En ny bog om Danmarks runeindskrifter

Oprettet: 22.08.2016 - 16:49

Bog: "Danmarks runesten" af Lisbeth Imer

Bogens forside

Gennemgang af de mange facetter af historien omkring runer og runesten i Danmark, fra midten af 700-tallet til midten af 1100-tallet.

Forfatter: 
Lisbeth Imer
Udgivet: 
2016
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
364
Lån bogen - Køb bogen

I

‘Kong Harald bød gøre disse kumler …’ Således begynder den navnkundige indskrift på den store runesten i Jelling – ‘Danmarks dåbsattest’ – som Kong Harald blåtand satte over sin fader og sin moder. Navnkundig, for de fleste med interesse for Danmarks ældre historie kender disse ord, ligesom de formentlige ved, at Sote ristede runer på Glavendrup-stenen, Danmarks længste indskrift. Runetekster som disse hører til de mest centrale i det danske runemateriale og derfor også til de oftest citerede. Andre – ikke mindre vigtige – runeindskrifter lever derimod en upåagtet tilværelse i videnskabelige afhandlinger og anden faglitteratur.

Blandt andet denne kendsgerning har bevæget runologen Lisbeth Imer til at skrive Danmarks runesten. Værket, der bygger på den nyeste forskning, henvender sig i første række til lægmand, der ikke har den mere faglige indsigt i runelitteraturen; dermed dog ikke sagt, at mange andre ikke kan få nytte – og ikke mindst glæde – af den nye bog.

Ved første øjekast studsede nærværende anmelder over bogens undetitel, ‘En fortælling.’ Man får nemt bange anelser om en relativistisk tilgang. Men når man ser nærmere til, opdager man, at ‘En fortælling’ blot er den naturlige måde at udtrykke vor videns usikkerhed; slutningsgrundlaget er yderst sparsomt. For omend der behandles så meget som omkr. 260 runestene, så er den enkelte indskrift sjældent særlig meddelsom; runestenenes glanstid forsyner os som oftest med indskrifter efter formelen ‘X satte denne sten efter Y’ med behørige variationer. Endvidere peger titlens ‘fortælling’ på, at der ikke er tale om en ny udgave af Danmarks runeindskrifter, men derimod en ramme til at forstå disse indskrifter i, som Imer bemærker (s. 10 f.):

‘Én runesten fortæller næsten ingenting om de lokale eller regionale historiske forhold, men sammenholder man den med dens jævngamle søskende, og har man et øje for, hvodan de politiske forhold var på netop dét tidspunkt i historien, tegner der sig et lidt tydeligere billede af meningen bag de tekster og monumenter, som for os i dag kan være ubegribelige eller i hvert fald vanskelige at forstå.’

 

II
Bogen er inddelt i 18 kapitler (foruden et lille forord) og falder indholdsmæssigt i to dele:

De første ni kapitler danner det faglige grundlag. Der er således kapitler om sprog*), skriftkyndighed og forskelligt andet omkring skikken at riste (‘ridse’) runer, samt en indføring i forskningen og om, hvorledes man daterer stenene.

Dernæst følger en kronologisk gennemgang af materialet, ordnet i perioder. Dette forekommer som en god fremgangsmåde, da inddelingen er foretaget ud fra de ændringer, der skete i runestensskikken, og det giver således læseren mulighed for at se sammenhængene tydeligt. Til sidst findes tre kapitler om navneskik, senere tiders runesten samt om bevaringen af runesten. Bagest findes en litteraturoversigt, en oversigt over illustrationer samt et register.

Gennem bogens register kan man finde frem til de konkrete runesten, t.eks. hvis man selv vil på runestensjagt. I den forbindelse kunne man godt have ønsket en afsluttende oversigt over samtlige runestene med angivelse af indskrifterne og oversættelse. I selve fremstillingen får man nemlig ikke altid alle disse oplysninger, oftest kun oversættelse eller evt. en parafrase. Det er forsåvidt fint, fordi det hjælper med at holde fremstillingen flydende og stram. Men når man selv står ‘i marken’ ved den konkrete sten, ville det have været en formiddabel hjælp til at dichiffrere en måske svær indskrift (og ‘i marken’ er det ikke altid, man vil kunne tilgå Nationalmuseets i øvrigt nyttige runestensdatabase, Danske Runeindskrifter).

