Læs den og oplev eksotisk tiltrækningskraft og orientalsk sødme - læs den og bliv klogere på Østens historie og på aktuelle spørgsmål som globalisme og multietniske samfund!
Læs den, nyd den og bliv godt underholdt af en stor, letlæst, historisk roman!
"Ordet anthrax kommer fra samme rod som antracit, en slags kul. Når mennesker bliver ramt af miltbrand, ses den først som tilfælde af små betændte filipenser. Efterhånden som disse små sår vokser…."
Disse ord stødte jeg med forundring på, ikke i en amerikansk avis eller tidsskrift, men såmænd i Amitav Ghosh's nye roman Glaspaladset. Den er skrevet lang tid før "miltbrandterroren" i USA, og miltbrand er i virkeligheden en gammel sygdom, der først og fremmest inficerer jord og dyr. Den slags oplysninger er der masser af i romanen, og Glaspaladset er på mange måder en forunderlig historie, der tidsmæssigt spænder over en periode på godt og vel hundrede år. Den foregår i Burma, Indien og Malaja (eller Malaysia, som det hedder i dag).
I 1885 møder vi første gang bogens hovedperson: den 11-årige, forældreløse indiske dreng Rajkumar. Det skib, han arbejder på, er strandet i Mandalay på grund af englændernes invasion i Burma. Han overværer det burmesiske kongepar Kong Thebaw og dronning Supayals fordrivelse i eksil fra Glaspaladset til en flække, Ratnagiri i Indien. Blandt kongens følge er barnepigen Dolly, og fra det øjeblik, Rajkumar ser hende, ved han, hun vil blive hans skæbne. Tyve år senere, da han er blevet en driftig forretningsmand - han handler med burmesisk teak - opsøger han kongefamilien og Dolly i Indien, og fra da af er deres skæbne beseglet. De gifter sig, og nu udvikler bogen sig til en regulær familieroman over flere generationer.
I Ratnagiri støder vi på en anden vigtig person i bogen, Uma, der er gift med en indisk embedsmand i centraladministrationen. Da Umas mand dør, bryder hun ud af rollen som traditionel hinduenke med livsvarig sørgedragt og rejser til Europa og USA, hvor hun kommer i kontakt med indiske nationalister og hurtigt bliver en vigtig del af uafhængighedsbevægelsen.
Det spændende ved romanen er denne sammenhæng mellem den politiske, historiske og kulturhistoriske udvikling. Og da bogen slutter, er vi tilbage i nutidens Burma eller rettere Myamar, som det hedder i dag. Et af Rajkumars børnebørn ejer et fotoatelier, "Glaspaladset", som er samlingssted for en kreds af mennesker, der er modstandere af militærdiktaturet og støtter Aung San Suu Kyi.
Miljøet i bogen er i sagens natur meget eksotisk, og det bliver ikke mindre af, at den er fyldt med fremmedartede, magiske navne, sanselige lyde og lugte.
Det myldrer med børn og børnebørn, men de udgør kun en del af det store persongalleri. Og det er med at holde hovedet koldt, man kan godt løbe lidt sur i navne og steder, et personregister og et landkort kunne have gjort gavn. Men det ændrer overhovedet intet ved, at det er en pragtfuld roman.
En af avisanmelderne karakteriserer Glaspaladset "som en roman i den store stil - en dannelses- og skæbnefortælling på linje med Huset Buddenbrook af Thomas Mann", men jeg vil bare tilføje, at har man ikke de gamle klassikere med i den litterære bagage, så kan man som ny læser begynde med den store fortælling her.
Cicero, 2001. 492 sider
BogWeb - 3. december 2001
smag på bøgerne – en bid om dagen