Sulebulen af Mikael Niemi

Science fiction fra Tornedalen og asteroiderne, lysår fra Vittula.

Denne science fiction-novellesamling bør ikke anbefales af en "pæn, midaldrende, kvindelig bibliotekar". For hun synes, at det er en gang pubertær sludder uden særlige litterære kvaliteter. Ikke engang underholdningsværdien kan hun give points for.

Men hvis man nu forestiller sig, at man er dreng/ungt menneske med hang til computerspil, Star Wars, MTV og pjattede ungdomsfilm, så sidder vi her med en rigtig fed samling fortællinger om tiden engang ude i fremtiden. Så vil man ønske, at man selv en dag kan sidde på trottercafé på asteroiden Gokkesokken.

Så vil man få masser af stof til at filosofere over, om livet i fremtiden bliver særligt anderledes, end det er i dag. Vi vil få uanede muligheder for at bevæge os i rummet og for at møde fantastiske væsener, men vil livet som Trotter egentlig være særligt forskelligt fra livet i Tornedalen, hvor samlingen begynder? Om man går i sauna og bruger gummistøvler eller drager ud i universet - som forøvrigt 'har form som en pikprofessor' - og omgiver sig med androider, så er mennesket indeni vel nok det samme.

Denne midaldrende bibliotekar var vild med Niemis "Populærmusik fra Vittula", men jeg må indrømme, at jeg er skuffet over "Sulebulen".

Min konklusion må dog være, at "Hurra - her har vi endelig en bog, som vil tiltale de drenge og piger (også voksne), som gerne vil læse noget som er lidt mere end en tegneserie. Og det er nu heller ikke så dumt".

Oversat af Lise Skafte Jensen. Lindhardt og Ringhof, 2005. 196 sider. Kr 249,-