'Bliv europæer. Lugt bedre.' - Om reklame, identitet og forholdet mellem Rusland og Europa i Viktor Pelevins Babylon - Generation P

Oprettet: 02.11.2004 - 09:44

Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard

Titlen på denne artikel stammer fra et forslag til en russisk reklamefilm for Gucci for mænd.

Før sloganet bliver udtalt af en voice over har der udspillet sig en kort scene: På et gammelt lokum sidder en pjaltet mand med tømmermænd og halvsover. Han præsenteres som litteraturhistoriker. Han vågner og begynder straks at tale om forholdet mellem Rusland og Europa med særligt hensyn til Pusjkin (1799-1837).

Under foredraget braser lokummet sammen, og han falder ned i beholderen med afføring. Kameraet zoomer ind på det knækkede lokumsbræt og op over det, så vi kan se litteratens hoved, der dukker op af lorten med en bevægelse, fortælles det, ”som i Titanic”. Han fortsætter ufortrødent sit foredrag, idet han henviser til en vis Krylov, der skal have sagt, at man undertiden får ”…det indtryk, at vi slet ikke befinder os i Europa, men sidder i lort til op over begge…” (Babylon – Generation P. Tiderne Skifter, 2002 (opr. 1998), p. 214), hvorefter litteraturhistorikeren forsvinder i sølet. Fluerne summer over hans grav. Så kommer voice overen: ”Bliv europæer. Lugt bedre.”
                     
Tatarskij, som er hovedpersonen i Viktor Pelevins (f. 1962) roman Babylon – Generation P, har ikke selv skrevet denne drejebog, men synes ideen er ganske fortrinlig. Umiddelbart kan den synes at mangle sammenhæng. Det kan Tatarskij til gengæld også. Denne mangel er imidlertid et gennemgående tema i Pelevins roman, et karaktaristika for hele hovedpersonens generation, som Pelevin døber Generation P for Pepsi (dette er generationen, der ”valgte Pepsi”, fordi en eller anden bureaukrat i Partiet ikke ville tillade, at man importerede Coca-Cola).

Tatarskij er én af dem, der voksede op i det, han gennem den statslige propaganda var overbevist om var et solidt og succesfuldt sovjetisk imperium, og som pludselig, da lokumet brast i 90’erne, hurtigt måtte lære at svømme i den grasserende flodbølge af kapitalisme og kriminalitet, der skyllede ind over ham og resten af hans rådvilde generation.

Det var ikke kun staten, der led et katastrofalt forlis, det var også borgernes identitet. Tatarskij havde til det sidste troet på imperiets storhed. Nu viser det sig, at det meste var løgn, og at man nu for at klare sig må tilpasse sig et helt nyt samfund præget af trøstesløs fattigdom, bristede illusioner, frit spil for mafiaen og hurtige penge til dem, der forstår at surfe på kapitalens dønninger.

Måske er det, fordi reklamen for Gucci giver sådan et godt billede af hans egen situation – han var selv litteraturhistoriker - og generation, at Tatarskij finder den fremragende. Men vor helt nægter at gå til bunds. Og faktisk viser det sig, at Sovjettiden har udrustet ham bedre til at overleve end først antaget. Der er ikke så langt fra den gamle væske – Pepsi - til den nye (og her tænker vi ikke kun på farven…).

For hvis der var noget, Sovjetunionen set i 90’ernes bagklog belysning lærte dens børn om, så var det reklamens magt. Den statslige propaganda formåede jo at skabe en drømmeverden, hvor millioner af mennesker levede. Det er også kapitalismens princip: reklamerne skaber drømme og identiteter, opfinder behov og værdier og sætter pris på velvære. Det er en smuk verden, bedårende udsmykket, pragtfuldt flydende trods sin størrelse og garanteret synkefri. Ligesom Titanic.

 www.eseresi.itSå Tatarskij beslutter sig selvfølgelig for at skrive reklamer, vor tids litteratur. Han læser en del udenlandske bøger om emnet, men størst inspiration finder han i diverse syretrips, hvorunder blandt andet Che Guevara fra det hinsides informerer ham om markedsmekanismerne og fjernsynets magt.

Det er en ganske fremragende analyse, den gamle revolutionshelt leverer, og situationen er i øvrigt helt logisk: i en verden, hvor drøm er virkelighed; her kan rusen sagtens rumme sandhed. Men Pelevin er ikke bare rusromantiker, heller ikke stofferne undgår en hård, satirisk behandling i hans roman.

Således meddeler et væsen i hans drømmesyner Tatarskij, at den største åbenbaring i historien, som resultat af indtagelse af narkotiske stoffer, var sætningen ”Universet lugter af olie.” Så sandt! Men, fortsætter væsnet, ”Den slags dybsindigheder er du da slet ikke i nærheden af endnu.” (Ibid., p. 159).

I begyndelsen virker det selvmodsigende på Pelevin, at den eneste branche, der oplever fremgang, er reklamebranchen. Alt andet står stille eller bliver kickstartet og ligeså hurtigt bremset af spekulanter, der hopper fra firma til firma. Der bliver rent faktisk stort set ikke produceret noget som helst i Rusland.

Det eneste, der tæller, det alle vil have fat i, er vestlige varer. I takt med at produktionen forsvinder, øges reklamernes antal og aggressivitet. Hermed vokser misforholdet mellem virkelighed og reklamedrøm både i samfundet og for den enkelte. Dette er præcist og paradoksalt nok, hvad der også er ved at ske i Vesten i dag. Man flytter produktionen af varer til den tredje verden og koncentrerer sig i stadig større grad om at markedsføre dem. Det, både politikere og producenter sælger i Vesten i dag, er først og fremmest livsstile.

Hermed er vi tilbage ved den gamle diskussion, hvormed denne litteraturhistoriker begyndte sin tekst, nemlig spørgsmålet om forbindelsen mellem Rusland og Europa. Der er tilsyneladende ikke længere nogen væsentlig forskel. Rusland og Europa er havnet i den samme tyktflydende suppedas. Europæerne er bare gennem mange års træning blevet bedre til at dække over stanken. Det er det velkendte Ludvig den 14.-princip: ”Vask dig ikke, brug parfume”.

Pelevins roman er en ram satire, et syret og velgørende beskidt, men også i lange passager skarpt, nærmest akademisk analyserende billede af Rusland i dag. I denne rystende (og) morsomme neddykning i den postmoderne kapitalismes ursump genkender den europæiske læser også sit livs miljø. Den eneste forskel er, at der lugter lidt bedre her. Så læs Pelevins roman, mens lokummet, olien og universet brænder. Dig in!

0
Din bedømmelse: Ingen