Barndomserindringer (eller hvad?) i Dag Solstads seneste roman

Oprettet: 01.09.2004 - 16:41

Af litteraturstuderende Martin Laurberg


"Jeg tror godt, jeg kan sige, at jeg er en mand uden fortid. Jeg tænker sjældent tilbage og da kun i korte glimt. På en måde ligger min fortid, dvs. det liv, som jeg har levet, lige så meget i mørke som den fremtid, der venter mig; jeg ser begge dele lige uskarpt, men fremtiden bliver da i hvert fald oplyst, når tiden er inde, og fremtiden er blevet til nutid. Det sker, at der dukker små glimt af levet liv, altså fortid, som engang har været nutid, op i mig - minder som jeg for det meste skyder fra mig igen. Jeg har ikke plads til den slags erindringer."
 
Sådan skriver den norske forfatter Dag Solstad - måske den bedste i det veritable fodboldhold af mesterlige norske romanforfattere - i sin seneste roman 16.07.41. Romanens titel refererer til forfatterens fødselsdag, og den er i det hele taget er meget selvbiografisk anlagt.
 
Romanen bevæger sig fra en flyrejse til Tyskland, over et længerevarende ophold i Berlin, til en rejse tilbage til Dag Solstads fødeby Sandefjord, hvor den aldrende forfatter ender med at stæse forvirret og fordrukken rundt i natten på jagt efter et 40-års gymnasiejubilæum, som han har mistet invitationen til - alt sammen fortalt i et retrospekt på 10 år. I forhold til det generelle indtryk af Solstads roman kommer citatet ovenfor som noget af en overraskelse.

For hvis man kan tale om en gennemgående tendens i romanens tre dele, så er det, at Solstad netop ikke kan slippe af med barndomserindringerne og især mindet om sin far. Faren dukker konstant op, og erindringen om ham fungerer som et fikspunkt for romanen. Når Solstad skriver, at han er en mand uden fortid, ligger tvetydigheden som en bestandig åbning. For hvad vil det sige ikke at have plads til erindringer? Har han ikke tid til erindringer? Har han ikke lyst til at erindre? Eller kan han ikke erindre?
 
Citatets tvetydighed rammer et centralt tema, som bliver så meget desto mere kompliceret af, at jeg'ets status er uklar i romanen. Der veksles mellem fiktion, anekdote og selvbiografi, og det betyder, at Dag Solstad på én gang er forfatter og romanfigur, og at romanfiguren desuden reflekterer over hændelser og fortællinger i romanen.

Der er et veritabelt kompleks på spil af forskellige personer, som i sidste ende er den selv samme, Dag Solstad. Som det hedder: "Jeg, som skriver dette, siger, at manden i lufthavnen er ham, der skriver. Altså mig. Mit 'nøgne' jeg."

Det er en smule rodet, og forvirringen bliver komplet i romanens slutning, hvor forfatteren Dag Solstad fortæller om sig selv, der ti år tidligere leder efter et 40-års jubilæum, samtidig med at såvel forfatter som romanfigur tænker tilbage på episoder fra Dag Solstads (men hvilken af dem?) barndom i den by, som han gennemløber på kryds og tværs.

Når synet af en altan fremkalder minder hos den aldrende Solstad, og der derefter følger en lang beretning fra hans barndom, kan man komme i tvivl om, hvorvidt forfatteren Dag Solstad skriver om sin barndom, eller om han skriver om sig selv, der ti år tidligere tænkte tilbage på sin barndom.
 
Bogforside '16.07.41' af Dag Solstad. Fra www.bogguide.dkUklarheden omkring personen Dag Solstads status hænger sammen med en tilsløring af erindringen, og her ligger endnu en af de mulige betydninger af det ikke at have plads til erindringer: Måske er erindringen for kompliceret og mastodontisk en størrelse til at kunne være i Solstads bevidsthed. Barndommen i 16.07.41 er en speget affære, fordi man ikke kan være sikker på den.

Når Solstad skriver om sin barndom, kan det meget vel være, at han skriver om, hvordan han for ti år siden huskede sin barndom, eller om, hvordan han for ti år siden huskede, hvordan han på et andet tidspunkt huskede, at han på et helt tredje tidspunkt huskede sin barndom og så videre.

Og når han skriver, hvordan han for ti år siden huskede sin barndom, kan det lige så vel være, at han skriver, hvordan han for ti år siden ville have husket sin barndom, hvis han dengang var, som han er nu. Barndommen er et virvar af krydsende erindringer og tankelinjer, som romanens splittelse mellem fiktion, anekdote og selvbiografi gør det umuligt at skabe et klart billede af.

16.07.41 er en roman, hvor barndomserindringen fylder alt, men på en ustruktureret måde. Den er altafgørende, men ikke på en normal måde, hvor fortiden får konsekvenser for nutiden. Solstad nedbryder linjen fra barndom, over voksenliv, til alderdom og skaber i stedet et univers, hvor erindring blander sig med nutid og fremtid på en mangfoldig måde.

Romanen er et komplekst eksistentielt portræt af Dag Solstad - forfatter og romanfigur - samtidig med, at den på en betagende måde beretter om barndommens vigtige og uoverskuelige betydning og om, hvordan erindringen ikke nødvendigvis stemmer overens med, hvad der rent faktisk er sket i fortiden.

0
Din bedømmelse: Ingen