Havet af John Banville
Jeg har føjet en ny roman til listen af yndlingsromaner – det er ”Havet” af John Banville. Den handler om sorgen over tabet af en ægtefælle, den erindrede barndom og første betagelse af det andet køn. Havet står centralt i romanen; hovedpersonens erindringer er tæt knyttet til havet, og havet bliver en metafor for det dragende, det mystiske og for døden.
Det lyder mørkt og trist men først og fremmest er ”Havet” en smuk bog, der omslutter læseren med sine fortættede sanselige beskrivelser, som når jeg-fortælleren ser sig i spejlet, og ser den gamle enkemand der er ladt alene tilbage med savnet: Som jeg stod der i den hvide kasse af lys, blev jeg et øjeblik ført til en anden fjern kyst, virkelig eller drømt, jeg ved ikke hvad, selvom detaljerne havde en bemærkelsesværdig drømmeagtig definition, hvor jeg sad i solen på en hård kant af fint sand og holdt en stor flad glat blå sten i hænderne. Stenen var tør og varm. Det var, som om jeg trykkede den mod mine læber, den syntes at smage af salt af havets dybder og afstande, fjerne øer, tabte steder under nedhængende palmeblade, de spinkle skeletter af fisk, vrag og råd. De små bølger foran mig i vandkanten taler med livlig stemme, hvisker ivrigt om en ældgammel katastrofe, måske Troja, der bliver plyndret, eller Atlantis, der synker i havet. Alt er fyldt til randen, brak og skinnede. Vandperler bryder fri og falder i en sølvtråd fra spidsen af en åre. Jeg kan se det sorte skib langt ude, det nærmer sig truende og umærkeligt hvert øjeblik. Jeg er der. Jeg hører din sirenesang. Jeg er der, næsten der.
John Banville er fra Irland, han skrev ”Havet ” i 2005 og modtog for denne Man Booker-Prisen. Romanen fik fremragende anmeldelser i USA og England -
Læs evt. lidt mere på min blog www.kiplingforever.blogspot.com
smag på bøgerne – en bid om dagen