Da Sicilien blev Italien.En fortælling om det unge Italien - Giuseppe Tomasi di Lampedusas Leoparden

Oprettet: 04.04.2005 - 08:05

Man fristes til at læse Don Fabrizios skæbne som et ekko af tidens politiske begivenheder. Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

Romanlæseren behøver ikke at være historiker for at forstå romaner, som udspiller sig i forgangne tider. Men i visse tilfælde bliver læseoplevelsen væsentligt større, hvis romanlæseren på forhånd er bekendt med enkelte historiske detaljer.

Dette forhold gør sig i særdeleshed gældende for romanen Leoparden (1958), som er det litterære testamente efter Giuseppe Tomasi di Lampedusa (1896-1957), den sicilianske prins og hertug, som først efter sin død fik opmærksomhed i italiensk litteraturhistorie. Leoparden udvikler indirekte sin betydning under henvisning til hændelser under den italienske samlingstid, også kaldet Risorgimento-tiden.

Fremtidige læsere kan derfor med fordel alliere sig med enkelte leksikonopslag. 

Det er besværet værd, for tag nu blot følgende eksempel, hvor romanens hovedperson nærmer sig Palermo ved aftentide: “han pegede på Palermobugtens stejle bjerge, der endnu var lyse i den sidste skumring. På deres sider og toppe brændte snesevis af bål, de blus, som oprørsskarerne tændte hver nat som en tavs trussel mod Kongens og klostrenes by.”

Hvem er oprørerne og hvorfor er de oprørske? Hvem er kongen? Romanen forklarer kun indforstået sin historiske opsætning, hvilket nok er tilfredsstillende for den italienske læsers orientering, men for en dansk læser, eksempelvis med undertegnedes tvivlsomme historiebevidsthed, er her rigeligt at blive forvirret over. Opslag såsom “Risorgimento” og “Garibaldi” kan anbefales.

Leoparden tilhører dog ikke de rendyrkede historiske romaners genre. Romanen gør ikke noget direkte forsøg på at portrættere virkelige historiske personer og begivenheder, men alligevel har Lampedusa valgt at placere sin fiktion – den opdigtede sicilianske fyrste Don Fabrizio Corberas historie – med umiddelbart naboskab til centrale begivenheder i italiensk historie.

Romanen indledes i maj 1860 på Don Fabrizios landlige residens i nærheden af Palermo på Sicilien. Læseren møder fyrsten, som går omkring i sin have, optaget af private problemer. Konsulterer man historiebøgerne, erfarer man at maj 1860 faktisk også er den måned, hvor frihedskæmperen Garibaldi (1807-1882) går i land på Siciliens vestkyst og starter en vellykket folkelig opstand mod det østrigsk støttede kongedømme i Napoli.

En opstand som, sammen med andre begivenheder, leder frem til nationen Italiens endelige samling. Med andre ord: mens Don Fabrizio og romanens handling kredser omkring fyrstens familiære bekymringer, er det moderne Italien igang med at opstå blot nogle få kilometer borte.  

Romanen foregår således i et kuriøst “mellemrum” mellem fiktion og virkelighed. På den ene side er handlingen i Leoparden nogenlunde uantastet af den historiske virkelighed. Don Fabrizio er mestendels optaget af sit ægteskabs trivialiteter, sine affærer, sine endnu ugifte døtre og sønner, og særligt nevøen Tancredis problematiske forelskelse i en lokal borgerdatter, den smukke Angelica.

Romanen er i dette perspektiv en slægtsroman og kan læses som sådan.

Men samtidig er det svært ikke at vurdere adelsslægtens efterhånden sørgelige skæbne i forhold til de aktuelle historiske begivenheder, netop fordi de to niveauer – fiktionen og historien – allerede i romanens åbning er bragt påfaldende nær hinanden i rum og tid: man fristes til at læse Don Fabrizios skæbne som et ekko af tidens politiske begivenheder.

Selvom man så måske kunne forvente, at adelsmanden Lampedusa, moralsk forpligtet af sine egne titler, ville forholde sig melankolsk til en fortælling om adelens deroute, er tonen i romanen faktisk nærmere det omvendte, nemlig ironisk.

Allerede tidligt i romanen læser man om rådnende blomsterbede i fyrstens have, om inventarets forfald, og om fyrstens generelle misligholdelse af sine ejendomme; fortælleren forherliger på ingen måde billedet af aristokratiet, og distancen bliver nærmest komisk mod romanens slutning, hvor fortælleren i foråret 1910 gør status over slægtens definitive skæbne: fyrsten er død, sønnen Paolo er omkommet i en rideulykke, døtrene Concetta, Carolina og Caterina har overgivet sig til cølibatet som “gamle frøkener,” nevøen Tancredi har profaneret sit adelsskab gennem ægteskabet med den borgerlige Angelica, og i den afsluttende scene kastes de udstoppede jordiske rester af fyrstens eneste trofaste ven, hunden Bendicó, ud af et vindue.

“Så fik det hele fred i en bunke gustent støv,” slutter romanen uden sentimentalt.

Mangler Leoparden patos i beretningen om den sicilianske adels undergang, er skildringen af det sicilianske landskab derimod oprigtig. Alle romanens sicilianere er beregnende skikkelser, alle karakterer brister, såvel de reaktionære som de progressive garibaldistiske medløbere, men jorden under deres fødder forbliver urokkeligt den samme.

Fortælleren synes umiddelbar i sin hyldest til “det virkelige Sicilien, i forhold til hvilket barokbyer og appelsinlunde blot er tomt pynt. Synet af en goldhed, der bølgede i det uendelige, den ene bjergryg efter den anden, håbløse og irrationelle, et landskab, hvis hovedlinier sindet ikke kunne opfatte, undfanget i en forrykt fase af skabelsen, et hav, der var forstenet, netop som et omslag i vinden havde gjort bølgerne vanvittige.” Nok er Leoparden idag annekteret i den italienske nationalkanon, men fandtes en siciliansk litteraturhistorie, ville det være den rigtigste sammenhæng for romanen.

0
Din bedømmelse: Ingen