Alle, der kendte Baronessen, som hun gerne ville kaldes, var enige om, at mennesket Karen Blixen var om muligt endnu mere fantastisk end de historier, hun skabte.

Og fantastisk er hun, når hun i filmklippene ser på os med sine store levende øjne med et pænt lag kohl på øjenlågene og taler til os med en stemme, så sensuel og med en levende, præcis diktion og et ansigt så kontrolleret passioneret.
 
Vi glemmer fuldstændig rynkerne og magerheden, som får os til at tænke i sygdomsbaner, mens hun tænder endnu en smøg. Vi er låst i hendes opmærksomhedsfelt og vil høre mere, meget mere og aner den magiske, forførende og manipulerende kraft, hun udøvede på de unge mænd, hun omgav sig med på Rungstedlund i 1950’erne.

Vi møder dem i filmen, Aage Henriksen, Knud W. Jensen og Thorkild Bjørnvig, mærket af årene, der er gået siden dengang, men også mærket for livet af Karen Blixen, af hendes ”åndelige realitet”, som Aage Henriksen siger det. Det er for os fascinerende og fantastisk at høre om, hvordan hun fik dem i sin magt, hvordan hun anså deres koner og ægteskaber for kedelige, beslaglæggende og normaliserende og derfor prøvede på enhver måde at få dem ud, ud på det åbne, så den seksuelle energi kunne omdannes til kreativ kraft, og de unge talenter kunne udfoldes.

Karen Blixen havde et dramatisk livsforløb, både i Afrika og Danmark. Filmen skildrer hovedsageligt hendes liv, efter at hun i 1931 vendte hjem fra sin afrikanske farm og bosatte sig på Rungstedlund, hvor hun var født og opvokset. Filmen byder også på optagelser fra ophold i USA, hvor Karen Blixen holdt en foredragsrække i slutningen af 1950’erne, og hvor hun havde mange beundrere.

Hun var ifølge filmen og den overleverede myte lystløgnersken, forførersken, manipulatoren, ekcentrikeren og geniet i én og samme person og en gudbenådet fortællerske. Hun var også et ensomt og kærlighedssøgende menneske, ser vi i filmen.

Vi har alle et Karen Blixen-billede, og filmen lægger sig ikke fast på ét bestemt. Så det er op til os selv, hvilket vi ta’r med os videre, for der er det særlige ved hendes udstråling, at den aldrig falmer, og hver gang man læser én af hendes historier, sidder hun ved siden af og taler med.

Det hele er krydret med citater fra Karen Blixens opdigtede personer, som i al deres mangfoldighed repræsenterer facetter af hende selv. Og vi får Karen Blixens yndlingsmusik som stemningsskabende ledsager hele vejen, f.eks. Haydn: ’Andante Cantabile/Serenade’, Tjaikovski: ’Andante Cantabile’ og Händel: ’Whereever You Walk’.

Det er en meget smuk og forførende og betagende film. Jeg købte den på Bogmessen i Forum sidst i 90’erne, og den hører til én af mine bedste filmoplevelser og har skærpet min appetit på forfatterskabet yderligere. Kan anbefales!

Den findes på video (VHS og DVD) og kan lånes på biblioteket.

Manuskript, instruktion, produktion og speak Christian Braad Thomsen. Kollektiv Film : i co-produktion med Statens Filmcentral : Danmarks Radio : Undervisningsministeriets Mediekontor, [1996]. - 1 kassette (VHS) (90 min.) : sort-hvid og farve + 1 pjece (29 sider : ill.)