En letlæst og underholdende beretning om en vandring på den berømte Camino de Santiago-rute med mål på Nordspaniens vestkyst. Intet nyt under solen, men en fin oplevelse for en sofarejsende.
Der er udgivet mængder af personlige skildringer af en Camino-vandring. Der er de spirituelle, som kan være både "find dig selv"-beretninger, de egentlig religiøst baserede, og der er de praktiske "hvordan gør man?"-bøger. Men der er faktisk lige så mange versioner af Caminohistorier, som der er vandrere.
Hvis en Camino-beretning skal kunne give modtageren udbytte, skal den være velfortalt og i et rimeligt nuanceret sprog samt kunne give mening for andre.
Dette lever Kolja Riefenstahls lille bog faktisk op til for mig som læser. I forvejen holder jeg meget af at læse gode rejseskildringer alle slags, lige fra klassikerne som T.H. Lawrence, Baggesen og H.C. Andersen, de gode gamle i "Kløvedal-genren" og de litterære globetrottere som Chatwin og vores egen Thomas Boberg. Riefenstahl er tilstede i sin fortælling, skriver samtidigt solidt uden litterære ambitioner, der ikke tilgodeses, som fx Shirley MacLaine, der skuffede mig frygteligt. Derfor kan jeg godt finde plads til ham i min "rejsebogssamling".
Mange af Camino-skribenterne har brugt vandringen og den efterfølgende bog som en vej til bedre selvindsigt, og Riefenstahl hører til i denne kategori. Han havde et behov for at blive bedre til at være i nuet, ikke hele tiden skulle styrte af sted med snuden i sporet og med fokus på næste mål. Han oplevede, som titlen antyder, at det er vejen, der er det primære. Ikke selve målet.
Nu er han jo ikke den første, der har sagt "Mærk verden", men man kender jo så ganske glimrende, hvor befriende det er, hvis man kan læne sig tilbage, ofte bare mentalt og tage tingene som de nu kommer.
Som i mange andre Camino-bøger, får vi mange finurlige portrætter af folk og fæ, som han møder undervejs. Lige fra den venlige røde vejviserkat til en yndig koreansk fransklærerinde og japaneren, der lærer sine vandrefæller at skrive haikudigte. Vi hører også lidt om Spaniens økonomiske problemer, om hvordan staten af mange ses som en uvedkommende røver, så hvorfor dog betale moms og skat?
Alle er nok ikke så heldige som Riefenstahl, der i afslutningsafsnittet konkluderer, at man kun skal arbejde med det, man har det bedst med. Ingen er nok uenige heri, bare man så også kan leve af det. Men bogen er altså underholdende for en som undertegnede, der kun agter at nøjes med at læse om Camino-vandrernes strabadser og garanteret også for de, der kan bruge hans praktiske tips.
Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.
Kommentarer