Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Dannelsesrejsen har til formål at udvikle personligheden. Man rejser ud i verden for på en eller anden måde at opnå større indsigt og forståelse, således at man kan vende hjem med en form for gevinst: I mødet med det fremmede har de rejsende opnået indsigt eller inspiration. På den måde adskiller dannelsesrejsen sig fra almindelige fornøjelsesferier, hvor formålet nærmere er at slappe af og samle kræfter.
I forhold til litteraturen virker dannelsesrejsen på flere forskellige måder. Ved at rejse ud i verden kan forfatteren blive inspireret til nye kunstneriske metoder, som han kan bruge i sit arbejde. Rejsen kan også indgå direkte i litteraturen, hvis forfatteren skriver om en dannelsesrejse. Det kan på den ene side være en rejse, han selv har foretaget; rejsedagbøger og -romaner er eksempler på det. På den anden side kan det være en historisk dannelsesrejse.
Dannelsesrejsen som inspiration - H. C. Andersens rejser
Et klassisk eksempel på rejsen som en kilde til kunstnerisk inspiration er H. C. Andersens (1805-75) dannelsesrejser. H. C. Andersen foretog i alt tredive udenlandsrejser, som på forskellige måder fik betydning for hans forfatterskab.
I 1833 tog han på en større rejse rundt i Europa, hvor han besøgte forskellige kulturelle personligheder. I Paris mødte han den danske forfatter P. A. Heiberg (1758-1843), som var blevet landsforvist, fordi han havde skrevet en række antiroyale artikler. Derudover mødte han den tyske digter Heinrich Heine (1797-1856) og den franske forfatter Victor Hugo (1802-85).
Rejsen fungerede på denne måde som en introduktion til de litterære strømninger, der prægede samtidens Europa. Ved siden af denne litterære inspiration gav rejserne formentlig også en mere umiddelbart kulturel gevinst: Ved at stifte bekendtskab med fremmede kulturers verdenssyn, kunne H. C. Andersen få et alternativ til det i samtiden måske lidt reaktionære Danmark.
Dannelsesrejsen som litterært indhold
Ud over at give kunstnerisk og filosofisk inspiration, kan dannelsesrejsen give materiale til litteraturen. Det kan være en personlig rejseberetning (H. C. Andersen har skrevet flere værker om sine rejser - den mest kendte er En Digters Bazar (1842), der handler om en rejse til Orienten i 1841-42) eller en roman, der inddrager en historisk dannelsesrejse.
I den personlige rejseskildring opnår den (dannelses)rejsende forfatter en række indsigter, som han formidler til læseren. Derfor har rejseromaner måske størst appel, hvis de beretter om eksotiske dele af verden: Læseren kan ikke selv opleve det pågældende sted, men romanen kan give ham en indsigt, der ligner forfatterens.
Det dannelsesmæssige ved sådanne romaner har ikke altid været lige sympatisk set med nutidens øjne.
Ofte har det bestået i en slags kamp, hvor den civiliserede europæer rejser ud i verden med det formål at underlægge sig barbariske kulturer, for derefter at vende hjem - rigere på ære og livserfaring. Et eksempel er Henry Stanleys (1841-1904) klassiker Hvordan jeg fandt Livingstone (1872), der handler om hans søgen efter missionæren David Livingstone, som var forsvundet i en jungle i Congo.
Selvom bogen er spændende, har den en imperialistisk undertone, som kan virke lidt mærkelig i dag; nutidens dannelsesrejse (og den deraf følgende rejseroman) har måske nærmere som formål skabe en forståelse af forholdet mellem det kendte og det fremmede.
Historiske dannelsesrejser kan også indgå som materiale i litteraturen. Et eksempel er Thorkild Hansens (1927- ) fremragende bog Det Lykkelige Arabien (1962), som handler om en ekspedition til det nuværende Yemen i 1761-67. Rejsens formål er en videnskabelig undersøgelse som led i oplysningstidens higen efter indsigt.
På den måde er det dannende element et ønske om at øge den almenmenneskelige forståelse af verden, mere end det er personlig dannelse. Den historiske dannelsesrejse er spændende, fordi den beskriver hovedpersonernes stræben efter dannelse, samtidig med at den giver læseren en indsigt i de historiske forhold. Der er samtidig en dramatisk handling og et historisk perspektiv.
Artikler og læsetips
Romannet - 1. juni 2001
Kommentarer