Århus set med læsebriller

Oprettet: 04.09.2001 - 08:00

Af Flemming Møller Jensen

Københavnerromanen er måske blevet et begreb, men eksisterer
Århusromanen ?

Ja da, og i bedste velgående, men den bliver blot puttet ind i andre genrer som f.eks. kærlighedsromaner eller historiske romaner. Der er i hvert fald skrevet en række romaner, der helt eller delvist foregår i Århus.

Vi har et par velkendte forfattere som Tage Skou-Hansen og Svend Åge Madsen, der har henlagt handlingsforløb til byen. De to kan vi ikke komme uden om i denneher sammenhæng, men der findes heldigvis også andre forfattere, der skildrer byen.
Disse århusromaner - og biografier - sluger jeg med den største interesse. Det er interessant og oplivende at bevæge sig rundt i det rum, der hedder Århus, og møde overraskende skildringer af en bygning, en gade, et miljø eller personer, der har en tilknytning til byen.

Lad os tage på en lille "litterær" byvandring, og lad os starte med manges første møde med byen:

"Den største af Jyllands byer er Århus, den smukkeste - og den farligste.
Ankommer man med toget får man straks på banegården en farvestrålende og dramatisk forsmag på de oplevelser som storbyen kan tilbyde".

Denne oplevelse er fra midten af 1970'er og altså fra før banegården blev renoveret sidste år. Beskrivelsen er fra Svend Åge Madsens Tugt og utugt i mellemtiden.
Mødet med byen fortsætter lige udenfor på Banegårdspladsen:

"Men da jeg træder ud ad døren, slår livet mig pludselig i møde med en frygtelig kraft. Det er solskin. Folk vrimler frem og tilbage på hele den store åbne plads. Og ud og ind mellem dem biler der sniger sig af sted for pludselig at springe frem og kun med nød og næppe undgå at slå ned på et offer; og biler der vælter frem med hensynsløs fart, så de små, grå fodgængere må springe for livet. I udkanten af pladsen rejser sig store lodrette mure med gruber og huler som menneskene søger ind i og trænger ud fra i ét virvar".

Hos Madsen skal man altså passe på sig selv. Jeg oplever nu ikke selv livet her på Banegårdspladsen så voldsomt og synes egentligt, at trafikken glider og opfører sig rimeligt nok. Så er der mere venlighed i en skildring af byen hos Niels J.A. Schou i Hjerteknuseren udgivet i 1976:

“Århus var den mest sindrigt konstruerede by i verden, specielt indrettet til nyforelskede par: Stoplysene var til for at de skulle standse op og kysse hinanden, hushjørnerne beregnet til at forsvinde bag og derefter føle gensynsglæde efter tre sekunders pinefuld adskillelse, gaderne farefuldt ingenmandsland som kun kunne krydses hånd i hånd. Århusianerne var et vidunderligt og generøst folkefærd, som taktfuldt holdt sig indendøre og overlod byen til dem."

Måske skulle Tourist-Aarhus bruge denne beskrivelse til at promovere byen inden- og udenlands.I lige ovennævnte roman har et par unge, frigjorte mennesker lige mødt hinanden. De bor på et af kollegierne oppe i Universitetsparken, hvor de netop har elsket, og de vover sig nu ud et par timer ad velkendte gader i den mennesketomme by. Det foregår i 1960'erne:

“Sjællandsgade, Guldsmedgade, Paradisgade, Frederiksgade...navne der til daglig var praktiske stedsangivelser, blev til betydningsfulde milepæle på deres vandring".

Altså bl.a. Guldsmedgade, så lad os lige tage den gamle "skolemesterforfatter" C.A.Thyregods historiske skildring af den samme gade fra 1700-tallet i romanen Bondeplageren og Heksen fra Hus og Hjems Forlag, 1914:

En ung pige er på vej hjem: “Nu som du vil Ludmilla! Gud i vold da! lød det fra damen i døren, og jomfruen gik sin gang, holdende sig midt ude på gaden, hvor der var en række store sten at træde på"

- og så kommer skolmesterstilen ind, som et ganske morsomt indskud, der næsten lige så godt kunne være en kommentar fra en guide i Den gamle By:

“Fortov var der nemlig intet af, og den gode stad Aarhus holdt ikke sine gader alt for rene i hine tider. Gadelygter havedes i reglen ikke, men enkelte fremragende borgere holdt dog lygter udenfor deres døre for egen regning".

Alt sammen så ganske rigtigt, og så er det altså kun den allernederste og ældste del af Guldsmedgade ved Lille Torv, der her er tale om. Og så om hjørnet ved Guldsmedgade hen mod Torvegade, som Store Torv hed i gamle dage. Her ligger Hotel Royal siden 1838. Det var datidens Café Casablanca.

