"Mændenes land" er en smuk og tragisk roman om kærlighed og tab. Libyske Suleiman er fanget mellem fars drøm om demokrati og mors ønske om aldrig at have født ham.
Året er 1979, Suleiman er ni år og bor i Tripoli i Libyen sammen med sine forældre. Faderen er forretningsmand og tit ude at rejse. Hver gang faderen er væk, bliver moderen syg og drikker meget "medicin".
Når medicinen begynder at virke, fortæller hun Suleiman om, hvordan hun blev tvangsgiftet som 14-årig og hvordan hun føler sig fanget i sit ægteskab.
Hurtigt finder man ud af, at faderen ikke kun er forretningsmand, men flirter med andre politiske styreformer end Gaddafis. Det viser sig at blive skæbnesvangert for alle.
Romanen er primært set ud fra barnets optik, og Suleiman prøver at forstå sin mors historier. Forstå, hvorfor hans vens far bliver hængt i fjernsynets primetime, og hvorfor hans egen far pludselig forsvinder for så at vende tilbage med øjne "som overmodne tomater og en underlæbe som en aubergine". Som voksen læser gyser man og forstår.
Romanen er en universel fortælling om at være borger i et diktatur. Om at leve isoleret, i evig angst for at røbe noget eller at tale over sig, fordi forkerte udtalelser kan være fatale. Om at forsvinde som "et saltkorn i et glas vand" eller "aldrig at se solen skinne mere".
"Mændenes land" er ikke blot en politisk roman om et despotisk styre, men også en fortælling om overgreb på kvinder og børn. Om hvad tvangsægteskaber og vold i familierne kan føre med sig. Direkte udmøntet i moderens omsorgssvigt overfor Suleiman og Suleimans gradvise forråelse overfor vennerne.
Sproget er sansemættet. Man fornemmer solens nådeløse varme, morbærrenes søde saft. Dufte, lyde og lugte er overvældende.
At læse "Mændenes land" er en store oplevelse. Jeg har været bevæget og vred, har smilet og nydt det meget anderledes sprog hele vejen igennem.
Romanen blev nomineret til Man Booker Prize i 2006. Engelsk libyske Hisham Matar lever i dag i eksil i London. Hans far har været forsvundet siden 1990.
Oversat af Jan Hansen. Gyldendal, 2007. 285 sider.
Kommentarer