Fortællingerne om det banale og meningsløse har fremkaldt en idé om det tomrum, der ikke kunne rummes i en realistisk fortælling.
Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Hvordan beskriver man det tomrum, der opstår i tiden efter en pludselig og uventet smerte, når den ikke lader sig indføje i en fortælling, men er uden egentlige hændelser eller forandringer? En tid, hvor man hverken græder eller griner, hverken skriger eller ler?
En tid, hvor pinen er for stor til, at man kan rumme den, og man i stedet tænker på alt andet end det, der atter ville vække smerten til live.
Denne form for fortvivlelse er udgangspunktet for den bulgarske forfatter Georgi Gospodinovs (f. 1968) triste, forvirrende og besynderlige roman En naturlig roman (1999, dansk 2005). Ved fortællingens indledningen bliver vi fortalt, at fortælleren skal skilles, da hans hustru er gravid med en anden mands barn, og fortælleren kan ikke længere overbevise sig selv til at blive sammen med hende.
I løbet af romanen finder vi ud af, at deres brud ikke er kommet helt tilfældigt, og hendes utroskab ikke var helt uventet; men det får alligevel verden til at falde sammen for vores fortæller, og resten af bogen udgør hans forsøg på at komme overens med sin skæbne.
Og, som bogens indledende citat antyder, så kommer bogen ikke til at handle om gråd eller vrede, men om den overvældende sorg, der fulgte efter deres brud, hvor ord og handlinger ikke længere slog til eller syntes at nytte noget.
Forfatteren forsvinder
Selv om jeg indtil nu har kaldt Gospodinovs bog for en roman, så er det egentlig en forkert betegnelse; for bogen er snarere en post-moderne omskrivning af romanen, hvor fragmentet har erstattet den fremadskridende fortælling. Bogen iscenesættes som en notesbog, skrevet af en mislykket forfatter, der hedder Georgi Gospodinov. Denne har sendt notesbogen til en redaktør, der også hedder Georgi Gospodinov, og som i bogen indledning opsøger den første Gospodinov; men han er tilsyneladende blevet skør, og efter deres første møde forsvinder han sporløst, og tilbage står nu kun hans ord nedskrevet i notesbogen.
Teksten i selve notesbogen har på samme måde en ydre ramme i skilsmissen, og teksten begynder med forfatterens erkendelse af, at han skal skilles og ender med den retslige udførelse af skilsmissen. Ind imellem findes et udtal af historier, fragmenter, samtaler mellem forfatteren og hans venner, refleksioner over toilettets kulturhistorie, indledningen til fluernes bibel osv.
Et andet spor, der løber gennem bogen, er fortællerens idéer om litteratur og sprog. Eksempelvis drømmer han om at skrive en roman kun bestående af verber, en anden idé er en bog bestående af indledninger taget fra andre romaner. Efter forandringer i hans liv, er sproget og fortællingen ikke længere i stand til at fortælle de store, overordnede historier, og i stedet hengiver han sig til det, han kalder den naturlige roman.
Idéen er, at fortællingen skal virke til at være vokset frem af sig selv, gennem knopskydning og sig egen indre logik. Således skal tanken om den styrende forfatter udviskes fra teksten, da teksten ideelt set selv gror frem, og læseren i stedet forbinder de forskellige dele uden et styrende, centralt perspektiv.
Drømmen om at forsvinde
Men i modsætning til hvad man kunne tro, så forsvinder fortællingen ikke i post-modernistisk forvirring, og forfatteren forsvinder ikke mellem alle fragmenterne, mens hans forvirring og afmagt træder derimod langsomt tydeligere frem. I løbet af teksten står det mere og mere klart for os, at vi skal finde kernen til hans problem i de løsrevne fortællinger: at han ikke længere er i stand til at forholde sig til verden og til sit eget liv.
I stedet for at begynde sit liv på ny efter bruddet med konen, forsøger han kun kortvarigt, giver hurtigt op, for til slut at stoppe helt. Han kan ikke komme videre, og i stedet kaster han sig fortvivlet over meningsløse og ligegyldige detaljer som fluer og toilettet, der rummer en frelse i al deres banalitet og meningsløshed. Netop derfor er de ufarlige, for de vækker ingen minder, de har ingen historie af betydning, og ingen har interesse i dem. Her kan han gemme sig: uset og ignoreret. Og her behøver han ikke at forholde sig til sin smerte.
Som han tilsyneladende henkastet skriver, så er hverdagen uden tragedie: den er lutter tilfælde og middelmådighed. Det er det tætteste, vi kommer på en beskrivelse af hans smerte og følelse af tomhed, og denne følelse bliver spejlet i beskrivelsen af toilettet, som det eneste private sted, hvor man kan gemme sig fra resten af verden. Her kan man være alene - her bliver man ikke længere set.
Men toilettet er netop også afvisningens sted, og fluen, som jeg nævnte tidligere, er et foragtet skadedyr, og begge dele minder om hans følelse af afvisning fra sin tidligere hustru, og især om hendes utroskab. På samme måde er han ikke længere nødvendig.
Den oprindelige verden
I de sidste fortællinger og fragmenter nærmer fortælleren sig sin barndom og fortidens problemer, og idéen om den naturlige roman bliver nu beskrevet som et projekt, der består i at observere verden så tæt så muligt. Eller med andre ord: at undgå at blive konfronteret med virkeligheden. Nu beskriver fortælleren selv sine handlinger som udspringende af tvangstanker uden for hans egen kontrol. Virkeligheden begynder at falde fra hinanden, og han er ikke længere i stand til at holde selv den mest overfladiske og simple del af tilværelsen sammen.
Han længes efter igen at være syv år gammel, at gå i første klasse, hvor alting var simpelt og ligetil. Hvor sneen faldt, træerne var grønne om foråret og roserne var smukke.
I stedet er der nu kun et intet. Der er ikke engang en afslutning. Et år efter skilsmissen blev indledt er intet forandret; jorden burde været gået under, himlen faldet, ozonhullet vokset større. Men intet skete. Intet som helst.
I stedet falder sproget fra hinanden i næstsidste kapitel. Syntaks og tegnsætning forsvinder, og tilbage er kun løsrevne ord og fragmenter af sætninger. Men midt i dette kaos står ordene: er dette din endelig beslutning. Pludselig står fortælleren over for det sidste valg, den juridisk bindende beslutning om deres forhold skal afsluttes. Vi får aldrig den endelig beslutning, og vi er ladt tilbage med vores viden fra bogens indledning, om at fortælleren, efter en tid som vagabond, er forsvundet.
I én forstand ender fortællingen uden forløsning, men i en anden forstand har den navnløse smerte alligevel fået en stemme, og fortællingerne om det banale og meningsløse har alligevel fremkaldt en idé om det tomrum, der ikke kunne rummes i en realistisk fortælling.
Kommentarer