Dansk litteratur 1950 - 2000. En håndfuld betragtninger om 5 litterære dekader

Oprettet: 01.09.2002 - 11:53

Af litteraturstuderende Tine Kristiansen

Halvtreds år fyldt med tusindvis af spændende udgivelser. Lader denne periode sig overhovedet beskrive?

At sætte et par overskrifter på hvert årti er lidt af en forenkling. Der falder altfor meget udenfor. Til gengæld er det jo ganske godt beskrivende at kalde 6o’erne for psykologiske eller 70’erne for politiske. Det er vel heller ikke helt forkert, at 80’erne og 90’erne var æstetiske og metafysiske litterære årtier.

Hvad angår genrer, er der naturligvis også forskelle, om end afsmitningen er ganske tydelig. Lyrikken var – og er – frontløber, når det gælder sproglige eksperimenter. Prosaen er nemlig ofte bundet af fortællingens mere eller mindre faste struktur. Som Anders Østergaard påpeger i forordet til ”Vandmærker – nærlæsninger af nyere dansk litteratur”, ville det måske også være temmelig uoverkommeligt at læse murstensromaner fyldt med formeksperimenter. Lyrikken er mere egnet.

Tænk blot på, hvordan Højholt med finurlighed rokerede Henry rundt i landskabet (”henry ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen / ind i landskabet henry han bukker og takker og går ud igen...” osv.). Eller Inger Christensens systemdigtning i digtsamlingen ”Alfabet” (1981) (duerne findes; drømmene, dukkerne / dræberne findes; duerne, duerne; / dis, dioxin og dagene; dagene / findes; dagene, døden; og digtene / findes; digtene, dagene, døden). Systemdigtningen fik sit gennembrud i det lyriske landskab allerede i 60’erne med Per Højholt (f.1928) og Hans Jørgen Nielsen (1941-1991) i spidsen. Inger Christensen (f.1935) leger med alfabetet i begyndelsen af 80’erne, og en fremtrædende lyriker som Peter Laugesen (f. 1942) fryder sig i 1998 med udeladelsen af lyde og bogstaver i digtsamlingen ”Digt”.

70’erne bød feministerne op til dans. Bl.a. gav Vita Andersen (f. 1944) og Charlotte Strandgaard (f. 1943) deres bud på kvindens position gennem ultra-realistisk, ultra-feministisk hverdagsdigtning. Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge (f.1958-1986) lod sig rive med af en omdiskuteret 80’er ånd, en såkaldt ”zeitgeist”, der reagerede på 60’erne og ikke mindst 70’ernes politiske litteratur. ’Det lyriske jeg’ hentes frem af den romantiske gemmekasse.

Prosaen – det være sig noveller eller romaner – udvikler sig i højere grad tematisk end formmæssigt, i hvert fald indtil 1990’ernes kortprosa for alvor slog igennem. Villy Sørensen debuterede med ”Sære Historier” i 1953. En efterkrigsudgivelse, der spænder fra mytologi og psykoanalyse til kafkaske absurditeter. Villy Sørensen (1929-2001), Peter Seeberg (1925-1999) og Klaus Rifbjerg (f. 1931) blandt mange andre var med til at genfinde et litterært sprog efter årtiers famlende avantgardistisk eksperimenteren. Ikke at disse prominente herrer ikke har været nyskabende, tvært i mod! Men de udgør efter min mening et solidt fundament i dansk litteratur fra 1950-2000. Hvem tog så over? Det gjorde Peter Høeg (f. 1957), Ib Michael (f. 1945), Jens Christian Grøndahl (f. 1959). De har hver i sær bidraget med interessante, relevante og vigtige romaner.

Den mere eksperimenterende – eller smalle – 90’er litteratur udsprang blandt andet fra en mere eller mindre sprudlende forfatterskole som udklækkede folk som Christina Hesselholdt (f. 1962) og Katrine Marie Guldager (f. 1966). Jan Sonnergård (f. 1963) overrumplede i slutningen af 90’erne den litterære verden med den meget omtalte novellesamling ”Radiator” (1997). Helle Helle (f. 1965) gjorde realismen og hverdagens metafysiske univers tilgængelig for os i ”Hus og Hjem” (1999). Nye skud på den litterære stamme. Fornyelser og forvirringer.

Hvor er vi så endt efter disse 50 år? Der er ingen tvivl om, at den nye 90’er litteratur er kendetegnet ved en minimalisme og en sproglig indadvendthed. Hans Hertel (professor i dansk på Københavns Universitet) kalder 90’er litteraturen for anorektisk, fordi den er så fokuseret på æstetisk perfektion og bliver som følge deraf ultra minimalistisk. Den nye litteratur opstår ikke længere i sin sociale kontekst. Efter Hertels mening har litteraturen mistet sin sociale funktion. Den er blevet for snæver, akademisk og uinteressant. Der er ikke længere store budskaber til stede. De unge forfattere er bange for den store roman. Denne udvikling startede allerede i midten af dette århundrede. Den store fortælling kan vi dog ikke undvære. Vi får den blot gennem andre medier, som eksempelvis filmen. Vi har brug for litteratur, der tager stilling til og belyser samfundsforhold. Forholdet mellem politik og litteratur er blevet uligevægtigt i følge Hertel. (Artiklen ”Anoreksiforfattere” blev trykt i Weekendavisens Bøger d.16. aug. 2002)

Kun lige nøjagtigt trådt ud af det 20. århundrede, kan vi nu med spænding glæde os til endnu 5 dekader med masser af nye udgivelser, nye debutanter, nye måder at formidle den danske litteratur. Det bliver interessant at se, om litteraturen igen optager kontakten med det sociale liv, som Hans Hertel efterlyser. Diskussionen om litteraturens position og formål i et komplekst informationssamfund er vigtigere end nogensinde.

0
Din bedømmelse: Ingen