Søsyg i München af Hallgrímur Helgason

Oprettet: 25.09.2017 - 14:56

Bog: "Søsyg i München" af Hallgrímur Helgason

Bogens forside

Søsyg i München er historien om en ung mand, der rejser fra sin fødeø Island for at slå sig ned i München for at studere malerkunst på Kunstakademiet.

Forfatter: 
Hallgrímur Helgason
Oversætter: 
Kim Lembek
Udgivet: 
2017
Forlag: 
Lindhardt og Ringhof
Sidetal: 
353
Lån bogen - Køb bogen

Helgasons erindringsroman har en grundtone af smerte. Samtidig er den rørende, munter og hvas, med hib til både fortid og nutid i Reykjavik.

I 2011 var han i München, den islandske forfatter Hallgrímur Helgason, velsagtens for at gøre reklame for sin på det tidspunkt seneste roman, Kvinden ved 1000 grader. Og pludselig kom det til ham. Hér havde han jo været før, for 30 år siden, hen over vinteren 1981/82, som ung, genert, uskyldig student, med en drøm om at blive kunstmaler. ’Søsyg i München’ er hans beretning fra denne epokegørende tid. Det er altså en autofiktiv roman og en rejse i erindringen.

Han ville nu hellere have danderet den i Berlin, ”med koldkrigsstemning”. Men det kunne man bare ikke sådan gøre. Han måtte tage til takke med optagelsen på Kunstakademiet i München. Det vigtigste var sådan set også at slippe væk fra Reykjavik, som på det tidspunkt slet ikke var kommet i omdrejninger. Altså helt anderledes end nutidens, hippe Reykjavik. Og radioen spillede kun klassisk musik, man kunne slet ikke mærke, at eksempelvis punkmusikken opskræmte resten af Europa. Han måtte bare ud.

Så Hallgrímur Helgason, kaldet Ung Mand, ankommer til München i september 1981, som 21-årig. Ung Mand er langt hjemmefra, han kan ikke sproget, ”han var et barn, som intet vidste om livet, men ikke desto mindre turde fordømme alle de gode individer, som havde brugt deres liv på at forsøge at komme til bunds i det”. Vi følger hans dagligdag i München, undervisningen på akademiet, han oplever en Oktoberfest, han møder andre islændinge ved stambordet på en lokal Bierstube, han kører i tog og fascineres af Forstadskvinden, og i juledagene tager han til Italien, til Firenze, for at blive klogere på kunsten.

For ud over at være en selvbiografisk roman, med afsæt i James Joyce’s Portræt af kunsteneren som ungt menneske, en bog han har liggende i skødet på togturen til München, så er ’Søsyg i München’ også en roman, der er rig på kunsthistoriske betragtninger. Han er både optaget af Marcel Duchamps konceptkunst og Edvard Munchs ekspressive Skriget. Og så vil tilfældet, at han i Firenze ser renæssancemalerens Masaccios freske Treenigheden, malet i 1427, ”da åbnede det sande kunstværks helligdom sig for ham, som var for øjet, hjertet og hjernen samtidigt. En hellig treenighed for den hellige treenighed”… ”det lod sig altså gøre at lave kunst, som var meget på én gang, et værk, som på samme tid var Duchamp og Munch, som appellerede til blod og hjerne”.

Måske er det også hér, at Ung Mand erkender, at det nok ikke lige er maleriet, der skal blive hans egentlige virke og levevej – omend Hallgrímur Helgason stadig svinger penslen og udstiller. Men helt generelt er der i romanen mange fine og kloge betragtninger om malerkunst, fra en periode hvor De Unge Vilde ellers slog sig løs, også i København.

Det eneste fiktive element i romanen er, at Ung Mand hele tiden bærer rundt på et ølkrus i frakkelommen. Han er nemlig ganske utilpas, eller søsyg – se bare på omslagsbilledet fra en fotoautomat – han brækker sig, ned i kruset, et sort opkast, som krystalliserer sig, og som oven i købet er selvantændeligt. Så han mistænkes også på et tidspunkt for at være terrorist.

Og så må Fortolker Holger på overarbejde. Hvad kan dette udbrud, denne lavastrøm af sort bræk symbolisere? Hér kommer et par løse skud fra hoften. Det kan godt være, han er flygtet fra Island, men den fortid og det land vil ikke slippe ham, og lidt hjemve har han da også, selv om det på islandsk hedder hav-ve. Og søsygen er væk, da han er hjemme igen. Og i opkastet ligger også fremtiden, det er simpelthen den litterære kraft, der begynder at røre på sig, og som kan skabe furore og sætte om ikke verden så dog Island i brand.

Og i hvert fald har Hallgrímur Helgason lige nu kronede dage, som politisk kronikør og satiriker, islændingene skal til valg igen igen, efter nok en politisk skandale, og jeg kan ikke forestille mig, at han bare vil se til fra sidelinjen.

’Søsyg i München’ har en grundtone af smerte. Det var nok den værste periode i Hallgrímur Helgasons liv. Gebrækkelighederne og pinlighederne stod i kø. Men samtidig er den rørende munter og hvas, med hib til både fortid og nutid i Reykjavik. Den er ikke så vidtløftig, som eksempelvis Stormland og ’Kvinden ved 100 grader’, men det kan den nok heller ikke være, hvis den skal være solidarisk med sin unge, usikre og til tider skråsikre hovedperson, der jo skal finde sig selv som kunstner og som menneske. 

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - september 2017. 2. del

19.09.2017 - 10:11 - Marit

Sluk telefonen og lad græsset gro – de gode bøger står i kø for at blive læst.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

04.09.2017 - 12:12 - Marit

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - august 2017

07.08.2017 - 08:53 - Marit

Peter Poulsen, Zadie Smith og Paula Hawkins – lidt for enhver smag.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - juni 2017

07.06.2017 - 20:42 - Marit

Koreanske vegetarer, amerikanske slaver i fortid og fremtid, agitprop, Første verdenskrig og kærlighed er noget af det, årets første sommermåned byder på, og som vi kan glæde os til.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - maj 2017

03.05.2017 - 21:32 - Marit

Forårssæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget at glæde sig til. Bl.a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - marts 2017

02.03.2017 - 14:05 - Marit

Der er gang i udgivelserne derude, man bliver helt svedt. Morten Ramsland, Emma Donoghue og meget andet, der ser godt ud.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - februar 2017

02.02.2017 - 13:12 - Marit

I februar får vi nyt fra gamle og unge danske forfattere, samt en hel del etablerede nordmænd/kvinder, bla. a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - januar 2017

03.01.2017 - 20:57 - Marit

Hvad vi ikke nåede at læse i 2016, kan jo læses i 2017 - men bøgerne kommer i skarp konkurrence med de nyudgivelser, der allerede trænger sig på.

Temaer

Gå på opdagelse i Litteratursidens temaer og bliv klogere på nye tendenser,  genrer og markante emner i litteraturen.

Artikel: 5 litterære trends i 2016

09.12.2016 - 16:29 - Lise Vandborg

Familie, moderskab, psykisk sygdom, samfundskritik og fortolkning af historiske skikkelser er de vigtigste temaer i årets danske litteratur.