Bogmessen 2003: Interview med Maria Grønlykke

Oprettet: 28.11.2003 - 16:27

Årets danske debutant Maria Grønlykke besøgte Litteratursidens stand

af Jette S. F. Holst, Litteratursiden

Maria Grønlykke, som fredag formiddag modtog BogForums debutantpris for sin novellesamling "Fisketyven", besøgte søndag eftermiddag Litteratursidens stand. Det blev til en interessant samtale om det at skrive og naturligvis om "Fisketyven".Grønlykke startede seancen med oplæsningen af novellen "BP". Det er historien om Vagn, som ved et tilfælde bliver et eksempel på den lille mands kamp mod systemet. Grønlykkes oplæsning med ægte fynsk dialekt var pragtfuld. Man forstår godt, at valget faldt på hendes novellesamling.Maria Grønlykke blev først fynbo som 8-årig. Hun er i virkeligheden født på Sjælland, men der har alligevel ikke været problemer med at holde det fynske ved lige. I novellerne er nogle af passagerne skrevet på fynsk. Her har hun ind i mellem hørt folk fortælle, at de for at forstå det skrevne var nødt til at læse sætningen højt ud i rummet. Men så var der heller ingen problemer.På spørgsmålet om hvor længe hun har vidst, at hun ville skrive, lød svaret, at det faktisk først var relativt sent, at hun begyndte. Grønlykke har været embedsmand i 20 år og har altid skrevet meget qva sit job. Men det var først, da hun stoppede med arbejdet, at det skønlitterære skriveri kom i gang. At skrive er en mærkelig proces forklarede Maria Grønlykke. Hun synes selv, at hun skriver mere med fingrene end med hovedet. Idéerne opstår som regel ved, at der opstår et billede i hendes hoved, og så samler der sig en historie ud fra det. Ligeledes er "sjove ord" fascinerende og kan skabe en historie.Om modtagelsen af debutantprisen udtalte Grønlykke, at hun var meget rørt over modtagelsen af sin bog og meget stolt og glad over prisen. Hun vil gerne skrive mere, men om det bliver til noget, kunne hun ikke love.Hvis der kommer flere historier fra Maria Grønlykke, skal vi dog ikke regne med, at det bliver en roman. Grønlykke har nemlig altid elsket noveller, fordi man som læser selv bliver sat til at digte videre på historien.

Se live interview med Maria Grønlykke

0
Din bedømmelse: Ingen