Lisbeth Imer har sammen med fotograf Roberto Fortunas fortaget den episke rejse rundt til det gamle Danmarks runestene (d.v.s. omfattende Slesvig og Skånelandene), hvor de nu har deres plads, på mark og på museum. En fuldstændig nyfotografering af de omkr. 260 runesten må siges at forhøje bogens nytte betydeligt. Foruden nydelsen af fotokunst på højeste niveau, så er billederne ofte enestående redskaber, hvis man selv vil forsøge sig med læsningen af en indskrift. Som eksempel kan nævnes den såkaldte Bække 2-sten ved Klebæk Høje i Midtjylland: Når man selv står ved stenen, er den næsten ulæselig; men ved fotografering i den rette belysning, vinkel o.s.v. kan Fortuna give os et vidunderligt skarpt og læseligt billede (s. 166). M.h.t. illustrationenerne må det samtidig beklages, at eksterne billeder – d.v.s. sådanne, der ikke er fotograferet af Fortuna – synes at være i en ualmindelig dårlig opløsning, t.eks. s. 184 af den svenske Tuna-sten.

 

III
Gennemgående er bogen velskrevet, og det synes at være lykkes forfatteren vel, at fremstille vore runeindskrifter i et nyt lys. Teksten er fri for de fleste akademiske indforståetheder og taler til den almindelige læser uden at give køb på indholdet. Undervejs gennem bogen kan man dog få et par småsten i skoen – foruden noten ovenfor til vikingetidens sprog –:

Dronning Thyra kaldes i runeteksterne drōttning, hvilket udlægges som ‘ætling efter en drot.’ (s. 172). Tidligere (s. 144) er ordet blevet mere indgående behandlet, og vi får at vide, at dette ord ikke uden videre kan oversættes med det tilsvarende nudanske ‘dronning.’ Man skal, siger Imer, være varsom med den slags ligefremme oversættelser – hvilket man må være helt enig i. Dernæst går hun over til forskellige overvejelser over, hvad ordet kan betyde i vikingetiden, og fortsætter: ‘drōttningvar altså det kvindelige modstykke til en “drot” […] og kan ikke anvendes som et synonym for “hustru” eller “gemalinde”.’ I Ordbog over det norrøne prosasprog angives imidlertid så meget som otte betydninger af ordet (på baggrund af de norsk-islandske sprog i middelalderen), og betydning fire er netop ‘hustru til regent,’ bl.a. i det store kongesagakompleks – ofte tilskrevet den islandske høvding, Snorre Sturluson – Heimskringla, almindeligvis dateret til 1230erne. Ordet findes således ikke kun i betydningen ‘kvinde af kongesægt’ i dette værk, som vi ellers får at vide.

På side 178 omtales den store Jellingsten, den førnævnte ‘Danmarks dåbsattest,’ og hvordan stenens ene side med løve og en slange har været tolket. Her kunne man godt have ønsket en lidt fyldigere, kunstnerisk kommentar, evt. teologisk (hvis der er tale om Løven og dragen).

Endelig citeres s. 219 en strofe (der er tale om str. 77) af eddadigtet, Den højes tale (Hávamál). Det har ikke umiddelbart været muligt at finde ud af, hvilken udgave, oversættelsen er taget fra. Måske er det forfatterens egen oversættelse? I givet fald er der tilsyneladende byttet om på nogle af linierne, hvilket virker besynderligt.

 

IV
Det må understreges, at d
isse dele er nu på ingen måde noget, der ødelægger helhedsindtrykket af bogen – og man skal jo huske på, at det altid er nemt efterfølgende at kritisere dette og hint; det er trods alt nemmere at finde vej på et kort, end når man selv står midt i vildmarken. Bogen oplyser udmærketom fjerne tider; ja, tider så fjerne, at det er svært for ikke-fagfolk at have nogen klar ide om den. Opgaven at føre os ind i denne verden løser Lisbith Imer på bedste vis.

*) M.h.t. vikingetidens sprog oplyses følgende (s. 20):

‘Kilderne til vikingetidens sprog er sammensat af tre grupper af kilder: de islandske sagaer, der havde levet som mundtlige historiefortællinger i flere hundrede år, inden de blev skrevet ned fra slutningen af 1100-tallet og ind i 1400-tallet, Snorris Edda, som blev forfattet på Island af høvdingen Snorri Sturlasson i begyndelsen af 1200-tallet, og som indeholdt mytologiske fortællinger og skjaldedigte med forfatterens kyndige kommentarer, og så naturligvis runestenene.’

