70'erne - kvinder, litteratur og frigørelse. Om Lola Baidel

Oprettet: 01.09.2002 - 11:53

Af litteraturstuderende Jannie Bendsen

Det svage køn

Sårbar
måske
fordi jeg har følelser
i en verden af angst

Men svag fordi jeg er kvinde
- aldrig i livet –

Det er jo netop
mit fundament
og min styrke

Ovenstående digt stammer fra Lola Baidels anden digtsamling En sagte raslen fra 1978 og dets tematisering af og fokus på kvinden og kvindelighed er en god indgangsvinkel til dansk litteratur i 70’erne. I 1960’erne blev der i det danske samfund sat fokus på seksuel frihed, ligestilling mellem kønnene og kvindernes selvstændighed. Denne fokusering fortsatte ind i 1970’erne med en øget opmærksomhed og intensivering. Dansk såvel som udenlandsk kultur og litteratur kom i høj grad til at bære præg af den øgede opmærksomhed og kvindernes frigørelse.

Kvindelitteratur
Dansk litteratur i 1970’erne var præget af de kvindelige forfattere, der skrev for og om kvinder. Stort set ingen af de danske kvindelige forfattere i 70’erne forblev uberørt af Rødstrømpebevægelsens fremkomst i 1970. Rødstrømpebevægelsen var en del af, og udløber af, det mere omfattende ungdoms- og studenteroprør, der startede i slutningen af 1960’erne i USA, og som hurtigt bredte sig til Europa. Det at være kvinde blev nu pludselig politiseret. Bh’er blev bandlyst og brændt, og kvinder skulle være kvinde på kvindens egne præmisser (og absolut ikke på mandens og det omgivende samfunds).

Kvindebevægelsen i 70’erne krævede som tidligere kvindebevægelser lige vilkår for begge køn: Med slagordet ”vi vil ikke længere lave te til revolutionen” satte den (kvindebevægelsen) ind på at afsløre de langhårede, revolutionære mænds dobbeltmoral. Men snart udviklede bevægelsen sig til at koncentrere sig om at formulere en kvindelighed, der tog udgangspunkt i kvindernes egne behov, en kvindelig identitet. At beskæftige sig med politik og teori uden at sætte det i forbindelse med sin egen situation blev tegn på a-politiskhed og ubevidsthed.

Lola Baidel og Jytte Borberg
Den kulturelle konsekvens af Rødstrømpebevægelsen var kvindelitteraturens opståen og gennembrud. I bogen Dansk litteraturhistorie. Velfærdsstat og kulturkritik karakteriseres kvindelitteratur på følgende måde: ”Litteratur skrevet med bevidst kvindelig synsvinkel af kvinder, om kvinder og nu og da også for kvinder, og at denne udviklede sig til på flere forskellige ledder at gribe ind i de kulturelle systemer” .

Som nævnt tidligere var stort set alle kvindelige forfattere, der skrev i 70’erne på en eller anden måde påvirket af kvindebevægelsen. Lola Baidel er en af de digtere, hvor inspirationen tydeligst skinner i gennem.
Den unge Lola Baidel (f. 1951) debuterede i slutningen af 1970’erne og var en af de kvindelige forfattere, der i sit forfatterskab kredsede om det at være kvinde, hvilke konsekvenser det havde og, hvordan kvinder opfattede verden, mænd og det omgivende samfund. Som mange andre kvindelige digtere og forfattere almengjorde hun det private, skrev om subjektive erfaringer og politiserede dem i sit forfatterskab.

Den lidt ældre Jytte Borberg (f. 1917) skrev ligeledes i 70’erne med udgangspunkt i den nye kvindebevægelse. I 1960’erne skrev hun i et modernistisk formsprog, men slog i 70’erne over i en mere realistisk skrivestil. Temaerne udsprang fra udviklingen i kvindebevægelsen. I romanen Turne (1974) følger læseren en gruppe mænd på turne og deres hjemmegående koner, der i mændenes fravær har dannet en kvindegruppe.

I disse kvindegrupper, som i ”det virkelige liv” blev særdeles populære, diskuterede kvinderne alt lige fra mænd, samfundet, politik til egne erfaringer og personlig udvikling. I 1976 udkom Borbergs roman Eline Bessers læretid, som i endnu højere grad, end hendes tidligere romaner, lænede sig op ad den nye kvindebevægelses problemstillinger og tematiseringer.

I denne roman beskrives, tematiseres og diskuteres mødregenerationens historie ud fra tjenestepigen Eline Besser. Borberg skrev om kvindeundertrykkelsens historie, om de mødre der trods alle bestræbelser ”gav” deres undertrykkelse videre til døtrene.

Trods store indbyrdes forskelle mellem de kvindelige forfattere (som mellem mandlige forfattere) i 70’erne, er det muligt at spore tematiske og emnemæssige fællesskaber, der retfærdiggør, at man kan tale om kvindelitteratur. Forfatterne havde forskellige indgangsvinkler og synsvinkler, sprogbevidsthed i mere eller mindre grad og æstetik betød ikke lige meget for alle, men tematiseringen af kvinden og kvindelighed kan spores i de fleste værker.

 

0
Din bedømmelse: Ingen