Modellen af Lars Saabye Christensen

Lars Saabye Christensen er tilbage i storform med rystende roman om en kunstner, der villigt ofrer alt for at bevare sin skaberevne.

Et halvt år før sin store jubilæumsudstilling og halvtredsårs fødselsdag mister kunstmaleren Peter Wihl et kort øjeblik synet. Hændelsen ryster ham i hans grundvold; mister han synet, forsvinder hele hans eksistensgrundlag. Da det viser sig, at han lider af en uhelbredelig øjensygdom, der i løbet af kort tid vil gøre ham blind, tilbyder en tidligere klassekammerat en behandling, der kan redde synet. Men prisen bliver højere, end kunstneren nogensinde har kunnet forestille sig.

Med denne dystre og urovækkende roman er Lars Saabye Christensen tilbage i storform. Allerede på første side fortælles det, at der vil ske en frygtelig ulykke, og meget tidligt i romanen bliver en hændelse med en sort hund et varsel om katastrofen, der lurer. Og sådan er det hele vejen igennem. Hver en side driver af antydninger om det forfærdelige, der vil ske, og læseren holdes fast i et iskoldt greb.

Symbolikken er noget banal og tung: En mand, der lever af sine øjne, er ved at miste synet. En mand, der er kendt for sine naturalistiske billeder af afskårne og ubrugelige legemsdele. Og Saabye Christensens referencer til Ibsen og Goethe er også gjort temmelig åbenlyse: Peter Wihls kone er scenograf og arbejder på en opsætning af Ibsens "Vildanden", hvor datteren Hedvig lider af en uhelbredelig øjensygdom, der efterhånden vil gøre hende blind. Den pagt, Peter Wihl indgår med den tidligere klassekammerat, giver direkte mindelser til den pagt, Faust indgår med djævelen i Goethes klassiker. I "Modellen" kommer djævelen godt nok ikke til Peter Wihl i skikkelse af en hund, men en hund får faktisk en fremtrædende rolle i romanen. Oven i købet er hele spørgsmålet om, hvad man er parat til at ofre for at bevare skaberevnen, i forvejen endevendt til hudløshed i litteraturen.

I de forkerte hænder kunne disse forhold gøre, at romanen faldt til jorden som en skamskudt vildand, men Saabye Christensen er så fantastisk en fortæller, at det bærer igennem alligevel. Sproget er hans redning - det er underspillet og knapt - men så meget desto stærkere i kraft af alt det, der kun står mellem linjerne. Resultatet er ganske enkelt uafrysteligt.