Tilbage til jorden af Majbritte Ulrikkeholm anbefalet af bibliotekar Sanne Caft, Gentofte bibliotekerne
Lån bogen på 
Det var et helt fantastisk år.
Jeg havde været igennem en opslidende retssag, som havde varet i næsten tre år, og nu var de juridiske tovtrækkerier endelig ved at nærme sig noget, der lingede en afslutning. Jeg var i et anfald af naivitet kommet til at skrive under på en uopsigelig kontrakt med en kvindelig manager, som måtte finde sig i tilnavnet Dragen, fordi hun hev mig ind i Københanvs Byret, hvor jeg blev anklaget for ulovligt kontraktbrud."
Sådan lyder det i Majbritte Ulrikkeholms nye roman "Tilbage til jorden", der er noget så sjældent som en bog og en cd der er tænkt som en helhed uden derved at miste selvstændig identitet. Begge bærer samme titel, forfatteren kalder dem "tveæggede tvillinger", og de udkom næsten samtidig.
Romanen kan ses som en forlængelse af forfatterens første erindringsroman, og debutroman, "Ind i min himmel", der udkom i 1997. Efterfølgende har hun udgivet den meget roste roman "Marias mirakel".
Hvis man tager udgangspunkt i ovenstående citat, lyder romanen umiddelbart ganske lige-ud-af-landevejen. Hvad den langt fra er. Ulrikkeholms univers er befolket af shamaner, engle, myter og symboler, der trækker læseren ind i en verden, der er ganske forskellig fra hvad man ellers ser. Hendes stil er fabulerende og åndeløs, og kronologi er ikke noget, hun føler sig bundet af. Historien springer vægtløst fra sted til sted, fra episode til episode. Helt i tråd med ordene.
"Jeg tænkte på isen og på landskaberne dernede. Vi var frosne i vores billeder, og når varmen trængte ind i os, smeltede billederne fri, og vi kunne ikke tåle at være lykkelige. Jeg kunne pludselig se, at et sådant landskab af iskrystal fandtes inden i mig. Jeg kunne ikke skelne billederne, med de sad fast i isen som små figurer.
Hver eneste lille ting var som et billede, der engang havde været i bevægelse. Jeg havde skrevet fortællinger og sange, men jeg havde fundet dem alle sammen i den bløde sne, der dækkede over landskabet.
Jeg havde fortalt, sådan som vi i fællesskab, børn og voksne, var blevet enige om at fremlægge vores families historie, men jeg havde aldrig fortalt om figurerne. For jeg vidste ikke, hvad de rummede. Der var langt, langt ned. Iskrystallerne fortsatte nedad, nedad. Igennem klare blå og grønne farver.
Varmen fra brændeovnen trængte ind i søvnen til mig og varmede isen på et sted, hvor der var et billede af mig og morfar. Jeg sad på armen og han gik op mod de gule blokke, som min mor boede i. Han sagde, at jeg nu skulle bo hos hende. Det ville jeg ikke. Jeg forsøgte at vriste mig løs. Jeg ville hjem til mormor. Min mor kom os i møde. Hun tog mig ned af morfars arm. Jeg klamrede mig til morfar, men jeg kunne ikke holde fast."
Side 67-68
Romanen er kort fortalt en udviklingshistorie. En fortælling om hendes liv, der er et liv med manglende omsorg, en barndom, der aldrig rigtig får lov at være, bryllup med den udkårne og meget mere, der ikke kan genfortælles på tre linjer. For romanen lever i høj grad i kraft af sin helhed, ikke de fragmenter, som kan trækkes ud i en anmeldelse, men som ikke yder romanen fuld retfærdighed.
Cd'en bør absolut sættet i anlæget mens bogen læses. Dens svævende klange og sprøde lyd er fint i tråd med romanens næsten stofløse indhold. Musikken lever som en slags lydkulisse til teksten, men lægger man bogen fra sig et øjeblik, træder musikken i karaktér og får eget liv. Så forfatterens projekt er lykkedes: bog og cd lever både egne liv og et fælles liv. Ulrikkeholms stemme kombineret med bla. mandolin, cello og trommer - og noget så eksotisk som mellotron og talkbox, som de fremgår af cd-coveret, gør musikken værd at høre.
Så hvis man vil unde sig selv en anderledes læseoplevelse, kan jeg anbefale, at man griber den forholdsvis lille roman. På 207 sider kommer man langt omkring - og får måske øjnene op for andre sider af tilværelsen...
Pressen skrev
Romannet - 1. april 2002
smag på bøgerne – en bid om dagen