Bateman & Bella - psykopater hos Bret Easton Ellis og Helen Zahavi

Oprettet: 01.05.2006 - 12:06

Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

Et mords detaljer er frastødende og fascinerende, og derfor er romaner om psykopater læseværdige og problematiske. Både Bret Easton Ellis og Helen Zahavi leverer varen.
 

I feel like shit but look great
Bret Easton Ellis’ American Psycho (1990) er en psykopat-klassiker i amerikansk litteratur. Faktisk er Ellis’ roman om Wall Street-psykopaten Patrick Bateman så klassisk, at forfatteren hører hjemme blandt stjernerne i nyere vestlig litteratur. Ellis er een af de få, som med en ny udgivelse på forhånd er garanteret global medieomtale; der kommer ikke en ny Ellis-roman uden en stribe oversættelser, et hav af anmeldelser og diverse spekulationer i nye tendenser i det store forfatternavns produktion. Forfatteren Ellis får al den opmærksomhed og omsorg, som antihelten Bateman tydeligvis savner og angiver som et motiv for sit blodige commando-raid mellem luksusludere og børsmægler-yuppier engang i firserne.
 
Ingen lægger mærke til Bateman. Han kan passere dørvagten i den bygning, hvor han bor, uden at blive bemærket. Bateman er et spøgelse, en skikkelse uden en egentlig identitet, og indledende erfarer læseren, hvordan helten forsøger at skabe sin personlighed gennem et spektakulært forbrug. Man kan i det mindste se godt ud. Med subtile detaljer i påklædning, og i valget af produkter til omhyggelig personlig pleje, prøver Bateman at skabe sin helt unikke, modebårne karakter – be somebody, not just anybody, som det desperat hedder i en reklamekampagne – men i flere underholdende scener må Bateman se sig overgået af sine mindst ligeså kræsne og forfængelige kollegaer.
 
Der kæmpes med stor intensitet om noget så banalt som bordreservationer på New Yorks bedste restauranter, og romanen når et lille klimaks, da hovedpersonen ser sin verden styrte i grus, idet kollegaen Paul Owen får fremstillet et business card med større elegance og stil end Batemans eget.

Den ærlige, men naivt konkurrerende kollega bliver snart endnu et af ofrene på romanens alenlange tabsliste. Han har overset med hvilken alvor visse personer kaster sig ind i kampen om opmærksomheden blandt de uvæsentlige ting. Bateman er psykopat, fordi han myrder folk af de mest overfladiske grunde. Men i en verden, hvor identiteten udelukkende skabes på overfladen, bliver et signifikant stilvalg motivet for et mord. Den psykopatiske adfærd bliver acceptabel.

Forside af Bret Easton Ellis 'American Psycho' fra www.tabula-rasa.infoPaul Owens business card-gestus udfordrer åbenlyst Batemans position i overfladens hierarkier, og vores helt kender nu kun eet modtræk, nemlig mordet. Bateman tager livet af rivalen. Jorden begynder senere at brænde under hovedpersonen. En officiel eftersøgning af den forsvundne forretningsmand er indledt, og alle kendte spor ender hos Bateman. Han svarer imidlertid, at Paul Owen er rejst til London, og det bekræftes på mirakuløs vis af en kollega, som netop er vendt tilbage London. Det er selvfølgelig ikke realiteten, men i en verden, hvor identiteterne på radikal vis er flydende, passer bestemte navne ikke til bestemte stemmer og ansigter.

Enhver kan genkende hvemsomhelst hvorsomhelst. Een mand falder ud af rækkerne, og en ny kommer til. Selv da Bateman overfor sine “nærmeste” venner bekender, at han har begået det omtalte og en lang række andre mord, mødes han med skuldertrækkende ligegyldighed. Paul Owen er allerede glemt.
 
Brutal realisme
Omstændighederne omkring de mange mord i American Psycho er een af de primære årsager til romanens globale berømmelse. Historien om overfladiskhed i yuppie-kredse i 1980erne er ikke ualmindelig, men Batemans afstumpethed er originalt tænkt og originalt udført. Ellis nøjes ikke med at lade sin hovedperson myrde sine modstandere, men lader også mordene være beskrevet med en sådan detaljerigdom og opfindsomhed, at Batemans umenneskelighed antager chokerende dimensioner.

Aflivningsmetoderne står på ingen måde i forhold til de banale forseelser ofrene har gjort sig skyldige i, for så vidt at der overhovedet eksisterer argumenter for mordene. Som fuldblodspsykopat torturerer og myrder Bateman helt uden empati, han føler ingenting for sine ofre, og han har ikke samvittighedskvaler, når mordene er begået.

Og for at komplettere det populærkulturelle billede af psykopaten, som Ellis i nogen grad låner sin fantasi fra, virker det også som om Bateman er drevet af en sadistisk impuls.
 
Morderen nyder tilsyneladende mordakten. Morderen går til sit håndværk som en kunstner. En musiker kan spille og gør noget særligt ud af det, en maler kan male og gør noget ekstraordinært med sit talent, og udfra samme tankegang: den psykopatiske morder kan myrde uden moralske skrupler af nogen art. Psykopaten kan præstere det “rene” mord og har derfor overskud til at æsteticere sin udåd.

