Beatgenerationen - forfatterne

Oprettet: 01.08.2001 - 08:00

Beatgenerationen - forfatterne

skrevet af Tine Kristiansen, stud. mag. i litteraturvidenskab

I 1948 benævnte digteren Jack Kerouac (1922-1969) i en samtale med vennen John Clellon Holmes (1926-1988) den generation, der i årene efter 2. Verdenskrig følte, at USA var på en farlig og ødelæggende kurs. Beatgenerationen blev senere navnet på en gruppe af forfattere og digtere, der havde fælles kulturelle og moralske værdier, og som i en årrække brugte hinanden som inspiration i deres litteratur.

Gruppen bestod i begyndelsen af Jack Kerouac, Neal Cassady (1926-1968), William S. Burroughs (1914-1997), Herbert Huncke (1915-1996), John Clellon Holmes og ikke mindst Allen Ginsberg (f.1926-1997), som må siges at have haft en særlig central rolle i Beatgenerationen. Senere stødte Carl Solomon (1928-), Philip Lamantia (1927-)og Gregory Corso (1930-2001) til. Peter Orlowsky (1933), Gary Snyder (1930-) og forlæggeren og digteren Lawrence Ferlinghetty (1919-), blandt mange andre, kom til fra San Fransisco i 1954.

Beatgenerationen var et netværk, et meget omfattende netværk, der bestod af flere hundrede kunstnere, der på en eller anden måde var tilknyttet gruppens hovedaktører, eller i hvert fald inspireret af dem.

Men hvem var disse digtere og forfattere, der i 1950'erne og 1960'erne var med til at sætte det amerikanske samfund under kritisk behandling?

Først og fremmest var de kunstnere, der havde en mission. Og nøgleordet var frigørelse. Mest af alt handlede det om spirituel og seksuel frigørelse, men også om ligestilling mellem køn og racer. De var universitetsstuderende, forældreløse, lægesønner, sorte, hvide, homoseksuelle, heteroseksuelle, alkoholikere, stofmisbrugere, buddhister, katolikker, pacifister. En broget forsamling fra alle egne af USA.

Selv om de som personer var så forskellige og hver især så store individualister, og selv om deres forfatterskaber er meget forskellige, så arbejdede de sammen for en fælles sag. "Vi har et vigtigt job, en mission", sagde en idealistisk Allen Ginsberg, "vi forsøger at redde og helbrede den amerikanske ånd". Det må siges at være et omfangsrigt og ambitiøst projekt, og ikke mindst et positivt og progressivt projekt, hvilket var absolut kendetegnende for denne bevægelse. Der var en stærk tro på det gode i mennesket, og det kom især til udtryk i deres religiøsitet. Flere af forfatterne var meget optaget af buddhisme og anden form for østlig spiritualitet.

Beatgenerationens venskaber på tværs af race, social baggrund og politisk overbevisning afspejler meget godt én af deres vigtigste hjertesager: Multikulturalisme. Bl.a. var jazzen, "den sorte musik", en afgørende del af den bohemetilværelse beatgenerationen førte.

Allen Ginsberg var som tidligere nævnt omdrejningspunkt og primus motor. Hans digt "Howl" (1956) blev en milepæl, et manifestlignende hyl, som gav genlyd i den amerikanske litterære verden, da han en aften i 1956 på "Six Gallery" i San Fransisco læste digtet op første gang. Senere blev aftenen døbt til "Beatgenerationens fødselstrauma". I dette digt samlede Ginsberg essensen af sin generations oplevelser på godt og ondt. Han havde fanget pulsen (the (heart)beat) i tiden, og de lange, snoede, kompakte vers mindede mest af alt om en lang Charlie Parker saxofonsolo. Sammen med vennen Jack Kerouac rejste han ud for at finde en større mening med livet, og de to opnåede nærmest kultstatus blandt den amerikanske ungdom, der havde den småborgerlige forstadskultur og bl.a. Vietnamkrigen at kæmpe mod. Pacifisme var udgangspunktet for problemløsning, for som Ginsberg fremhævede: "Vi er ikke rebeller, vi vil bringe en ny form for bevidsthed."

Kerouac var meget optaget af rejser. De var en slags moderne dannelsesrejser, og det var et yndet emne i hans forfatterskab bl.a. i gennembrudsromanen "Vejene" fra 1957. Han havde paradoksalt nok i slutningen af sit liv meget svært ved at acceptere at være stemplet som en "beatnik". De sidste år nægtede han at vise sig offentligt og afbrød kontakten til sine tidligere beatvenner. Bag sig havde han en ufattelig stor produktion af romaner, hvoraf kun få af dem faldt i publikums smag. Han døde kun 47 år gammel af sit voldsomme alkohol- og stofmisbrug. I 1974 oprettede Allan Ginsberg og en anden amerikansk lyriker, Anne Waldman, "The Jack Kerouac School of Disembodied [abstrakt] Poetics" i Colerado.

En tredje vigtig "beatnik", William Burroughs, blev bl.a. kendt for sit tilfældighedslyrik, hvor han klippede tekster fra hinanden og satte dem sammen igen helt tilfældigt. Han havde det svært i USA og befandt sig bedre i bl.a. Tanger og Paris, hvor han i fred kunne leve som stofmisbruger og homoseksuel. Kerouac og Ginsberg besøgte ham adskillige gange for at opmuntre ham til at skrive og for at tage hans arbejde med hjem til udgivelse.

Beatgenerationen opstod i en begivenhedsrig periode i USA's historie. Gennem selvbiografisk prosa, spontan lyrik, ren lyrik, polemik, satire, politiske manifester og memoirers gjorde de oprør mod forbrugersamfundet, racisme, kønsdiskriminering og forurening.

William Burroughs kaldte beatgenerationen "forandringens arkitekter", og for ham var der ingen tvivl om, at de havde medvirket til at gøre USA et friere land.

Romannet - 1. august 2001

0
Din bedømmelse: Ingen