Flere skrøner fra et værft af Susanne Grandt Jakobsen

"Flere skrøner fra et værft" af Susanne Grandt Jakobsen

Bogens forside

Flere humoristiske historier fra et skibsværft, hvor produktionen tilsyneladende spiller en sekundær rolle i forhold til privat foretagsomhed

Udgivet: 
2003
Forlag: 
Ovizon
Sidetal: 
157
Lån bogen - Køb bogen

Lån bogen på

Glæd dig til et gensyn med Mandolinen, Konsulen og Klarinetten. For her er endnu en samling velskrevne og underholdende historier fra en arbejdsplads fuld af mandehørm, øgenavne og sjældne personligheder.

Som forfatteren Susanne Grandt Jakobsen skriver i sit forord, er denne bog fuld af historier og minder om et stykke kultur, der er ved at forsvinde. Derfor griner man med en tåre i øjenkrogen, når man læser disse herlige skrøner. Eller måske er det bare, fordi jeg selv er frederikshavner...

Ligesom i den første bog fra værftet "Skrøner fra en værft: hvem fanden er Knud?" møder vi i denne bog nogle herlige mænd, der bygger skibe, drikker øl, giver hinanden øgenavne, driller hinanden og hjælper, hvis der er nogen, der har brug for det. Vi møder f.eks. skibsmaleren Sølvræven, der hjælper sin kollega pumpepasseren Ballongyngen, da dennes kone bedrager ham. Vi møder Den hvide Italiener, der sladrer og fedter for mester, og som derfor ender i havnen.

Historierne og personerne er hentet fra det, der engang hed Frederikshavn Værft/Danyard i Frederikshavn. Det værft, som har betydet noget for de fleste frederikshavnere på den ene eller den anden måde:

Jeg savner stadig min barndoms og ungdoms trygge lyd; rytmiske bankelyde af jern mod jern, når de store jernsektioner blev samlet til skibe både dag og nat. Jeg savner stadig at se flere tusind mand i blå kedeldragter og med hjelme gå ind igennem porten kl. kvart i syv om morgenen. Min by er famlende ved at finde en ny identitet, men hvor er jeg glad for, at én har lyttet til disse historier og skrevet dem ned, både de rigtige og løgnehistorierne.

Skrønerne er godt fortalt, de er velskrevne og meget humoristiske; man sidder simpelthen og klukker, mens man læser dem, og så er de gode at læse højt, så jeg kan kun sige: God fornøjelse!! Ovizon, 2003. 157 sider : ill. kr 189,-  
Til top