Udgående fartøj af Ursula Andkjær Olsen

Oprettet: 02.07.2015 - 13:26

Bog: "Udgående fartøj" af Ursula Andkjær Olsen

Bogens forside

Nye digte af Ursula Andkjær Olsen med fotografiske arbejder af Sophia Kalkau.

Forfatter: 
Ursula Andkjær Olsen
Udgivet: 
2015
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
200

Fascinerende, foruroligende udspil fra en af tidens markante lyrikere. Et opgør med blødheden, medmenneskeligheden på en rejse mod en ny usårlig hårdhed, både patetisk og fræsende.

"Asiatisk i vælde er angsten (...)" skriver Tom Kristensen i det berømte digt fra romanen "Hærværk". Og de linjer citerer Ursula Andkjær Olsen med god grund mere end ét sted i sin digtsamling. Det er nemlig følelser af asiatiske dimensioner, der er på spil i samlingen. Andkjær Olsen indleder med en nærmest programagtig tekst, der beskriver hendes projekt for bogen, således:

"jeg har brugt tid på at tyde/sprede dumpe fornemmelser

fra mit fjerne indre

tyde dem i deres sammensathed

sprede dem ud i tid

det var en fejl

jeg skulle have brugt tiden på at fortætte dem yderligere

indtil det punkt, hvor de blev til sten

det der er hermetisk lukket

det der er utilgængeligt

det der er tabt

nu skal det fyres af"

Og fyret af bliver det, skal jeg love for, i en tour de force af en digtsamling, der er et fræsende, frådende opgør med alt det bløde, alt det blødt menneskelige, som kærlighed, som empati, som medmenneskelighed, som sårbarhed i en søgen efter en slags ny usårlig identitet, en hermetisk lukket kerne. Projektet skildres forrygende godt i dette digt på side 50, hvor også samlingens titel forklares:

"(...) som sagt

jeg har lukket mig om mig selv

i et lukket kredsløb

/kugle

den vil jeg sende af sted som det udgående fartøj

den er

derefter kan det nye menneske ankomme i sit

indgående"

Samlingens tekster er ordnet i en række suiter under overskrifter som fx "JEG OPFATTER SELVHAD SOM EN NØDVENDIG EGENSKAB". Teksterne kan være korte, meget korte, mens de genkommende under titlen "tecnoscientific" er længere, mere strømmende forløb. Teksterne kan være båret af høj patos, forkyndende, næsten i prædiken form, prædikener rettet både udad, til verden, til menneskeheden, og indad, til det martrede fortæller-jeg med krav om ændring, opvågnen, omskabelse. Et gennemgående virkemiddel er redundansen, stadige gentagelser, af og til med variation, som i dette for mig at se vigtige sted på side 154:

"immanensen er ikke en monolit

transcendensen ER en afgrund

tabet ER en monolit

tabet ER en afgrund

tabet ER en monolit i sin egen afgrund"

Det er simpelthen så stærk lyrik!

Man kan se digtsamlingen som en rejse, fra en tilstand mod en anden, som en slags rumrejse, en rum-odyssé, mod en tilstand, der helt konsekvent i samlingens afsluttende suite "HYMNE", som jeg ser det, rummer både utopi og dystopi i ét.

Samlingen er dybt fascinerende, dybt fortættet, dybt foruroligende. Et stærkt, stærkt udspil fra en tidens markante lyrikere.

Sophia Kalkaus mørke fotografiske illustrationer akkompagnerer fremragende.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - oktober 2017

15.10.2017 - 11:13 - Marit

Wassmo og Pamuk, Marstrand-Jørgensen og Gazan  –  det bliver ved og ved. Jeg har endnu ikke læst septembers must-reads, og nu snapper oktober mig i haserne.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - september 2017. 2. del

19.09.2017 - 10:11 - Marit

Sluk telefonen og lad græsset gro – de gode bøger står i kø for at blive læst.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

04.09.2017 - 12:12 - Marit

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - august 2017

07.08.2017 - 08:53 - Marit

Peter Poulsen, Zadie Smith og Paula Hawkins – lidt for enhver smag.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - juni 2017

07.06.2017 - 20:42 - Marit

Koreanske vegetarer, amerikanske slaver i fortid og fremtid, agitprop, Første verdenskrig og kærlighed er noget af det, årets første sommermåned byder på, og som vi kan glæde os til.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - maj 2017

03.05.2017 - 21:32 - Marit

Forårssæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget at glæde sig til. Bl.a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - marts 2017

02.03.2017 - 14:05 - Marit

Der er gang i udgivelserne derude, man bliver helt svedt. Morten Ramsland, Emma Donoghue og meget andet, der ser godt ud.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - februar 2017

02.02.2017 - 13:12 - Marit

I februar får vi nyt fra gamle og unge danske forfattere, samt en hel del etablerede nordmænd/kvinder, bla. a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - januar 2017

03.01.2017 - 20:57 - Marit

Hvad vi ikke nåede at læse i 2016, kan jo læses i 2017 - men bøgerne kommer i skarp konkurrence med de nyudgivelser, der allerede trænger sig på.

Temaer

Gå på opdagelse i Litteratursidens temaer og bliv klogere på nye tendenser,  genrer og markante emner i litteraturen.