Anmeldelse
Forfatteren Jonas Wilmann stødte jeg første gang på, da jeg læste og senere anmeldte hans skræmmende horror & monsterhistorie, postapokalypseromanen ’Mutagen’, som blandt andet foregår i København, hvor alt, hvad der kan gå galt, er gået grueligt galt. Den bog sad længe i mig. Da jeg så fik muligheden for at anmelde endnu en bog fra forfatterens uhyggelige pen, var det med en vis kriblen at jeg tog ”Smukke Anna” ud af kuverten.
Lad mig lige dvæle ved forsiden et øjeblik. Det morbide tema slås an med portrættet af den skønne Anna, der bogen igennem vokser fra at være en præpubertetspige til at være …? Ja, hvad i alverden er det egentlig, der sker for Anna undervejs? Bogens forside er vældig godt ramt og passer smukt til fortællingen om den skønne Anna, der lever sit korte liv på bagsiden af turisternes Prag.
Her møder vi den usædvanlige romapige, der nok bor med sin familie blandt slum og affald, men hvis skønhed hæver hendes liv mile vidt op fra den omkringliggende forråelse og ødelæggelse. Eller gør den nu også det? Bogen stiller spørgsmål og besvarer de fleste til slut, men alligevel er der gådefuld magi tilbage til læseren, når sidste side i bogen er vendt.
Anna selv er i starten af bogen uvidende om den voldsomme tiltrækning, hun er begyndt at øve på sine omgivelser. At hun er smuk ved hun godt, for det er svært at skjule, men hvor meget det reelt betyder, ved hun endnu ikke noget om. Især hendes far er aldeles bekymret for Annas fremtid. Han ved, at hendes skønhed er mange penge værd, blandt mennesker, der ikke regner en ung piges liv for noget og at der vil være mange derude, der vil efterstræbe hans datter på liv og sjæl. Han klipper Anna korthåret, iklæder hende drengetøj og skaffer hende arbejde på et plejehjem, hvor hun skal tjene sin løn, som et ærligt menneske. Men skæbnen og andre, der krydser Annas vej, har store planer med hende og det står meget snart klart, at en fattig romafar ikke kan beskytte sin datter mod den store verden.
’Smukke Anna’ spænder over flere strenge. Ja, det er en gyser langt hen ad vejen og der er nogle scener, der skabte nogle voldsomme billeder i mit hoved – men romanen er også et interessant portræt af en romafamilie i Prag, egentlig ikke så langt herfra. Og især et spændende billede af Annas far, den ærekære mand, der elsker sin datter så højt. Hans grænseløse kærlighed og den angstfyldte jagt efter hende gennem Prags kriminelle underverdens miljøer, er både højspændt drama og samtidig så fint beskrevet, at der var flere afsnit, jeg senere vendte tilbage til for at genlæse.
Interessante karakterportrætter veksler således i let flow med skrappe horrorscener, når Anna går bersærk i blodigt vanvid. Der er scener der får læseren til at spekulere på, hvordan drømmen og virkeligheden må hænge sammen i spinkle tråde. Tråde der effektivt binder bogen sammen, og fordi den grusomhed, der her præsenteres vel må tilhøre en sær og skræmmende underverden?
Bogen er velegnet til de, der holder af et godt og grusomt skæbneportræt, men samtidig også af en god fortælling i genren gys og magisk realisme.
Mikala Rosenkilde
smag på bøgerne – en bid om dagen
