Nogen får en fiks idé og flytter på landet, andre får en fiks ide og skriver en roman. Nanna Goul har forsøgt at skrive en sjov roman om tidens tendens til at flytte på landet.
Den selvudslettende Olga Ravn skildrer humoristisk, hvordan hun og Henrik Valentin Rick overbeviser hinanden om, at lykken venter dem, hvis de flytter ud af byen. De flytter derfor ind i en skov. Henrik Valentin Rick er mindre og mindre hjemme og Olga finder selskab og hjælp til diverse hos personagerne i skoven. Det kulminerer da Henrik Valentin Rick inviterer sine kollager til fest og Olga tidligt morgenen efter finder ham i deres bil sammen med en af kollegaerne.
Fortællingen er krydret med breve som Olgas psykolog har bedt hende om at skrive for at sætte ord på de ting hun ellers har svært ved at sige.
Olgas beretning er naturligvis farvet af hendes viden om hvad der siden sker. Gennem hele bogen skriver hun eksempelvis Henrik Valentin Rich i stedet for bare Henrik, og lægger på den måde en ironisk distance til ham.
Den humoristiske/ironiske/sarkastiske tone i bogen virker forceret og gør personerne til karikaturer, der aldrig helt bliver vakt til live. Ikke mindst Olga. Hendes barnlige fortællestemme virker mere patetisk end sjov. Utallige eksempler kan nævnes, men i hendes beskrivelse af psykologen skriver hun ”Han ved alt om mig, og derfor er det selvfølgelig lidt trist, at vi ikke kan være venner. Men det kan vi ikke siger Poul, det er ikke passende, og han opfordrer mig i stedet til at gøre mine rigtige venner til fortrolig.”
Olgas initiativløse engagement virker generelt utroligt irriterende. At hun redder selvmorderen er rent instinktivt og hun udretter intet igennem hele bogen. Og hvad skal læseren med det?
Bogen lægger op til flere spændende ”projekter”, men det er som om, forfatteren ikke går helhjertet ind for dem. Hvad skal jeg bruge Olgas ufærdige speciale til? Undskylder det hendes barnlige sprog? Hvorfor skal jeg vide, at hun har fået en læge ude i skoven? Hvorfor skal jeg vide at hun har begået butikstyveri? Det bedste i bogen er der hvor der mangler noget.
Mit indtryk af bogen er med bogens egne ord (selvfølgelig taget ud af anden sammenhæng):
”Lyden af raslende blade, vinden i trækronerne og ingenting. Lyden af overraskende meget ingenting"
smag på bøgerne – en bid om dagen