Hotellet var byens læsestue i 1840'erne og 50'erne - og fortjener en hel roman i sig selv; så meget er der sket her på stedet gennem tiderne. Her kunne man læse alle aviserne fra Hamburg og Kiel og drikke kaffe, og her samledes byens købmænd og officerer for at diskutere de urohærgede forhold før og under Den slesvigske krig 1848-50.

Hotellet var så afgjort byens kulturelle centrum i midten og i slutningen af 1800-tallet. Hotellet og livet i byen på den tid er herligt beskrevet af Sophus Bauditz i Krøniker fra Garnisonsbyen. Sophus selv blev født lige omkring hjørnet i Graven 10 i 1850 og var tæt på det militære liv i byen, hvor hans far var officer.

Det er derfor ikke så sært, at Hotel Royal ofte omtales både i den århusianske litteratur og af udenbys gæster. Johanne Luise Heiberg boede her et par nætter i sommeren 1871. Hun var som bekendt ypperlig til at skrive breve og hun besad en fin iagttagelsesevne. I et brev til vennen, justitsminister A.F. Krieger, skriver hun:

“Kl. 6 om Morgenen kørte vi ind i Aarhus' berømte Hotel “Royal". Vi klædte os om, og jeg sendte et Kort til Møller Weis, for at spørge, om det var ham belejligt at modtage mig. Budet kom tilbage med den Besked, at Familien var rejst til Schweiz."

Hun syntes absolut ikke om hotellet. Der var for meget larm, og det stank fra møddingen midt inde i gården. Hun skriver:

“I Hotellet havde vi to Værelser. Mit havde to Vinduer paa den ene Side ud til en Gyde, paa den anden Side to Vinduer ud til Hotellets Gaard. I Gyden boede en Grovsmed, som fra Kl. 5 om Morgenen begyndte at hamre med tunge, mægtige Slag. Raaben paa Gaden med Alt, hvad vi stakkels Menneskedyr behøver.

I Hotellets Gaard findes den største Mødding, jeg endnu har seet, og denne var de saa gode at rense netop den dag, vi ankom.." - og fra Domkirkens tårn hørtes “en forfærdelig Tårnvægter hvert Kvarter, som for at forhindre alle Mennesker i hele Byen fra at sove, med Tordenstemme udråbe Klokkeslagene samt Vindens Retning..."

Sådan foregik det indtil 1878. Men kneb det med roen, så måtte hun dog indrømme, at maden var god. Det går igen i mange beskrivelser af hotellet. Til festmiddage blev der serveret 7-8 retter mad med tilhørende vine fra egen kælder. Johanne Luises mødding er i dag hotellets Queens Garden. Den får vi en anderledes skildring af i Elsebeth Egholms De frie kvinders klub:

Mettes bryllup holdes i december 1987: “Hun gøs. Stirrede på sig selv der i det store spejl i suiten på Hotel Royal...." "Det var Donald, der havde insisteret på kirkebryllup. Det var også ham, der havde ment, at hotellets restaurant, “Queens Garden", i den smukke overdækkede atriumgård skulle være rammen om bryllupsmiddagen. Og selvfølgelig skulle selve vielsen foregå i Århus Domkirke. Intet mindre kunne gøre det for en amerikaner med penge i denne one-horse-town af en dansk provinsby"

Domkirken lige over for, hvor hun og mange andre er blevet gift, konfirmeret og begravet fra, skildres ofte som det naturlige midtpunkt i byen.

En mindre kendt forfatter giver en fremragende skildring af livet i byen og de politiske omvæltninger omkring århundredeskiftet 1900. Det er Harry Søiberg i de to romaner En børneflok vokser op og På vej mod tiden. I de to romaner færdes Hannibal (Harry Søiberg selv) i den indre by, der for mig også er en af hovedpersonerne. De to romaner er samtidig nøgleromaner, hvor eksisterende personer skildres, bl.a. Peter Sabroe, der her i romanen hedder Nybroe. Søiberg har rigtig mange skildringer af det politiske liv.

F.eks. dette møde: “Arbejdernes Forsamlingssal lå i en af de krogede gader i den gamle del af byen, inde i bagbygningen i en gård. I porten stod småklynger af arbejdere og drev, da Hannibal og William kom gående ved hinandens side på fortovet, ad hvilket der fra begge sider vedblev at komme folk, der skulle til møde."
Stedet, med port og det hele, findes så sandelig endnu i Studsgade nr. 5-7, der lige før århundredeskiftet var et af arbejdernes faste mødesteder, Stokken, og hvor journalisten, børnevennen og arbejderføreren Peter Sabroe boede i årene 1895-98 på 1.sal.