Til dette stykke må følgende bemærkes:

  1. De islandske kilder er fra midt i 1100-tallet og frem, og de er som sådan ikke umiddelbare kilder til vikingetidens sprog, som tilhører den ret foregående periode. Noget andet er, at sproget i og for sig har ændret sig så lidt, at disse kilders sprog ofte kan benyttes til sammenligningsgrundlag.
  2. Det er svært at få øje på, hvorfor Edda og de islandske sagaer skal forstås som to særskilte kilder til det nordisk sprog først og fremmest i middelalderen. Snorre levede netop på den tid, da de fleste af de islandske sagaer blev ført i pennen.
  3. At hævde, at de islandske sagaer ‘havde levet som mundtlige historiefortællinger i flere hundrede år’ o.s.v. er nok at tage munden for fuld. Inden for forskningen er der ingenlunde enighed om de islandske sagaers forhistorie. Er der tale om en mundtlig tradition, der blev skrevet ned? Blev sagaerne som værker dannet med nedskrivningen? Er det snarere et sted midt imellem? Eller skal der en helt anden forklaring til? Udmeldingen er for summarisk og ensidig, og så giver den et skin af, at islændingesagaerne ved deres mundtlige overlevering ‘næsten’ går tilbage til vikingetiden. Om de så også skulle gøre det, så er sproget netop een af den ting, som formentlig ville have forandret sig mest.

Snarere end at gøre Snorre og islændingesagerne til to selvstændige kilder, har forfatteren formentlig tænkt på:

  1. Den islandske middelalderlitteratur i sin helhed, og da navnlig den ældste del af denne, t.eks. Den islandske homiliebog fra omkring 1200. Naturligvis kan den senere litteratur, såsom Edda og islændingesagaerne og meget andet, t.eks. kongesagaer, også benyttes; sproget på Island er trods alt meget konservativt. For hele litteraturen gælder, at man må være sig de geografiske hhv. de historiske forskelligheder bevidst.
  2. I stedet for Snorres værk, Edda, kan skjaldedigtningen være en kilde til vikingetidens sprog. Snorre bringer en del gamle skjaldedigte, og måske er det denne kendsgerning, forfatteren har i tankerne. Men det giver større klarhed rentud at tale om skjaldedigtningen.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - september 2017. 2. del

19.09.2017 - 10:11 - Marit

Sluk telefonen og lad græsset gro – de gode bøger står i kø for at blive læst.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

04.09.2017 - 12:12 - Marit

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - august 2017

07.08.2017 - 08:53 - Marit

Peter Poulsen, Zadie Smith og Paula Hawkins – lidt for enhver smag.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - juni 2017

07.06.2017 - 20:42 - Marit

Koreanske vegetarer, amerikanske slaver i fortid og fremtid, agitprop, Første verdenskrig og kærlighed er noget af det, årets første sommermåned byder på, og som vi kan glæde os til.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - maj 2017

03.05.2017 - 21:32 - Marit

Forårssæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget at glæde sig til. Bl.a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - marts 2017

02.03.2017 - 14:05 - Marit

Der er gang i udgivelserne derude, man bliver helt svedt. Morten Ramsland, Emma Donoghue og meget andet, der ser godt ud.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - februar 2017

02.02.2017 - 13:12 - Marit

I februar får vi nyt fra gamle og unge danske forfattere, samt en hel del etablerede nordmænd/kvinder, bla. a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - januar 2017

03.01.2017 - 20:57 - Marit

Hvad vi ikke nåede at læse i 2016, kan jo læses i 2017 - men bøgerne kommer i skarp konkurrence med de nyudgivelser, der allerede trænger sig på.

Temaer

Gå på opdagelse i Litteratursidens temaer og bliv klogere på nye tendenser,  genrer og markante emner i litteraturen.

Artikel: 5 litterære trends i 2016

09.12.2016 - 16:29 - Lise Vandborg

Familie, moderskab, psykisk sygdom, samfundskritik og fortolkning af historiske skikkelser er de vigtigste temaer i årets danske litteratur.