Transer, wrestlere og andet godtfolk.

Oprettet: 26.11.2013 - 16:59

Bog: "I én person" af

Bogens forside

Billy Abbot fortæller om at vokse op som biseksuel og finde sin helt egen identitet.

Oversætter: 
Vibeke Houstrup
Udgivet: 
2012
Forlag: 
Lindhardt og Ringhof
Sidetal: 
492
Lån bogen - Køb bogen

 

Siden det store gennembrud med "Verden ifølge Garp" i 1978 har John Irving udgivet en lind strøm af romaner, som er blevet slugt af begejstrede læsere verden over. Irving kan nemlig det der med at med at skrue en historie sammen, så man både føler sig i godt selskab og fantastisk godt underholdt. At bøgerne som regel er alenlange og aldrig er under 600 sider, hører sig ligesom til, for hans romaner bevæger sig ud på mange sidespor undervejs (det er vist det, man man med et fint ord kalder digressioner) uden at man dog af den grund mister tråden . Efter Irvings store successer med blandt andre "Æblemostreglementet", uforglemmeligt filmatiseret af Lasse Halström, og "En bøn for Owen Meeny" var det, som om han i nogle år stod i stampe, men med hans seneste roman "I én person" fra 2012, er han tilbage i topform.

I John Irvings forfatterskab er der temaer, der går igen. Brydning (amerikansk wrestling) er et af dem. Faderløse børn samt mænd og kvinder med ubestemmelig seksualitet hører sig ligeledes til i hans romaner, og disse temaer er også dominerende i denne roman.

Vi befinder os igen helt oppe i det nordøstlige USA, hvor Irvings romaner som oftest foregår. Denne gang i en fiktiv lokalitet kaldet Second Sister. Her følger vi hovedpersonen Billy, der i de tidlige 1960'ere, bor på en kostskole sammen med moderen og stedfaderen, der er lærer på skolen. Ingen ved tilsyneladende, hvor Billys biologiske far befinder sig. Såvel stedfaderen som de fleste andre af Billys andre familiemedlemmer er dybt engageret i skolens amatørscene, hvor man hvert år sætter en Shakesperare-forestilling op. Billys morfar optræder altid i kvinderoller, noget som harmonerer perfekt med hans hang til at optræde i kvindetøj. Således er hovedtemaet lagt an, for det viser sig, at den unge Billy er temmelig forvirret omkring sin seksualitet. Han forelsker sig skiftevis i sin stedfar og i den mandhaftige kvindelige bibliotekar, Miss Frost, der arbejder på byens bibliotek. Til Billys fascination viser det sig, at Miss Frost i virkeligheden er transseksuel (eller transperson som den politisk korrekte betegnelse vist er i dag).

Vi introduceres gradvist til bogens kæmpe persongalleri. Ud over de allerede nævnte er der lærerdatteren Elaine (med de små bryster), som Billy får et livslangt venskab til, den hæmmede Atkins, der senere viser sig at være bøsse, og for en kort tid bliver Billys elsker, samt ikke mindst skolens superwrestler, den selvsikre Jacques Kittredge, der gør Elaine gravid, og som også Billy bliver hemmeligt forelsket i. Efterhånden er Elaine og Billy blevet flyvefærdige og storbyen trækker. Først New York, senere San Francisco og senere tilbage til New York igen. Begge påbegynder en forfatterkarriere - Billy med stigende succes. Begge har skiftende forhold - Billy mest til transseksuelle partnere. 

Skildringen af 1980'ernes "bøssepest", der nådesløst tager livet af Billys vennekreds er nok bogens stærkeste og mest bevægende. For faktisk må Billy og Elaine i en periode nærmest agere "vågekoner" på Saint Vincent hospitalet i New York, hvor stuerne er fyldt med døende bøsser. Også Billys barndomsven Atkins, der nu lever som familiefar med kone og to børn, er blevet smittet af aids, og dør efter at have smittet konen. Usentimentalt, men alligevel gribende, berettes der om de mange skæbner. Med slet skjult indignation hudflettes Reagan-administrationens næsten kriminelle måde at ignorere sygdommen på, mens vi på den anden side møder sammenholdet og fællesskabet i det homoseksuelle miljø, hvor elskere og venner påtager sig den rolle som sundhedsvæsenet , på grund af manglende bevillinger, ikke magter at udføre.

Bogen tager sin start i de tidlige tressere, og ved bogens slutning er vi omtrent fremme i nutiden. Billy, der nu er midaldrende, vender tilbage til sin gamle skole i Second Sister. Denne gang som lærer, der meget naturligt påtager sig opgaven med at videreføre skolens amamatørscene og Shakespeare-forestillingerne.
Til sidst i bogen afsløres et par hemmeligheder, bl.a. om Billys biologiske far, og hvad der videre hændte Jack Kittredge og ikke mindst miss Frost, men det skal ikke afsløres her. Læs selv!

 

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - september 2017. 2. del

19.09.2017 - 10:11 - Marit

Sluk telefonen og lad græsset gro – de gode bøger står i kø for at blive læst.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

04.09.2017 - 12:12 - Marit

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - august 2017

07.08.2017 - 08:53 - Marit

Peter Poulsen, Zadie Smith og Paula Hawkins – lidt for enhver smag.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - juni 2017

07.06.2017 - 20:42 - Marit

Koreanske vegetarer, amerikanske slaver i fortid og fremtid, agitprop, Første verdenskrig og kærlighed er noget af det, årets første sommermåned byder på, og som vi kan glæde os til.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - maj 2017

03.05.2017 - 21:32 - Marit

Forårssæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget at glæde sig til. Bl.a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - marts 2017

02.03.2017 - 14:05 - Marit

Der er gang i udgivelserne derude, man bliver helt svedt. Morten Ramsland, Emma Donoghue og meget andet, der ser godt ud.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - februar 2017

02.02.2017 - 13:12 - Marit

I februar får vi nyt fra gamle og unge danske forfattere, samt en hel del etablerede nordmænd/kvinder, bla. a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - januar 2017

03.01.2017 - 20:57 - Marit

Hvad vi ikke nåede at læse i 2016, kan jo læses i 2017 - men bøgerne kommer i skarp konkurrence med de nyudgivelser, der allerede trænger sig på.

Temaer

Gå på opdagelse i Litteratursidens temaer og bliv klogere på nye tendenser,  genrer og markante emner i litteraturen.

Artikel: 5 litterære trends i 2016

09.12.2016 - 16:29 - Lise Vandborg

Familie, moderskab, psykisk sygdom, samfundskritik og fortolkning af historiske skikkelser er de vigtigste temaer i årets danske litteratur.