Eksil af Denise Mina

"Eksil" af Denise Mina

Bogens forside

Kriminalroman -  Maureens bedste veninde Leslie beder hende om hjælp, fordi hendes svigerinde er sporløst forsvundet - Et skamferet lig bliver fundet i Themsen, så Maureen tager fra Glasgow til Lon

Udgivet: 
2003
Forlag: 
Århus : Klim
Sidetal: 
366
Lån bogen - Køb bogen

Lån bogen på

Andet bind i romantrilogien, der startede med "Garnethill" i 2002 og har den 23-årige Maureen som hovedperson. Maureen har stadig psykiske problemer efter at være blevet misbrugt som barn af faderen. Nu er faderen vendt tilbage til Glasgow og har ovenikøbet bosat sig ret tæt på Maureen, og det gør hende usikker og vred. Maureens forhold til sin alkoholiske mor er også temmelig anstrengt, ligesom hun har problemer med sin nye, iøvrigt ret søde elsker og med sit job på krisecentret for kvinder. Veninden Leslies nye kæreste bryder hun sig heller ikke synderligt om, så det ellers nære venindeforhold glider længere og længere ud.

Da en kvinde med svære kvæstelser søger hjælp på krisecentret og derefter forsvinder sporløst, begynder Maureen, kraftigt tilskyndet af Leslie, at undersøge, hvorfor kvinden har forladt sin mand og sine fire børn under 10 år. Umiddelbart efter findes kvinden brutalt myrdet i London, og det giver Maureen en kærkommen lejlighed til at rejse dertil for at forfølge sporet og på den måde slippe væk fra sine egne problemer. Mordet viser sig at have forbindelse til narkokredse, og de bryder sig ikke om, at Maureen blander sig i deres anliggender. 

Maureen har mange træk til fælles med den desillusionerede kommissær John Rebus fra Ian Rankins romaner. Begge bevæger sig i Skotlands underverden blandt sociale tabere og kriminelle og har ikke store forhåbninger om en bedre og mere retfærdig verden. Alligevel har de overskud til at involvere sig i deres medmenneskers liv og være med til at gøre en forskel.

Selv om det er et trøstesløst miljø og mange af personerne befinder sig på samfundets nederste trin, er der en optimistisk tone i bogen. Historien er fortalt i et enkelt sprog uden sentimentalitet og med en barsk form for humor. Forfatteren er i besiddelse af stor menneskekundskab og psykologisk indsigt. Maureen er en troværdig heltinde, der trods sin psykiske sårbarhed er en sej ung kvinde med begge ben solidt plantet på jorden. En interessant og anbefalelsesværdig krimi, som læsere af Lisa Marklund og Anne Holt vil synes om.

Oversat af Klavs Brøndum. Klim, 2003. 366 sider. Kr. 349,-
Til top