Anmeldelse
Family af Peter Bogason
Familien Pedersen er en tidstypisk dansk familie bestående af mor, far og to børn. Vi følger dem fra Murens fald i 1989 til finanskrisen i 2008 med de op- og nedture, livet består af.
Mit første møde med Peter Bogasons roman Family var betinget af, at jeg synes, idéen bag lød både interessant og original. Bogen falder i fem dele, som hver især er knyttet an til en international begivenhed: Murens fald i 1989, Dianas tragiske død i 1997, 11. september 2001, tsunamien i 2004 og finanskrisens indtog i 2007. Alle begivenheder, som på den eller anden måde har influeret ikke bare på verdenssituationen, men jo også på det enkelte menneske i større eller mindre grad.
I Family møder læseren den danske familien Pedersen, som består af faren Bjørn og moren Cecilie, der sammen har børnene Line og Mads. Deres liv skildres og udvikler sig naturligt i takt med tiden fra november 1989 til marts 2008, og undervejs griber de fem verdensbegivenheder ind i det mikrokosmos, familien kan betegnes som. Blandt andet befinder Mads sig i New York den 11. september 2001, ligesom Cecilie er i Thailand under tsunamien i 2004. Alt i alt var der lagt op til en god roman, mente jeg.
Beklageligvis blev den efterfølgende læsning ikke den store succes – og som det ovennævnte indikerer, er det virkelig ærgerligt, at romanens indhold ikke kan leve op til de gode rammer. Dels får de fire hovedpersoner aldrig rigtig kød og blod, og de bliver dermed irriterende utydelige – i hvert fald for denne læser. Mest vellykkede er forældrene, mens børnene Mads og i særdeleshed hans søster Line forbliver vage. Dertil kommer, at jeg finder dialogerne stive og dilettantiske, og endelig ”køber” jeg ikke personernes reaktioner og handlinger.
Når alt dette er sagt, er jeg da sikker på, at man sagtens ville kunne argumentere for, at lige netop disse mennesker altså gør, som de gør, og at det turde være ganske troværdigt, men det ændrer ikke på, at der for mig at se ikke er tale om en vellykket roman, hvis jeg som læser igen og igen tager mig selv i at tænke, at det her bare ikke holder. Og det mener jeg oprigtigt talt ikke, at det gør. Det hele bliver forceret og overfladisk – og dermed dybt uinteressant, selvom mit udgangspunkt var en formodning om det stik modsatte.
Hertil kommer de utallige slå- og trykfejl, som heller ikke på nogen måde virker befordrende for læsningen. Man kan sagtens tilgive nogle få af den slags småfejl, men i dette tilfælde er det kort og godt forstyrrende, og det kan en bog, der som nævnt ikke har for meget at prale af i forvejen, ikke tåle.
Jeg skal ikke afvise, at bogen muligvis kan have et publikum et sted, for undervejs var der ind imellem stunder, hvor jeg for en kort stund lod mig overraske af begivenhedernes gang og tænkte: ”Spændende! Hvad mon der videre sker?” Men svaret endte desværre alt for tit med at være: ”Ingenting.”
Familien Pedersen er en tidstypisk dansk familie bestående af mor, far og to børn. Vi følger dem fra Murens fald i 1989 til finanskrisen i 2008 med de op- og nedture, livet består af.
Mit første møde med Peter Bogasons roman Family var betinget af, at jeg synes, idéen bag lød både interessant og original. Bogen falder i fem dele, som hver især er knyttet an til en international begivenhed: Murens fald i 1989, Dianas tragiske død i 1997, 11. september 2001, tsunamien i 2004 og finanskrisens indtog i 2007. Alle begivenheder, som på den eller anden måde har influeret ikke bare på verdenssituationen, men jo også på det enkelte menneske i større eller mindre grad.
I Family møder læseren den danske familien Pedersen, som består af faren Bjørn og moren Cecilie, der sammen har børnene Line og Mads. Deres liv skildres og udvikler sig naturligt i takt med tiden fra november 1989 til marts 2008, og undervejs griber de fem verdensbegivenheder ind i det mikrokosmos, familien kan betegnes som. Blandt andet befinder Mads sig i New York den 11. september 2001, ligesom Cecilie er i Thailand under tsunamien i 2004. Alt i alt var der lagt op til en god roman, mente jeg.
Beklageligvis blev den efterfølgende læsning ikke den store succes – og som det ovennævnte indikerer, er det virkelig ærgerligt, at romanens indhold ikke kan leve op til de gode rammer. Dels får de fire hovedpersoner aldrig rigtig kød og blod, og de bliver dermed irriterende utydelige – i hvert fald for denne læser. Mest vellykkede er forældrene, mens børnene Mads og i særdeleshed hans søster Line forbliver vage. Dertil kommer, at jeg finder dialogerne stive og dilettantiske, og endelig ”køber” jeg ikke personernes reaktioner og handlinger.
Når alt dette er sagt, er jeg da sikker på, at man sagtens ville kunne argumentere for, at lige netop disse mennesker altså gør, som de gør, og at det turde være ganske troværdigt, men det ændrer ikke på, at der for mig at se ikke er tale om en vellykket roman, hvis jeg som læser igen og igen tager mig selv i at tænke, at det her bare ikke holder. Og det mener jeg oprigtigt talt ikke, at det gør. Det hele bliver forceret og overfladisk – og dermed dybt uinteressant, selvom mit udgangspunkt var en formodning om det stik modsatte.
Hertil kommer de utallige slå- og trykfejl, som heller ikke på nogen måde virker befordrende for læsningen. Man kan sagtens tilgive nogle få af den slags småfejl, men i dette tilfælde er det kort og godt forstyrrende, og det kan en bog, der som nævnt ikke har for meget at prale af i forvejen, ikke tåle.
Jeg skal ikke afvise, at bogen muligvis kan have et publikum et sted, for undervejs var der ind imellem stunder, hvor jeg for en kort stund lod mig overraske af begivenhedernes gang og tænkte: ”Spændende! Hvad mon der videre sker?” Men svaret endte desværre alt for tit med at være: ”Ingenting.”
Kommentarer