Lån bogen på
En fuldstændig skrupelløs præst vil ved hjælp af magi og onde trolddomskunster skaffe sig magt over hele universet. Kun to 13-årige og en ung mand står i vejen for ham.
I England vakte udgivelsen af denne roman betydelig opsigt og fik megen medieomtale. Forfatteren er præst, og hans roman bygger på et kristent grundlag. Han har lånt fra fantasyforbilleder som Tolkien og C.S. Lewis, hvilket ikke er så usædvanligt. Forfatteren havde imidlertid også på forhånd annonceret, at han ville give Harry Potter kamp til stregen.
Det er en ganske spændende og meget action-præget historie om kampen mellem det gode og det onde. Alligevel er romanen ret svær at rubricere. Det er ikke en rigtig fantasyroman, men en blanding af en religiøs roman, fantasy og smuglerhistorie, hvis man kan forestille sig det. Men "hotter than Potter" - dét er den altså efter min mening ikke.
Vi er i det 17. århundrede. Præsten og troldmanden Obadiah Demurral har solgt sin sjæl til Djævelen. Præsteembedet har han vundet i et væddemål med den gamle præst, og siden har Demurral halet alle de værdier ud af landsbyens beboere, som det på nogen måde er muligt. Nu vil præsten have kontrol over de højeste magter i universet. Han vil være større end Gud!
Demurral har erhvervet en meget smuk, magisk guldstatue. Der findes kun to i hele verden. For at opnå den totale magt over universet skal han også have fat i den anden statue. Han har ikke i sinde at lade nogen eller noget komme i vejen for sig og skyr absolut intet middel for at komme i besiddelse af den.
De eneste, der tør sætte sig op imod den vanvittige og onde præst, er den 13-årige Thomas, hans jævnaldrende veninde Kate og den unge afrikanske mand Raphah. De tre får hjælp af smugleren Jacob Crane og ved den endelige konfrontation mellem de gode og de onde kræfter også af selveste ærkeenglen Raphael.
Det er en værre røverhistorie fyldt med skrækindjagende, gyselige, fantastiske og ondskabsfulde væsener. Historien er fortalt i et hæsblæsende tempo, hvor den ene dramatiske begivenhed afløser den anden, så man næsten ikke når at trække vejret.
Oversat af Arne Herløv Petersen. Forlaget Per Kofod. 355 sider. Kr. 299,-
Find inspiration i litteraturlisten om fantasy serier
Spørg Litteratursidens fantasy ekspert
smag på bøgerne – en bid om dagen