Afsked med Nittenhundrede: Om Alessandro Baricco

Oprettet: 01.10.2004 - 08:36

Af litteraturstuderende Martin Toft

Tak til boksetræner
I efterord og forord til bøger kan man som regel læse forfatterens tak til familie, andre forfattere og den slags. Slår man op bagerst i Alessandro Bariccos (f. 1958) roman ”City” (1999), finder man en anderledes udformning af bogens typiske ekstramateriale. Her takker den unge, italienske forfatter først sin boksetræner, derefter fyrer han en vittighed af, og så slutter romanen.

Afskedssalutten er sjov, men også symptomatisk for Bariccos stil, såvel personligt som litterært. Han afprøver ofte kombinationen af det sjove og det alvorlige, eller, det intellektuelle og det populærkulturelle.

Baricco bor i Torino, hvor han leder den italienske forfatterskole, ”La Scuola Holden”, som er navngivet efter helten i J.D. Salingers berømte ungdomsroman ”Forbandede ungdom”(1951) (Nyoversat af Klaus Rifbjerg, 2004, med titel: ”Griberen i rugen”). Han offentliggør regelmæssigt klummer i avisen ”La República”, og i farten fungerer han også som musikanmelder, hvilket finder sin forklaring i en fortid på universitetets musikstudie.

Alessandro Baricco er berømt i Italien, fordi han sideløbende med de seriøse aktiviteter medvirker i en lang række projekter, som har en mere populær profil. Han var med til at lancere det succesfulde litterære fjernsynsprogram, ”Pickwick” (1994).

Seerne elskede ham, for Baricco er en veritabel showmand, som ejer evnen til at gengive litteraturens dramaer på spektakulær vis. Han har ligeledes ernæret sig ved at skrive reklametekster, og i 2003 udgav Baricco en CD sammen med den franske gruppe AIR, hvor hans oplæsning fra romanen ”City” kombineres med AIRs elektroniske og sfæriske lydunivers. Resultatet er flot, og Cd’en kan lånes på biblioteket.
 
Hypermobiliteten er også kendetegnende for Bariccos forfatterskab, hvor han skriver med en enorm viden om alle kunstarter, politik, filosofi og historie. Som forfatter behersker Baricco et virvar af handlingstråde med en generals strategiske overblik. Gyldendal har opdaget den dygtige forfatter, og forlaget har valgt at lynoversætte alle Bariccos bøger.

Seneste publikation hedder ”Uden Blod” (2002 – på dansk i 2004), men forfatteren står også bag titler som ”Glaskasteller” (1991), ”Oceanhavet” (1993) og ”Silken” (1996), som alle har høstet danske anmelderroser.

Den musikalske genialitet
Musikken spiller en væsentlig rolle i Bariccos liv og værk. Efter sigende er forfatteren privat en fabelagtig pianist, og visse kritikere mener ligefrem at genfinde dette talent i Bariccos skrivestil. Nogle forfattere orienterer deres tekst visuelt, mens Baricco derimod skriver med musikalsk gehør, dvs. eksempelvis gennem en rytmisk skrivestil eller i kraft af variationer over faste vendinger og temaer.

Musikalitet er en diffus størrelse i litteraturen, men musikkens status i forfatterskabet bliver en smule mere håndfast, idet man læser novellen ”Nittenhundrede” (1994), som på sin vis ligner et æstetisk program.
 
”Nittenhundrede” er en titel med symbolsk rækkevidde, men den angiver også navnet på novellens hovedperson, som er en genial pianist, der lever hele sit liv ombord på en atlanterhavsdamper. Novellen er medrivende og hurtigt læst. ”Nittenhundrede” er oprindeligt skrevet som en monolog til en teaterskuespiller, og det mundtlige præg giver en letflydende læsning.

I et interview har Alessandro Baricco selv forklaret novellens tilblivelse og handling:

”Jeg kommer i tanke om en mand, der bliver født på et dampskib og aldrig går i land. Så kommer jeg til at tænke på en anden mand, der spillede fantastisk musik. Dernæst læser jeg en bog om en stor jazzmusiker, og i mit hoved mødes de og bliver til en historie.”
 
En god historie, kunne man tilføje. Novellen foregår naturligvis på havet, hvor læseren får indsigt i hverdagen som musiker på søen. Hos Baricco finder man en klassisk opfattelse af musikken, som lyder sådan: Der eksisterer en nær relation mellem musikalsk genialitet og naturens umådelige kræfter.

Hensat i musikken forsvinder jorden under vores fødder, som når man er placeret hjælpeløs midt i havets kæmpebølger. Musikken griber og fører tilhøreren rundt i et uhåndgribeligt rum, hvor alle elementer har sin plads i en meningsfuld orden. Eller med en stærkere formulering: I musikken erkender mennesket intuitivt sin grundlæggende forbindelse med en ellers ufattelig natur.
 
 catisonh.shackspace.comI en central scene i Bariccos novelle sejler hovedpersonen rundt på det oprørte hav, imens han spiller på sit klaver i synkron forening med bølgernes egen rytme. Denne opfattelse af musikkens egenskaber har dybe rødder i den europæiske kulturhistorie.

Den abstrakte russiske maler Kasimir Malevich (1878-1935) talte eksempelvis om maleriets geometriske og musikalske former. Andre modernistiske kunstnere har også forsøgt at beskrive kunstens flygtige kvaliteter med en musikmetaforik. Med andre ord tyder meget på, at oplevelsen af musikkens harmonier udløser en art genstandsløs meningsfylde. En unik følelse, som mange ofte refererer til sprogligt, når de beskriver andre kunstoplevelser end de musikalske.

Afsked med Nittenhundrede
Analytisk set indeholder novellen også en modbevægelse til denne udlægning. Hovedpersonen, Nittenhundrede, rejser kloden rundt i sin indre musikalske verden, men den musikalske genialitet bliver i sidste instans ikke symbolet på en umiddelbar adgang til den omgivende verden.

Tværtimod afvikler novellen gradvist enhver kontakt imellem verden og hovedpersonen, som Baricco springer i luften på novellens afsluttende sider. På denne vis får historien en allegorisk dimension med litteraturhistorisk rækkevidde. Hovedpersonen, Nittenhundrede, personificerer en verden og en æstetik, som mest af alt har hjemme blandt romantiske kunstretninger i det 19. århundrede.

Læst sådan bliver selve novellen ”Nittenhundrede” en art æstetisk program, som korresponderer med Alessandro Bariccos verdensvendte og mobile personlighed. Eller formuleret som en formel: I novellen, ”Nittenhundrede”, springer Alessandro Baricco hovedpersonen, Nittenhundrede, i luften, og tager dermed på litterær vis afsked med det 19. århundrede. 
 
Hvis man ikke lyst til at læse "Nittenhundrede", kan man se filmatiseringen af bogen, som har fået titlen "Legenden om pianisten på havet" (1998). Italienske Giuseppe Tomatore (1956) har instrueret, og Tim Roth (1961) spiller hovedrollen. Filmen indeholder naturligvis en del musik, der er komponeret af Ennio Morricone (1928), som ellers er kendt for sin musik til Sergio Leones (1929) klassiske spaghetti-westerns.

0
Din bedømmelse: Ingen