Bag om Litteratursiden - debatredaktøren

Oprettet: 24.03.2015 - 15:27
Barbara Rugholm Hesselund

Barbara Rugholm Hesselund bød vi velkommen i starten af marts som redaktør for sitets debat. Du kan følge hendes arbejde i at igangsætte debatter og tage del i diskussionerne, der folder sig ud på debatsiden.


Beskæftigelse:

Udover at kunne møde mig på Litteratursiden som ny debatredaktør, manifesterer jeg mig fysisk på Gladsaxe Hovedbibliotek, hvor jeg også beskæftiger mig med skønlitterær formidling.  Derudover arbejder jeg med kommunikation og særlig PR for alle bibliotekets gode arrangementer og tilbud. Jeg har læst dansk, gået på Journalisthøjskolen og på IVA/Biblioteksskolen og interesserer mig for sprog, kultur og sidst men allermest litteratur.


Hvad læser du lige nu?

Lige nu læser jeg Lena Anderssons Brugstyveri, som jeg har fanget på bibliotekets kvik-hylde, fordi den er en bestseller hinsidan og gør mig nysgerrig. Jeg er nu ikke rigtig blevet indfanget og tyr mere til den anden bog på mit natbord, Eremitten af Thomas Rydahl. Det er en fornøjelse af følge antihelten Erhard på Fuerteventura, og jeg kan godt forstå, bogen har fået så mange lovprisninger.


Hvilken bog vil du anbefale andre? 

Jeg anbefaler gerne og ofte John Williams Stoner til voksne læsere i alle aldre. Romanen har nogen almenmenneskelige temaer, som man kan forholde sig til både tidligt og senere i livet. En fantastisk beskrivelse af et  stille, almindeligt liv fyldt med modsætninger og uindfriede drømme.


Hvad optager dig ved læsning?

Jeg er optaget af at tænke over tilværelsen og det gør jeg allerbedst, når jeg læser. Skønlitteraturen udforsker forskelle og ligheder mellem mennesker og det er spændende at spejle sig i den. Både når jeg oplever stor identifikation med litteraturens personer og lærer noget om et helt anden tankegang og levevis.


Et tip til at skrive en god anmeldelse? 

En anmeldelse skal være personlig og må gerne sætte litteraturen ind i en større sammenhæng. Den er velskrevet og velbegrundet, og hvis den er god, får jeg lyst til at få fat i romanen omgående.


Tre ting om Barbara

  • Jeg er vokset op i midt- og vestjylland med en medfødt skepsis overfor diæt-halløj og djøficeret bureaukrati. Jeg har boet på Østerbro i mit voksenliv,  hvor skepsis møder speltboller, sitdown møder og stenalderkure. Det er spændende.
  • Jeg er udpræget ordensmenneske men bor med min familie på fem på hundrede kvadratmeter og må finde inspiration i IKEAs sammenklappelige løsninger og i udstillingerne på  Arbejdermuseet.
  • Hvis jeg skulle skrive en roman, skulle den handle om en proceskonsulent, der kokser i sin projektplan og får en milepæl galt i halsen.

 

Mød resten af redaktionen
Læseklubsredaktør Jørgen Dissing Nørgaard, Aalborg Hovedbibliotek
Temaredaktør Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Vejle bibliotekerne
Chefredaktør Lise Vandborg, Hovedbiblioteket i Aarhus

0
Din bedømmelse: Ingen