Morten Brask: En pige og en dreng

Efter lige at have læst to mere eller mindre skuffende bøger, som jeg havde endog meget høje forventninger til, gav jeg mig i kast med Morten Brasks En pige og en dreng, som ikke rigtig sagde mig noget på forhånd. Og lige den bog ramte mig virkelig - så jeg endda flere gange sad og græd, mens jeg læste.
Den unge navnløse fortæller begynder at gå til forelæsninger på KUA, hvor han lægger mærke til den smukke, mørke Maya. Til en universitetsfest finder de sammen og starter siden et langvarigt forhold. Men Maya har et ønske, der siden udvikler sig til et krav: Hun vil have børn, ikke engang, men nu. Han går med for at beholde hende, hun bliver gravid med tvillinger, og så bryder verden så eftertrykkeligt sammen - og det ender med at blive tabet af "det hele".
At Morten Brask har skrevet romanen med udgangspunkt i hans egen tilsvarende tragedie vidste jeg faktisk ikke, før jeg var færdig med den. For mange af de parforholdsmeknismer, som Brask glimrende beskriver, fungerer jo i ethvert forhold, uanset om man er ude for en tragedie af den kaliber, som romanen indeholder. Jo, forfatteren har helt sikkert haft et selvterapeutisk sigte ved at skrive En pige og en dreng, men det er samtidig lykkedes ham at lave et meget flot portræt af et kærlighedsforholds opblomstring og død. Både den historie og tragedien i den har almengyldighed. For alene angsten for tragedien sidder i alle, som er forældre, eller som parret i bogen har været på vej til det.
Derudover skriver Morten Brask fremragende. Han skaber en fin balance i et sprog, der aldrig bliver overformidlende eller overlader det det hele til læseren. Rigtig god guiding helt ind til kernen i historien og ud igen!
Til klar anbefaling - men måske lige til ikke vordende forældre, der lige har fået en termin...

Fra Bogbrokken