Peer Aarestrup udgiver nu en fortrinlig, velskrevet og spændende efterkrigstids- koldkrigstidsroman, Diamantpigen.
Den behandler mange vedkommende og væsentlige temaer som skyld, ondskab-godhed, kærlighed, had, identitet, nationalisme, historie- og familiebevidsthed, forbilleder, kristendom osv. Ja, den ligefrem emmer af budskaber, der har noget at sige ind i vor tid. (Den er 2. del af foreløbig 2 bøger, men kan godt læses uafhængigt af førstedelen, Asfaltblomstens duft).
Handlingen foregår hovedsagelig i København og på Kegnæs, appendikset til øen Als i Sønderjylland, hvor Haken-familien, der går videre fra bog ét, og Fatter og Mutter på Kegnæs, er centrale personer.
Haken familien består af moderen Gertrud, der har en besværlig tysk herkomst i bagagen, og derfor i krigens slutfase nær lynches, mistænkt for tysker-medløberi; og af datteren Cæcilie, som i årevis efter krigen, er præget af dens angst, ensomhed og brutalitet; og sønnen Thomas, attentatoverlevende fra krigens slutfase, og med en dunkel fortid som tysker- (læs nazi-)medløber og henretter, nu hærget af druk. Den usikre Cæcilie føder et barn, som hun får med sin hårde og brutale krigskæreste, Fyren, frihedskæmper, og også henretter, hvilket han på egen hånd fortsætter med længe efter krigsophør. Et had der aldrig vil stoppe.
Efter ulykkelige omstændigheder - hvorunder Cæcilie i lange tider havner i det belastende psykiatriske system, flytter (flygter) Gertrud, hendes tyske mor, til Als med Cæcilies barn, kaldet Vreden. Barnets far, Fyren, har Cæcilie totalt skippet. Trods danskerhadet mod hende i København, bliver Gertrud nu på Als en selvopofrende engel i en flygtningelejr for tyske flygtninge. Hun og Vreden bor hos deres gamle venner, udpræget dansksindede sønderjyder, der alligevel engang – ligesom nu - tog kærligt imod Gertrud og hendes afdøde – nazi-sympatiserende – mand, da de selv var flygtninge fra Tyskland efter 1. verdenskrig.
Vreden vokser godt til her, men bringes senere til København af sin mor. Hendes nye ven, Anders, dræbes i et opgør med Fyren, der må mange år i fængsel. Men under Vredens opvækst i København – han har skiftet navn til Emil (måske fordi vreden, følelsen vrede, stilles (efterhånden)) – dukker faderen dog op på mystisk vis i kulisserne.Vi følger Emil – altså tidligere Vreden, gennem opvæksten til hans 15. år med skolegang, Tivoliture, sygehusindlæggelse osv. i København og med flere afstikkere til den frodige og natur- og befolkningsmæssigt fint skildrede ø, Kegnæs, hvor han bl.a. firmes (katolsk konfirmation).Andre bipersoner ligger som en aura af opbakkere omkring bogens hovedbudskaber: skyld, ondskab-godhed og identitet.
Peer Aarestrup har begået et scoop af en bog, hvor han mesterligt under bogens fremmarch, støt og roligt breder den stemning af skyldsbevidsthed og indbyrdes mistænksomhed i personerne, der stammer fra krigstidens obskure forhold mennesker imellem. For den rumsterer hele tiden i hovedpersonernes liv og tanker. Thomas, besættelsesmagts-sympatisør og værnemager, og Fyren, der netop tager opgøret med værnemagere og tyskersympatisører, er modpoler. De er begge dræbere. Der var skurke og helte, der var bødler og opofrende personer. Men sandheden om mange agerende menneskers adfærd og identitet var - og er, når vi handler! - ikke altid ligetil. Derfor peger bogen stærkt på nødvendigheden af et opgør, ikke med knive og geværer, men med de bare hænder - bønnens foldede hænder. Bønnen om tilgivelse og ny begyndelse. Vi har alle skyld, og sjældent er tingene sort-hvide. Det viser sig i Aarestrups roman bl.a. ved at personers, især Fyrens, identitet tager en overraskende vending.
Forfatteren peger endvidere klart på, at det er den kristne tro, der formår at give os redskaberne til det rette opgør og til at gå ud i verden og virke videre. Mange bipersoner – fx borgmesteren i Sønderborg, Gertrud (”vi gør, hvad der er rigtigt”, side 85), Mutter og Fatter, Gertruds præstemand Hans, den tyskboende enkemand efter nazibødlernes virke, Cæcilies naboer, Brodersens holdning (de var kommunister) - viser i deres handlen det kristne sindelag, at opgive retten til at hade (et særdeles stærkt Aarestrup-udsagn!). Du skal tilgive, og trods ondskabens og hadets realitet gå ud og elske din næste, ligegyldigt hvem det er.
