I 1100-tallet er Danmark splittet mellem Svend, Knud og Valdemar - Jyllands mægtige stormænd vælger side, og vennerne Henrik og Buris involveres for Valdemar i magtkampene om valgkongedømme el
Medrivende middelalderroman om jyske frihedshelte og kongers magtsyge. Og førstehåndsberetning om de dage, da Sven, Knud og Valdemar kæmpede om at blive Danmarks førstemand.
Vi kommer helt tæt på blodgildet i Roskilde(1157), slaget på Grathe Hede(1157) og myten bag om Buris og Liden Kirsten. Jeg-fortælleren er den jyske stormand Henrik Arvigsøn af Nørholm, som er med hele vejen og genfortæller sin udlægning af den Danmarkshistorie, han oplever på krop og sjæl.
Romanens hovedtema er forholdet mellem magt og afmagt og ikke mindst deres bivirkninger, belyst gennem venskaberne mellem Henrik, Buris(af kongeæt) og Kong Valdemar. Kong Valdemar har sine forbundsfæller i Hvideslægten på Sjælland og har interesse i en stærk centralmagt, som sikrer et forenet Danmark, som kan stå for presset fra landets ydre fjender. Derudover er det vigtigt for ham at sikre sin slægts arveret til kronen.
Arveretten er til gengæld en torn i øjet på jyske stormænd som Henrik og Buris, der holder fast på deres urgamle ret til at tale på landets lokale tingsteder og stemme på et kongsemne. Idealistisk set står jyderne for en demokratisk linje i modsætning til en diktatorisk kongemagt, uagtet at denne kongemagt sikrede indre fred og lagde grunden til et Østersøimperium.
Det kan godt være, at jyderne har retten og kongen magten, men dette modsætningsforhold får katastrofale konsekvenser for deres venskaber. Kongen reagerer med sygelig mistro over for vennernes erklærede troskab og fratager dem al magt og ejendom – men bagsiden for kongen skildrer Henrik Arvigsøn således: ” Kongens blik, der atter lyste blåt efter ophidselsen, hvilede på mig, og jeg læste både vrede, sorg og skam i det, men under de følelser så jeg til min overraskelse et savn så dybt, som var det ham og ikke os, der var blevet berøvet.”(s.311)
Henrik, Buris og kongens søster Kirsten, som taler de to mænds sag, bliver forvist til det fjerne Vestervig i Thy, hvor vi i dag på kirkegården kan se Buris’ og Liden Kirstens grav.
Frit gennem Jylland er Martin Jensens debutroman, og han har her formået at gøre middelalderen levende og interessant gennem en personlig nyfortolkning af Danmarkshistorien. Senere har han fortsat sin middelalderkulisse i den populære krimiserie om Eske Litle fra Assens.
Jeg er netop færdig med at lytte til bogen som DR podcast. Hvis jeg ser bort fra en stigende irritation over indlæseren og bogens manglende sproglige kvaliteter, kan jeg kun sige at denne beskrivelse af magten og især hvad man som konge føler man bør gøre for at beholde den, er fremragende og underholdende læsning. At tilkæmpe sig magten er som andre steder beskrevet relativt let i forhold til at beholde den. Og Valdemar d. Store skyr ingen midler, faktisk virker han noget paranoid.
Interessant er også at vor historieskrivning for den periode er baseret på Saxo, som blev lønnet af Hviderne (Absalons slægt), og det er derfor Sjællands historie, vi har lært. Jydernes kamp for at beholde demokratiet (for at bruge moderne sprogbrug), stormændenes brug af Tinget som højeste magt er forbigået, ligesom Valdemars taktik med at lade Hvider overtage gårde i Jylland, som hans påståede fjender er tvunget bort fra.
Man skulle næsten tro at Valdemar og Absalon havde læst Macchiavelli, sådan som det lykkes dem at splitte deres modstandere.
smag på bøgerne – en bid om dagen
Jeg er netop færdig med at lytte til bogen som DR podcast. Hvis jeg ser bort fra en stigende irritation over indlæseren og bogens manglende sproglige kvaliteter, kan jeg kun sige at denne beskrivelse af magten og især hvad man som konge føler man bør gøre for at beholde den, er fremragende og underholdende læsning. At tilkæmpe sig magten er som andre steder beskrevet relativt let i forhold til at beholde den. Og Valdemar d. Store skyr ingen midler, faktisk virker han noget paranoid.
Interessant er også at vor historieskrivning for den periode er baseret på Saxo, som blev lønnet af Hviderne (Absalons slægt), og det er derfor Sjællands historie, vi har lært. Jydernes kamp for at beholde demokratiet (for at bruge moderne sprogbrug), stormændenes brug af Tinget som højeste magt er forbigået, ligesom Valdemars taktik med at lade Hvider overtage gårde i Jylland, som hans påståede fjender er tvunget bort fra.
Man skulle næsten tro at Valdemar og Absalon havde læst Macchiavelli, sådan som det lykkes dem at splitte deres modstandere.