Harry Søiberg selv eller familien Trabjerg, som den hedder i romanen, boede på den tid i Sjællandsgade nr. 117 på førstesalen. I romanen hedder gaden Jyllandsgade. Han skildrer vejen fra arbejderkvarteret til arbejdspladsen i Vestergade i et bogbinderværksted:

“Da de nåede ud på Munkegade, der førte stejlt ned til byen, kunne de se ud over gamle røde tage med Fruekirkens grønne spir ragende op over klosterets mørke murværk med de takkede gavle. Midt i byen stod domkirken med sit brede tårn løftet højt mod himlen. Hver dag på vej til værkstedet havde de dette billede for sig." .....og turen fortsætter ...."uret på borgerskolens bygning, som de hver morgen kom forbi, slog halvsyv."

Uret er anbragt på den dengang helt nye drengeborgerskole fra 1897 i Ny Munkegade, der i dag huser Elise Smiths Skole. Mere præcist kan det vist ikke skrives. Vi når ned til Vestergade:

“Værkstedet lå i den gamle del af byen i en mellembygning i en af de store gårde, der fra gaden strakte sig ned til åen, der mellem haver og tjærede bolværk flød gennem byen. En bred hvidkalket port førte ind til gården, der af mellembygningen deltes i en forgård og en baggård. Straks man kom inden for porten, slog en krydret lugt en i møde fra de forskellige lagerrum i gården".

Jeg mener, det drejer sig om Vestergade 5. Således kan beskrivelserne være mere eller mindre let genkendelige med navn og det hele. Hvis man kender byen godt, er man heller ikke i tvivl om, hvor det foregår, når Tage Skou-Hansen i De nøgne træer på første side skriver:

"...og samme aften mødtes vi til aftalt tid og tog med sporvognen ud i den nordlige udkant af byen. Vi kørte med så langt vi kunde og stod af på selve endestationen.......Vi skråede hurtigt over landevejen og skyndte os ind i skoven for at komme i læ..".

Her drejer det sig naturligvis om Grenåvej og Marienlund ved indgangen til Risskov. De fortsætter ned til Frederik den Sjettes kro, der i romanen hedder Strandkroen.

Dette var en meget, meget kort byvandring i århuslitteraturen. Desværre har jeg så ikke nået Ingrid Müller-Madsens pragtfulde og ærlige familiebeskrivelser af byen fra ca. 1900 til 1920'erne med husvildeproblemerne m.v., Nikoline Kirkegaards historiske romaner, Eva Hemmer Hansen og Karen Michaelis m.fl. For slet ikke at tale om de lokale skildringer omkring Frederiksbjerg og Møllevangskvarteret, men lad mig slutte af med et par ældre skildringer af byen:

"Overalt hvor jeg kommer til Købstæderne er altid det Første, jeg møder en Mand, der slår på Tromme og med høj Røst forkynder en eller anden vigtig Begivenhed, f.eks. i Århus, at man på Grund af det stærke Regnvejr skal feie Gaderne. Hvor dog alle Ting er vigtige i disse Småkøbstæder...."

Her i Århus boede den rejsende i Fullings Have. Dette gæstgiveri findes ikke længere, men haven skrånede dengang ned mod åen, hvor Frederiksgade begynder og med indgang til haven, hvor statuen af flodhesten Frederikke står. I denne tidligere have, hvor den nye Busgade med tiden skal føres igennem, har forfatteren, lidt skrutrygget, med bredskygget hat og sin lille paraply under armen, kunnet gå i fred og filosofere over livet.
Tiden er sommeren 1840.

Klokken 8 en torsdag morgen tager han damperen Christian VIII tilbage til Kalundborg. Dagen før har forfatteren hørt dragonernes appeller i gaderne. Århus var jo som tidligere nævnt en vigtig garnisonsby. Han skriver de sidste linier i sin dagbog, mens han står i bagstavnen på damperen og ser Århus med domkirkens tårn forsvinde. Han sammenligner gårsdagens appeller med dommedag:

"Hvor det lyder herligt det Appel, Dragonerne blæse; det er som hørte jeg allerede Hovslaget, som huggede de ind, - hør, de seire, Seierskriget hviner i Luften, - og dog ? Hvad er alle Appeller mod når engang Ærkeenglen blæser Appel: "Vågner op, I som sove. Herren kommer !"

Forfatterens fornavn er Søren, hans efternavn Kierkegaard.
Dette er hans sidste sætning fra dagbogen med hans Jyllandsrejse, og - vil jeg nok sige - indhyllet i en del hemmelighedsfuldhed. Kort efter hæver han forlovelsen med Regine Olsen, en forlovelse som han ønskede, at hun skulle bryde. Hans pilgrimsfærd til faderens hjemegn var endt. Hans eneste længere rejse i Danmark.

Og hermed er også min lille "byvandring" helt til ende. 

Relaterede links:
Århus Leksikon

Billedsamling fra det gamle Århus

BogWeb - 4. september 2001

0
Din bedømmelse: Ingen