Bogmessen 2003: Jens Christian Grøndahl blev vinder af BG Banks litteraturpris

Oprettet: 28.11.2003 - 09:01

Forfatter: Jens Christian Grøndahl

Jens Christian Grøndahl

Jens Christian Grøndahl er født i 1959 i Lyngby. Grøndahl har en bachelor i filosofi fra 1979 og blev i 1983 uddannet filminstruktør ved Statens Filmskole.

Begivenheden finder sted på årets bogmesse i Forum, og dagen er søndag d. 23.11! Stort arrangement for særligt indbudte, og naturligvis er kultur- og litteraturlivet i Danmark rigt repræsenteret.

”Aldrig før er det sket, at en virksomhed har valgt at tilgodese litteraturen”, og den demokratiske måde nomineringen og udvælgelsen er foregået på viser en ”omfattende og landsdækkende omsorg for litteraturen.” Ordene er professor Jørn Lunds. Han glæder sig over, at pengene og kulturen har indgået denne alliance, og han opridser kort forløbet:

Juryen, som har indstillet forfatterne, har bestået af repræsentanter for litteraturens interessenter: Thomas Bredsdorff, professor i litteratur ved Københavns Universitet, May Schack, litteraturkritiker, Carsten Berthelsen, forfatter og kritiker og Marianne Juhl, som er anmelder på Jyllandsposten. De har bistået BG Banks litterære rådgivningsforum med udvælgelsen af følgende tre forfattere: Jan Sonnergaard for bogen ”Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”, Hanne Marie Svendsen for ”Unn fra Stjernestene” og Jens Christian Grøndahl for ”Et andet lys”.  Hvem der skulle ha’ prisen er afgjort af læserne, der har kunnet stemme på BG Banks hjemmeside.

Jurymedlem Thomas Bredsdorff mener, at interessen for et relativt upåagtet område som litteraturen vokser, når man nominerer, og foruden denne ideale gevinst, synes han da også, at forøgelse af en skribents indkomst er en god ting. Desuden: ”Banken kan tjene, litteraturen får – der er både noget til poesibogen og bankbogen.”
Om de nominerede forfattere har han bl.a. dette synspunkt:

De har evnen til indlevelse til fælles – de har alle tre skrevet om ting, de ikke har oplevet: ”Hanne Marie Svendsen har aldrig været i Grønland, Sonnergaard har aldrig været et dumt svin i de højere forstæder, og Grøndahl har aldrig været inde i bevidstheden hos en kvinde”.

Men hvem skal så ha’ Danmarks største, litterære pris på 300.000 kr.?

Spændingen i salen er efterhånden næsten ikke til at udholde, men nu nærmer vi os! Brian Mikkelsen, der skal overrække prisen, siger indledningsvis bl.a.: ”Det er en historisk begivenhed, at en virksomhed har fået øje på et så lidt spektakulært område som litteraturen.” Og om litteraturen selv, at rummet mellem forfatter og læser er privat, hvor litteraturen fortæller historierne og overlader til læseren at danne sine egne mentale billeder. Øvelsen (for ham og andre litteraturinteressenter) er at være øjenåbnere til den glæde og den fantasi, bogen tilbyder. Han taler også om det danske sprog, der bør styrkes, fordi det er den inderste kerne i dansk identitet, og at en begivenhed som denne er med til at sætte sproget i centrum for opmærksomheden.

Og så blev den røde kuvert med NAVNET åbnet. Læserne havde valgt: Jens Christian Grøndahl.

Forfatteren takker – overvældet – glad – stolt: ”Det at skrive er som at sende flaskepost – man skriver alene og ved ikke rigtig, hvor man kommer hen!”

Han er meget glad for, at hans ord deles af så mange mennesker – der ligger en stor anerkendelse i de overvældende mange stemmer, der er afgivet - og han takker banken for engagementet og for at føre læserne ind i den personlige og vidunderlige verden, som litteraturen er. ”Det at kunne gå ind i et privat rum, hvor der er plads til en eftertanke, både når det gælder det lykkelige og det svære i livet.”  

0
Din bedømmelse: Ingen