Bunduseriøs Baronesse. Om Syv Fantastiske Fortællinger

Oprettet: 01.02.2005 - 09:37

Af litteraturstuderende Martin Toft

Den nye litterære kanon har udløst ophidset debat. Kritikere har især fremhævet, at listen over de bedste danske bøger har en markant kønsmæssig slagside. Flere forfatterinder er blevet forbigået, men alligevel var én kvindelig kandidat uomgængelig, nemlig Karen Blixen (1885-1962). Det er en smule paradoksalt, ikke mindst fordi selve ideen med en litterær kanon er i konflikt med afgørende tendenser i Blixens forfatterskab, som på flere måder er ret enestående i dansk sammenhæng.
 
Provokatør med international succes
Allerede i debuten Syv Fantastiske Fortællinger (1935) overskrider hun enhver forestilling om en fælles dansk enhedskultur, dvs. selve den grundtanke, som er en vigtig motivation for tilblivelse af den litterære kanon. Karen Blixen var på ingen måder typisk dansk. Hendes forfatterskab og liv indeholder tværtimod en imponerende samling provokationer og overskridelser af det klassiske, borgerlige Danmark. 
 
Karen Blixen er én af de meget få danske forfattere, som inden for sin egen levetid har slået igennem internationalt, både salgsmæssigt og litterært. Efter det lange ophold i Kenya på kaffefarmen skrev Blixen i starten af 1930´erne Seven Gothic Tales. Den blev færdiggjort i 1933, og var tænkt og skrevet på engelsk. Blixen satsede på det amerikanske bogmarked, hvor hun debuterede i 1934 med succes under det maskuline dæknavn Isak Dinesen. Det vakte opsigt i Danmark. Aviserne søgte bagom forfattermasken, og danske forlæggere stod i kø for at udgive bogen, som ellers overhovedet ikke var skrevet med tanke på Danmark.
 
Det vrimler med perversiteter
Syv Fantastiske Fortællinger
er uden tvivl skrevet med verdenslitteraturen for øje, og først i 1935 blev debuten lanceret på dansk i Blixens egen oversættelse. Den amerikanske foromtale sikrede Blixen positiv respons, men debuten i Danmark blev samtidig startskuddet til en anden markant tendens i opfattelsen af Blixen. Den unge kritiker Frederik Schyberg mente, at Syv Fantastiske fortællinger var overfladisk og snobbet, men det værste ved Blixens fortællinger var dog deres mange ”perversiteter”. Med Schybergs ord finder man absolut ”ingen normale mennesker” hos Blixen, som i stedet tegner et billede af seksualiteten ”…af højst sælsom art. Mænd elsker deres søstre, tanter deres niecer, enkelte af personerne er forelsket i sig selv, og unge kvinder kan ingen børn få, eller vil ingen have,…”.
 
Her ser man en åbenlys moralsk anklage, men Schyberg var ingen dårlig læser. Syv Fantastiske Fortællinger indeholder faktisk diverse provokationer af normaliteten, identitetsmæssigt og seksuelt. Det vrimler med bastarder og kønsmæssige forvekslinger i samlingens syv fortællinger, der varierer i længde fra fyrre til små hundrede sider. De enkelte fortællinger kan sagtens læses enkeltstående, og man kan til eksempel opleve det anormale i Aben, som udvikler sig på en fuldstændig overrumplende måde, hvor de seksuelle afvigelser vælter frem på siderne. I Aben finder man i øvrigt et litterært spor, som Peter Høeg (f.1957) videreudvikler i sin roman Kvinden og aben (1996).
 
Hvis man søger et udvidet perspektiv, kan man hente inspiration hos litteraturforskeren Dag Heede, som i Det umenneskelige har lanceret en banebrydende nyfortolkning af Blixens forfatterskab. Blixen dæmoniserer det borgerlige samfunds typiske konventioner, eller med Heedes begreber: På strategisk vis mærkværdiggør Blixen almindelige samfundsmæssige vedtægter. Her bliver alle former for ortodoksi parodieret, og bare som en enkelt smagsprøve kan man fremhæve, hvordan Blixens kærlighedsbegreb sjældent er rettet imod avlsbefordrende konstellationer af nogen art.

 Henriette Tost fra Syv fantastiske fortællinger www.gyldendal.dkEllers pænt på overfladen  
Det hele ser ellers pænt ud på overfladen. I Syv Fantastiske Fortællinger genbruger Blixen mange effekter fra romantikkens litterære univers, og fortællingernes handlinger foregår da også i et adelsmiljø i det 19. århundrede. Det sætter sine tydelige præg på sproget, især dialogerne, som har en altmodisch tone. Blixen har rendyrket en typisk kvalitet fra den mundtlige fortælling, og man fornemmer et underlæggende program formuleret ud fra diktatet: Nu skal jeg fortælle dig en fantastisk historie!
 
Men fortælletonen og de mange litterære effekter er måske i nogen grad med til at camouflere de mange mærkværdigheder, som de fleste sikkert læser henover i farten. De mærkværdige optrin, postulater og figurer bliver også camoufleret af Blixens evne til at skabe narrative superkonstruktioner.

Handlingen skrider altid frem efter en nøjagtig plan, hvor intet virker tilfældigt. I sin levetid arbejdede Blixen altid minutiøst med sit stof, og hun skrev sine fortællinger igennem utallige gange. Alle er opbygget med de samme litterære puslespilsbrikker, som hver gang lægges op i et nyt mønster - brik efter brik – indtil det samlede resultat til slut bliver afsløret som en uhyre, detaljeret mosaik.

Her er Vejene omkring Pisa eller Syndfloden over Norderney eksemplariske; begge fortællinger udvikler sig pludselig på overrumplende vis og ikke uden dramatik og latter. Karen Blixen var ingen alvorlig baronesse. Hvis man taler om almindelig alvor, var hun på mange måder temmelig useriøs.
 
Maskerade uden manuskript
Hos Blixen ændrer uhørte indfald pludselig handlingens udvikling radikalt, og det hænger til dels sammen med forfatterskabets forkærlighed for teater og iscenesættelse. Scenens logik bliver kommenteret og udnyttet i samtlige fortællinger i Syv Fantastiske Fortællinger.

Alt er en maskerade, og ingen har tilsyneladende fået udleveret manuskriptet. Blixen umuliggør distinktionen mellem ansigt og maske, og i samme bevægelse destabiliserer hun fortællingernes evne til at formulere konklusioner eller sandheder.

I Syv Fantastiske Fortællinger handler det om at digte og drømme uden hverdagens alvorlige mål for øje. Sådan er det også at læse Karen Blixen – den bund useriøse baronesse. 

0
Din bedømmelse: Ingen