At gøre mordet til noget skønt. Nogenlunde så uopbyggeligt må man forestille sig hovedpersonens psykologi, og det kommer til udtryk gennem en række ubehageligt fantasifulde scener, som ved bogens udgivelse faldt diverse interesseorganisationer for brystet. “Mordkunstneren” i American Psycho var for meget for mange læsere, og flere forsøgte at få censureret bogen, som dog siden er blevet en klassisker i litteraturhistorien. Døm selv.
 
www.amazon.com " vspace="2" align="right" src="/graphics/tema_grafik/Dirty%20weekend.jpg" width="160" height="247" />Brighton Psycho
Kort efter American Psycho begyndte at chokere læsere verden over, debuterede den engelske oversætter Helen Zahavi med romanen Beskidt '(1991). Her stifter vi bekendtskab med en tidligere prostitueret, nu arbejdsløs, Bella, som langsomt begynder at få problemer med en mand, Timothy, som bor i en lejlighed overfor hendes i den sydengelske badeby Brighton. Først stirrer han ubehersket efter Bella fra sin lejlighed, siden terroriserer han hende med natlige telefonopkald og psykopatiske monologer, og tilsidst opsøger han Bella på gaden.

Her ligner romanens historier den desværre alt for velkendte historie om mænd, som bilder sig ind, at det er helt i orden at forfølge seksuelle mål med trusler, tvang og vold. Men Bella bestemmer, at denne historie skal være en anden, end den sædvanlige. Eller som det ganske kontant hedder i romanens første sætninger:
 
“Dette er historien om Bella, der en morgen vågnede og indså, at hun havde fået nok, Hun er ikke speciel. England er fuld af sårede mennesker (…) Alt for mange mennesker har fået nok. Det er ikke noget nyt. Det er, hvad man gør ved det, der virkelig tæller.”
 
Da Bella har truffet sin valg, starter romanens beskidte weekend (udtrykket “beskidt weekend” refererer til en britisk tradition, hvor elskende par tager til een af Englands badebyer, eksempelvis Brighton, tjekker ind på et hotel og foretager sig noget beskidt – i Zahavis roman får beskidt en helt anden betydning). En vinterkold fredag aften foretager Bellas perverterede plageånd Timothy sit sidste chikanerende opkald, for romanens heltinde bestemmer, at nok er nok, og allieret med en forhammer bryder hun ind hos Timothy og forvandler ham til “et søle af forskellige substanser.”

Bella har taget livtag med sin skæbne som “offer”. Bella har bestemt sig for “at bryde reglerne”, hvor den sagesløse kvinde lader sig forulempe af den stærkere mand. Hun er blevet en “handlingsmand” i gammeltestamentlig forstand, hvilket jo ellers, i ordets natur, er forbeholdt mænd. Romanens fortæller tøver ikke med at fejre sin hovedpersons kampfeministiske frigørelse.
 
“Et lille skridt for Bella, men et kæmpespring for kvindekønnet.”
 
Weekenden er netop startet, og nu fortsætter romanen, først med Bellas oprustning – hun skaffer sig våben – og derefter med Bellas hævn mod denne verdens seksualforbrydere. Den selvglade docent Norman bliver kvalt med en plastikpose, da han tyr til vold overfor Bella; tandlægen Reginald bliver kørt ned og over adskillige gange af sin egen Mercedes, efter han har tiltvunget sig seksuelle ydelser hos Bella; tre unge børshandlere bliver likvideret, da de i en baggård ydmyger en gammel hjemløs kvinde.

Bella tager hævn for alle fornedrelser i sit eget liv, men også for hele kvindekønnets fortvivlende stunder. Hun er en hævnende engel, og ingen mand med ufine intentioner kan længere vide sig sikker, for Bella er derude og med hende alle verdens bellaer. Helen Zahavis roman tillader sig således at opstille det problematiske spørgsmål. Er Bella psykopat, mens hendes ofre er dømt uden rettergang, eller er voldsmændene psykopater og Bella den eneste retfærdige i en verden fuld af ondskabsfuldhed? Må Bella forsvare sig mod alle verdens ‘batemen’?

Helen Zahavi fra www.uinionsverlag.comForfatteren som psykopat
Helen Zahavis debutroman høstede, som man kunne forvente, betragtelig modstand ved sin udgivelse. Romanens simple og krigeriske budskab – kvinde kend din kamp – er ukristent og helt ukorrekt for standarderne i et moderne retssamfund. Enkelte britiske dagblade lod sågar psykologer vurdere forfatterindens mentale tilstand. Var romanen skrevet af en løsgående psykopat? Zahavis roman er skrevet i samme brutale realistiske stil som Bret Easton Ellis, og hun tøver heller ikke med at detaljere omstændighederne omkring et mord, om end mordene hos Zahavi ikke har samme umotiverede status som hos Ellis. Et drab hos Zahavi er en kønspolitisk retfærdig handling, mens det hos Ellis er en banaliseret, i bedste fald æstetisk begivenhed, hinsides al moral.
 
Fælles for begge forfattere er en sans for, at mordscenens effekt i litteraturen øges, desto mere betialsk og udstrakt begivenheden dækkes. Det blodiges fascinationskraft er basal, hvad mord og psykopaters usandsynligt hyppige optræden i filmen bevidner. Litteraturen har dog sin uskyld nogenlunde intakt, og når forfattere drister sig ind i psykopaternes og mordenes forrådskammer, er det med karrieren som indsats.

Forfattere som tematiserer det psykopatiske, mistænkes altid for førstehåndskendskab og vil altid blive associeret med deres psykopatiske romanskabninger.

0
Din bedømmelse: Ingen