David & Leigh Eddings - 2 mestre indenfor den moderne fantasy

Oprettet: 07.12.2002 - 11:47

Af Bibliotekar Jens Bang Petersen, Gentofte Bibliotekerne

Det gode mod det onde. Indenfor fantasy er det klassiske tema endnu mere udtalt end i de andre genrer jeg har stiftet bekendtskab med. De gode er altid ædle, ridderlige, trofaste og dedikeret til at kæmpe for den gode sag. De onde er nedrige, uskønne, slemme, usympatiske – og vil generelt gøre alt hvad de kan for at resten af verdenen bliver ligesom dem. Gråtonerne er få, og som oftest ender de personer, man er usikre på med at være gode nok på bunden.

Så kort kan de mest gængse plots i fantasy egentlig beskrives – og hvordan kan det være interessant at læse bog efter bog om? Kort og godt fordi god fantasy kan skabe en hel ny verden, som man bevæger sig rundt på opdagelse i sammen med heltene. En verden der ikke er bundet af vores verdens fysiske love, normer eller udviklingstrin. Verdenerne består ofte af et sammensurium af detaljer fra Jordens historiske perioder, specielt fra bronzealder til renæssance – med et lille drys af nyere teknologi fra tid til anden, samt oftest et rigtigt stort drys magi og mytologi.

Ægteparret David og Leigh Eddings skriver god fantasy, der lever op til langt hovedparten af ovenstående. De er blandt de absolut ypperste blandt moderne fantasy forfattere og har været det de sidste mange år – det er dog først for nylig at Leigh Eddings er begyndt at blive krediteret på forsiden. Historien er den klassiske om en forfatter, der skriver til skrivebordsskuffen, og hvor et forlag endelig viser forfatteren interesse. Nu er forfatterparret et af de absolut førende indenfor genren med en betydelig produktion bag sig.

En betydelig produktion betyder i denne sammenhæng ca. 20 bind (og et par enkelte ikke-fantasy romaner), men serierne kan blive temmelig lange indenfor fantasy, hvilket gør at de 20 bind kan deles op på 3 serier/værker:

Bøgerne om Belgarion
Den forældreløse bondedreng, der i virkeligheden er kongesøn og den vigtigste person i kampen med det onde. Serien strækker sig over 2 serier (2 gange 5 bøger), 2 prequels og en teknisk manual. Alt i alt er sagaen på 4500-5000 sider, hvilket må siges at være en del – men på ingen måde et særsyn indenfor genren.

Serien er dog helt fantastisk, og udmærker sig ved at indeholde det Eddingsske varemærke i udpræget grad – en helt fantastisk persontegning, der giver mindelser om den Chandlerske fortællestil. For en førstegangslæser er det mange sider at kaste sig ud i – selv om der ikke er grund til at læse den tekniske manual 'The Rivan Codex'.

Endvidere skal engelskkundskaberne være i orden, da kun serie 1 'The Belgariad' er udgivet på dansk (Belgariad-sagaen 1-5) – som for længst udsolgte billigbøger fra Winthers forlag, og de ganske få eksemplarer der findes på de danske biblioteker hænger næsten ikke sammen længere på grund af slid.

Både serie 2 'The Malloreon' og de 2 prequels 'Belgarath the Sorcerer' og 'Polgara the Sorceress' skal læses på engelsk – hverken Winther eller andre forlag har haft modet til at kaste sig ud i at oversætte resten af serien.

NB: hvis man er i tvivl om hvad en prequel er, så er det en bog der er skrevet efter en anden bog – men tidsmæssigt foregår før. I dette tilfælde skal de 2 prequels dog læses kronologisk efter de 2 serier, selv om de foregår før. Forvirret?? Så læs bøgerne – i den angivne rækkefølge.

Bøgerne om ridder Sparhawk
Bøgerne om Sparhawk (Ridder Jernhøg på dansk). Den store ridder Jernhøg er det godes og sin dronnings forsvarer i kampen mod det onde, der vil lægge den civiliserede verden øde. De to serier 'The Elenium' og 'The Tamuli' består begge af 3 bøger. På dansk har forlaget Tellerup valgt en anden udgivelsespolitik, der gør at serie 1 'Eleniaden' består af 4 bøger og serie 2 'Ridder Jernhøg' af 6 bøger.

Kvalitetsmæssigt står Sparhawk på ingen måde tilbage for Belgarion-bøgerne – kun kvantitetsmæssigt. I alt snakker vi om "kun" 6 (eller 10) bøger med "kun" cirka 2700 sider – og alle findes på dansk. At give sig ud i et handlingsreferat af de to ovenstående serier giver ingen mening – seriernes indhold og persongalleri er simpelthen for omfattende til det kan rummes.

Lidt anderledes ser det ud med seneste skud på fantasy-stammen hos Eddingsfamilien: The Redemption of Althalus. Bogen er en såkaldt "stand-alone" bog, hvilket kort og godt betyder: ingen fortsættelser, ingen prequels, ingen tekniske beskrivelser af universet – bogen er på små 800 sider, og der bliver ikke flere

Derfor får den et lidt grundigere beskrivelse, mange vil måske på grund af størrelsen vælge at hoppe på forfatterskabet vogn netop med denne titel. På trods af et lidet omfang, så indeholder bogen, alt hvad der gør de andre Eddingsbøger så stærke.

En fantastisk persontegning, en omfattende kamp mellem det gode og onde, samt en helt ny omfattende verden at udforske sammen med heltene. I denne omgang er der også mere kærlighed med end i tidligere.

Den usandsynlige helt er karrieretyven og til tider morder Althalus, der bliver det godes forsvarer. Sammen med den forførende gud Dweia og et helt hold af usandsynlige helte og over et tidsspand på flere tusinde år kæmpes kampen mod det onde, personificeret i Dweias onde gudebror Daeva og hans hold af uslinge.

Specielt tid og manipulation af tid og sted er meget brugte temaer – og til tider skal tungen holdes lige i munden for at finde ud af hvad der manipuleres nu, for-, nu- eller fremtiden.

Det giver samtidig også forfatterne mulighed for at lege med ældre former af det engelske sprog. Når nu to mere end 1000 år gamle personer taler sammen, så sker det selvfølgelig i en ældre form af sproget. Et eksempel: "Correct art thou that such nomenclature would offend each and every Clan Chief in all of Arum, save this one. But Gosti doth view his paunch with great pride, and laughingly doth he boast that he hath not espied his feet in years" (side 686). Generelt er det engelske absolut til at overkomme for en rimelig habil engelskkyndig, selv om det nok ikke skal være den allerførste engelsksprogede roman man kaster sig over.

The Redemption of Althalus er absolut et bekendtskab værd. Endnu engang har David og Leigh Eddings skrevet en fremragende fantasyhistorie, der kan nydes af alle med med fantasien intakt, og med lyst til fabuleren. Samtidig er det en glimrende indgang til det Eddingsske univers. Giver Althalus appetit på mere, så læs omgående Belgarion- og Sparhawk-serierne, der er 2 af de absolut vigtigste hovedværker i den moderne post-Tolkien fantasy litteratur.

Lån David & Leigh Eddings bøger på

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)