller deres ondskab kan være beskrevet mere indirekte som i Skyggen over Inssmouth. Men gyset opstår, fordi det gang på gang viser sig, at det er denne overnaturlige virkelighed, der er den stærkeste, også selvom helten undslipper i sidste øjeblik.

Ray Bradbury (f. 1920) er egentlig både science fiction og gyserforfatter. Da man begyndte for alvor med de første atomprøvesprængninger sagde han, at man kunne blive filosof mens man sad om natten og ventede på at finde ud af, hvad der var sket.

Muligheden for ødelæggelse er egentlig ubegrænset, og det er en af de røde tråde gennem Bradburys fiktion. Hos ham findes det onde tit i menneskets teknologisk realistiske trang til ødelæggelse, sådan som man kan se det i Krøniker fra Mars (1950). Men det kan også findes i form af skæbne-fortællinger eller som en overnaturlig kraft, der tiltrækker og ødelægger mennesket.

Novellesamlingen Gys i Oktober er et fint bud på det sidste, og også romanen Ondt er da på vej herned. Det er en historie om et magisk tivoli fyldt med ondsindede kræfter, der alligevel er utroligt tiltrækkende for to næsten teenagedrenge.

Stephen King (f. 1947) er en af mestrene indenfor gyset, når han er god, til gengæld er han rigtig plat, når han er mindre god ! En af de bedste romaner fra forfatterens store produktion er efter min mening Drengen der skinnede eller Ondskabens Hotel, som den danske udgave fra 1991 hed.

De fleste kender jo nok Kubricks filmatisering, men bogen er faktisk mere uhyggelig. Det viser sig nemlig, især i konens tilbageblik på familiens liv, at deres dagligdag i sig selv har været uhyggelig nok uden hjælp fra det overnaturlige. Hotellets onde kræfter er faktisk ikke noget fremmed for familien, og måske er det derfor, det tager så lang tid for dem at finde ud af, at det er på tide at komme væk. King er derimod mere kedelig i den type romaner, hvor det hele ender med et opgør mellem Gud og Satan, onde uhyrer med mere.

Kunsten ved det gode gys ligger efter min mening i at koble det sammen med det hverdagsagtige og menneskelige. Når forfattere som Poe, Bradbury og King er bedst, så giver de én en fornemmelse af, at der er en dør i mennesket, som kan åbne mod de mest uhyggelige ting, og det er måske ikke helt forkert.

Lovecraft interesserer sig ikke så meget for det menneskelige, men holder døren på vid gab for en fantastisk verden, hvor det onde lever sit eget liv. I det hele taget har de forfattere, jeg har nævnt ovenfor, ingen begrænsninger i forhold til at lade fantasien vokse frit. Men det matcher måske også bedre en verden, der er mere vildtvoksende end ordentlig og overskuelig !

Læs artiklen: Stephen King - en mester i gys

 

0
Din bedømmelse: Ingen