" - der må være rigtig mange mennesker der kan føle trang til at "nedlægge" en sladderjournalist!"
Sådan tænkte Rie Osted, da hun planlagde plottet i sin nyeste roman - en rigtig spændende krimi, med den handlekraftige privatdetektiv Andrea de Lima som hovedperson.
Dag&Nat’ er din første krimi – hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Jeg har meget længe elsket at læse krimier selv. Før i tiden regnedes de ikke for ’rigtig’ litteratur, og da læste jeg dem kun, når jeg for alvor trængte til at slappe af eller forkæle mig selv. Men det gik op for mig, at det er tåbeligt at pålægge sig selv den slags restriktioner, for det må være helt legalt at søge afslapning og spænding på samme tid. Dog selvfølgelig på skift med andre genrer.
I de sidste snart mange år er der så kommet en lind strøm af både virkelig gode og mindre gode krimier, og jeg fik lyst til at prøve selv. På en måde havde jeg taget lidt hul på det tidligere: I ’Stellas genkomst’ forsvinder Martha, og hendes mand forsøger at opspore hende. I ’Marionetternes magt’ er der et sidetema, hvor Annalena leder efter den far, hun aldrig har kendt – en slags ’Sporløs’. Det var ikke noget, jeg var bevidst om, da jeg skrev de bøger, men jeg kan konstatere, at en opdagerproces fascinerer mig. Det er den, der er interessant for mig i krimierne. Jeg viger helst lidt uden om de mere makabre bøger og bryder mig ikke om meget udpenslet vold, selv om den kan bidrage stærkt til spændingen.
Selve historien i ’Dag&Nat’ var inspireret af de rædsomme forsider på formiddagsbladene. Jeg fik den tanke, at der må være rigtig mange mennesker, der kan føle trang til at ’nedlægge’ en sladderjournalist!
Hvordan har du forberedt dig på at skrive romanen – har du f.eks. været i kontakt med et ægte efterforskningsbureau for at finde ud af, hvordan de arbejder?
Ja, jeg besøgte et detektivbureau, hvis medarbejdere meget velvilligt fortalte om deres arbejde – hvad en privat efterforsker må og ikke må i forhold til politiet osv. De må temmelig meget (og gør sikkert også lidt ud over dét!). Men jeg fandt også ud af, at det har sine begrænsninger, og derfor får min efterforsker Andrea de Lima en god kontakt til en vicekriminalinspektør i Københavns Politi. For man opklarer nu engang mord lettere med adgang til test af fingeraftryk og dna. Og jeg havde en ambition om, at læseren nok skal finde Andrea dygtig og intuitiv, men bogen skulle også være så realistisk som muligt.
Hvordan har forskellen været på at skrive en krimi og en roman som f.eks. ’Stellas genkomst’?
’Stellas genkomst’ var meget længe undervejs, og især dens første halvdel var temmelig opslidende for mig personligt. I den bog handlede det i ekstrem grad om at leve sig ind i personernes følelser. Det gør det naturligvis i enhver roman, men i en krimi ligger hovedvægten alligevel på plottet og dets opklaring.
Undervejs gik det op for mig, at hvor jeg i f.eks. ’Stellas genkomst’ kunne skrive historien kronologisk og hen ad vejen ’se hvad der nu skete’, så måtte jeg i en krimi gøre mig handlingen klar, før jeg begyndte at skrive. Ellers er det ikke muligt at lægge spor ud til læseren. Alligevel skete det, at der opstod tvivl om plottet undervejs, og noget måtte ændres og skrives helt om.
Men jeg har lært en del af processen.
Dine romaner har flere gange haft kvindelige hovedpersoner, som har været tæt på at blive knækket psykisk – Andrea de Lima virker meget robust og handlekraftig – trængte du til at skrive om en helt anden kvindetype?
Ja, det gjorde jeg, og det er måske også forklaringen på, at jeg valgte en kvindelig efterforsker. Men hun skulle ikke ligne dem fra f.eks. de svenske krimier, som synes at det er så frygtelig synd for dem, hvis de skal hente et barn i børnehaven eller lave et måltid mad. Min opdager er nok feminist, men hun jamrer ikke!
Man henter som forfatter altid noget hos sig selv til alle sine personer, men her har det været en stor fornøjelse for mig at skrive en kvinde frem, som har nogle af de egenskaber, som jeg beundrer men ikke selv har i nævneværdig grad.
Andrea er sporty – hun løber og dyrker taekwondo, mens jeg kun lige netop kan tvinge mig selv til lidt gymnastik. Hun er ret kontant, også i forhold til sin søn, hvor jeg selv ikke er fri for at være lidt konfliktsky og helst vil have, at alle har det godt.
Og vigtigst: Hun er meget observant. Hun ser hvem og hvad der er i et lokale f.eks., og kan beskrive det efterfølgende, mens jeg selv ikke kan prale af andet end en vis fornemmelse for mennesker og stemninger.
De fornemmelser kan jeg så bruge, når jeg skriver!
Kommentarer