Hadet kender ingen grænser, men det gør kærligheden heller ikke. En rørende fortælling om krig, kærlighed og håb.
Hvad ville du tage med, hvis du flygtede over hals og hoved fra krigens rædsler? I denne roman er svaret: en vandmelon, en fisk og en bibel, noget der i denne bog kunne symbolisere ære, overlevelse og tro.
Jeg blev suget ind i stemningen i denne meget rørende historie. Alt er fortalt meget sanseligt, og den sydlandske stemning blandet med krigens rædsler gør historien meget fængende.
Historien starter 20. juli 1974 og skildrer den første uge af Cyperns besættelse. Vi følger Koki og ser invasionens grusomheder gennem hendes øjne blandet med flashback fra hendes opvækst i byen. En opvækst der er præget af landsbyfolkenes egne grusomheder, men også kærlighed og længsel.
Cyperns historie fortæller om et nedgroet had mellem tre forskellige folkeslag: Briterne, tyrkerne og grækerne. Koki er en pige med et flammende rødt hår, og alle i landsbyen mener, hun er datter af fjenden, en britisk soldat. Hun lægges for had og vokser op isoleret fra byens sammenhold. Da hun forelsker sig i den unge tyrkiske skomager, bliver gravid og forladt, fryses hun endegyldigt ude af samfundet.
Denne roman rummer mange gode historier, forfatteren kommer vidt omkring, og selvom historien både er sørgelig og grusom, er den også på samme tid smuk. Forfatteren formår at beskrive det lille samfund, så man næsten kan dufte krydderurterne og smage citronæggesuppen. Kvindernes rædsler under invasionen bliver beskrevet meget fint og medfølende, selv de rædselsfulde kvinder fra Kokis opvækst får læseren sympati og medfølelse med. Forfatteren tegner et flot portræt af Cypern og især af grækere og deres helt specielle karaktertræk.
Jeg læste bogen meget hurtigt for den ene side tog den næste. En absolut vidunderlig historie om kærlighed, længsel og håb. Denne bog vil jeg anbefale til alle, der godt kan lide en god kærlighedshistorie. Dette er Christy Lefteris debutroman, og hun gør det godt. Hun stammer selv fra græsk-cypriotiske forældre, der efter den tyrkiske invasion flygtede til London.
Kommentarer