Kollektivroman med et præcist tidsbillede fra 1950'erne - Den foregår i en etageejendom i en lille kystby og i løbet af en forårssøndag, hvor drengene skal spille fodbold mod dem fra Ålevej, følge
Se godt på nøglehullet på romanens forside, og du kommer med på en kigger ind i Rakkerpakhuset, hvor man nærmest kan smage, lugte og føle hverdagslivet i 1950erne.
Romanen er opdelt i tre dele, en for hver opgang i Rakkerpakhuset og med en ny fortæller for hver lejlighed. Der er både unge og gamle fortællere, mænd og kvinder. Man både væmmes og forundres på én og samme tid, fordi personerne er så hudløst ærligt, kærligt og realistisk beskrevet.
Beboernes skæbner vikler sig ind i hinanden på snedigste vis, og det vellykkede er netop, at kollektivromanen langsomt ruller sig ud i takt med hver ny fortæller og dennes refleksioner over sit liv og sine naboer. Dermed får læseren skiftende vinkler på personerne, og det giver et mere nuanceret billede af dem.
Vi møder fx den selvretfærdige enkefru Jørgensen som pimper, føler sig fin på den og som nægter at indse at hendes mand etablerede sin formue på at handle med tyskerne under krigen. Så er der pedellen og jøden Elias Perlemann, en retskaffen, nøjsom og underdanig mand, som står i evig gæld til enkefruen, idet hendes mand hjalp ham til Danmark under krigen.
I en anden lejlighed bliver Vivi jævnligt banket af sin mand Kurt. Ingen af mændene i huset tør konfrontere den hidsige slagsbror, og det ender med at være sønnen Jens Ole i lejligheden stuen til venstre opgang A, som tager affære. Afsnittet med Vivi og Kurt Bertelsen er et af de bedste, og efter at have fået Kurt beskrevet gennem de andre beboere, er det Vivi, der er fortæller i ”deres” kapitel: ”Hverken tæt på eller på afstand genkendte hun den unge kvinde. Var hun der overhovedet? Af og til, det var det mest skræmmende, kunne hun se en lille tynd pige, blodet løb ud af begge næsebor. – hvem er du? - Jeg hedder Vivi, svarede pigen, - hvad hedder du? – Jeg hedder Fru Bertelsen, sagde hun.”
Familielivet er i centrum; ægteskabets op- og nedture, det gode og mindre gode naboskab samt de drømme og hemmeligheder, man holder tæt til kroppen. Et tilbagevendende samlingspunkt er den forestående fodboldkamp mellem Ålestrand og Ålevej, som afbrydes, da radioen spiller "Rock around the clock".
Bent Haller har igen gjort en eminent roman, som denne gang introducerer de jævne kår i 1950ernes Danmark. På fuld omgangshøjde med ”Den ottende bonde”.
Jeg har lige hørt (på kursus : "Introduktion til Bogsæsonen 2009) Liselotte Wiemer omtale Bent Hallers nye roman som en "rugbrødsroman med englelyd". Læs den langsomt og tyg grundigt. Et bevægende stykke danmarkshistorie. Jeg kan kun sige, at jeg er helt enig - kunne bare ikke selv finde på en så malende og velbeskrivende karakteristik af romanen. Bent Haller er én af mine absolutte litterære favoritter.
Tak både til Bent Haller og Liselotte Wiemer. Jeg elsker ord.
/Nina
Denne roman er jo helt fantastisk. Det er ikke én, jeg normalt ville læse. Måske derfor blev jeg så positivt overrasket. Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede, men den levede mere end op til mine forventninger.
Dette er en roman, som man som læser bliver ved med at tænke på, selv efter at man har læst den færdig. Der er så mange historier, der er flettet sammen, at de 18 familier, der bor i Rakkerpakhuset, sagtens kunne fylde hver sin roman og resultere i en god, beskrivende historie. Næsten hver eneste sætning afslører en hemmelighed eller tragedie om de pågældende familiers liv.
Man kan kun være betaget af Bent Hallers måde at skrive på, hvor provokerende og direkte han end er i sit sprog. At han kan levendegøre og personificere så mange mennesker og menneskelige egenskaber og svagheder, som han gør i Rakkerpakhuset, er en bedrift, som jeg kun kan være imponeret over, og jeg er blevet overbevist.
Rakkerpakhuset er muligvis den første roman, jeg har læst af Bent Haller, men det vil helt bestemt ikke være den sidste.
smag på bøgerne – en bid om dagen
Jeg har lige hørt (på kursus : "Introduktion til Bogsæsonen 2009) Liselotte Wiemer omtale Bent Hallers nye roman som en "rugbrødsroman med englelyd". Læs den langsomt og tyg grundigt. Et bevægende stykke danmarkshistorie. Jeg kan kun sige, at jeg er helt enig - kunne bare ikke selv finde på en så malende og velbeskrivende karakteristik af romanen. Bent Haller er én af mine absolutte litterære favoritter.
Tak både til Bent Haller og Liselotte Wiemer. Jeg elsker ord.
/Nina
Denne roman er jo helt fantastisk. Det er ikke én, jeg normalt ville læse. Måske derfor blev jeg så positivt overrasket. Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede, men den levede mere end op til mine forventninger.
Dette er en roman, som man som læser bliver ved med at tænke på, selv efter at man har læst den færdig. Der er så mange historier, der er flettet sammen, at de 18 familier, der bor i Rakkerpakhuset, sagtens kunne fylde hver sin roman og resultere i en god, beskrivende historie. Næsten hver eneste sætning afslører en hemmelighed eller tragedie om de pågældende familiers liv.
Man kan kun være betaget af Bent Hallers måde at skrive på, hvor provokerende og direkte han end er i sit sprog. At han kan levendegøre og personificere så mange mennesker og menneskelige egenskaber og svagheder, som han gør i Rakkerpakhuset, er en bedrift, som jeg kun kan være imponeret over, og jeg er blevet overbevist.
Rakkerpakhuset er muligvis den første roman, jeg har læst af Bent Haller, men det vil helt bestemt ikke være den sidste.