Forfatteren vedbliver, ikke mindst i de læremæssigt opsummerende slutkapitler, klart at pege på, at ondskab og godhed (kan være) nogle svært gennemskuelige eller grumsede størrelser.
Der er spændingsmomenter á la krimigenren i bogen med dramatiske følger, og forfatteren strammer langsomt spændingen mod slutningen, så læseren holdes i et fast greb, indtil nogle nærmere bestemte jernplader og Emils far, Fyren, klarer himlen til sidst, så man også som læser føler sig forløst. Emil kan træde fremtiden i møde med fortidens synder lagt bag sig.
Peer Aarestrup er tydeligvis en rigtig københavnerdreng, der synes at kende den indre bys kvarterer, med baggårdsmiljøer, snak i gården, latriner og koldt vand, rotter, slagsmål og larm, men også familiesammenhold, dejligt hjemliv og naboskab, som sin egen bukselomme.
Vi møder også kærligheden i mange afskygninger, herunder fremstillingen af seksualiteten i al dens brogethed. Men der er også i massevis af stemningsfulde miljøskildringer fra herligt hjemliv med duften af nybagt morgenbrød, mængder af marmelade og dejlig mad kildende i næsen. Det er i familiens gode rammer, at kærligheden og mennesket kan udfolde sig. Deri er bogen en vejviser ind i vor familieforholds-forvirrede tid.
Historien, den enkeltes, men også den enkelte set som en del af en nation og en tidsperiode - symboliseret fx i romanen ved 2 forskellige personers dagbøger, som Emil bliver betroet videreførelsen af - er med til at give mennesket identitet, når det heri får mulighed for at spejle sig i historiens/historiernes fortid og fremtid.
En pudsig og ikke almindelig brugt ting, er forfatterens jævnlige www.-henvisninger, der giver læseren mulighed for at søge refererende fakta oplysninger på internettet.
Queenswood
255 sider
Anmeldt af Erik Linow
smag på bøgerne – en bid om dagen
Diamantpigen anmeldt af Bjarne Nederby Jessen, Udfordringen
Roman af Peer Louis Aarestrup
Masser af poesi og dramatik efterkrigsroman.
”Diamantpigen” af Peer Louis Aarestrup er en flot efterkrigsroman med masser af poesi og dramatik. Det er anden del af slægtsromanen om den dansk-tyske familie Hakens dramatiske liv gennem det tyvende århundrede.
Peer Louis Aarestrup fortsætter ”Diamantpigen”, hvor han slap i ”Asfaltblomsten duft”, hans debutroman fra 2010, som jeg anmeldte her i Udfordringen uge 46/2010. Da jeg læste ”Asfaltblomstens duft” tænkte jeg. Den roman skriger efter en fortsættelse – og nu foreligger den.
I Asfaltblomstens duft” følger vi en dansk familie, der var udvandret til Rusland under smøreventyret i 1800-tallets slutning. De landede senere i Tyskland og nogle af dem flyttede tilbage til Danmark som en dansk-tysk familie. Deres liv var en barsk historie og den barske historie fortsætter i efterkrigstidens Danmark med forfølgelse, frustrationer, skyld og et forsøg på at skabe sig en ny fremtid.
I Diamantpigen føder datteren Cæcilie sit barn under voldsomme omstændigheder i december 1945 og kalder barnet for Vreden. Hun forsøger at tage livet af barnet og flygter selv fra Skt. Josefs hospital og prøver at tage sit eget liv. Begge overlever og derfra udvikler historien sig dramatisk og barsk – og ind imellem overraskende. Det er næsten som en kriminalroman, men opleves dog som en autentisk historie.
Vreden, der senere gør brug af sit 2. navn, Emil, udvikler sig trods alle odds flot og har måske en lysende fremtid foran sig, hvor han kan lægge nogle af familiefrustrationerne bag sig.
Jeg er meget fascineret af den yderst poetiske fortællestil i en så dramatisk roman. Flot, flot skrevet. Jeg var begejstret for ”Asfaltblomstens duft”, men er endnu mere begejstret for fortsættelsen ”Diamantpigen”, som er en mere helstøbt roman end debutromanen. Forhåbentlig kommer der flere romaner fra Aarestrup - og gerne en fortsættelse af denne slægtsroman, hvor vi Vreden - Emil - frem mod vor tid. Den næste roman kunne blive en flot udviklingsroman, hvor vi kommer tæt på Emils voksenliv.
Bagest i ”Diamantpigen” til bibliotekerne finder man i en påklistret lomme lydbogen af ”Asfaltblomstens duft” indtalt af forfatteren selv. Fås på bibliotekerne.
Kan løbes særskilt som MP3 lyd-cd i boglader eller ved henvendelse til forlaget.
Tilladelse af bladets anmelder Bjarne Nederby Jessen