Muntre, livsglade og stemningsfyldte forfattererindringer fra 1920´ernes Paris.
Hemingway udgav i 1960 ”Der er ingen ende på Paris”, der er hans erindringer om årene i Paris fra 1921 til 1926. Bogen er vidunderlig læsning.
Der er fine beskrivelser af, hvordan Hemingway sidder på sin yndlingscafé og skriver små historier og noveller.
Man kan se det for sig, forfatteren med sin blok, sin blyant og sin café-au-lait. Vi hører også om møder med og venskaber med andre af datidens store forfattere: James Joyce, Ezra Pound, Scott Fitzgerald, Gertrude Stein o.a. Og det er ikke café-au-lait, de drikker mest af ellers. Der bliver godt nok drukket meget vin, øl og adskillige aperitiffer.
Bogen består af en række af hinanden uafhængige fortællinger om livet i Paris, og egentlig behøver man ikke læse dem i nogen bestemt rækkefølge. De handler om livet og dagligdagen i Paris for en ung forfatter. Det gælder både små tekster om Hemingways måde at arbejde på, hans følelse, når en fortælling er færdig. Tekster om spadsereture rundt i Paris, om at føle sig lykkelig i foråret, om at forsøge at få honorarer til at vare lidt længere ved at spille på væddeløbsheste. Men det gælder i høj grad også tekster om kærligheden til sin unge kone, sit lille barn, til gode samtaler, god kunst, god mad og ikke mindst gode vine.
Den lille bog lyser af glæde og appetit på livet. Selvom der også er afsnit om sult og fattigdom, så er hele bogen en hyldest til kunsten at leve i nuet: ”Vi spiste godt og billigt og drak godt og billigt og sov godt og lunt sammen og elskede hinanden”. Derudover rejser det unge par, når de har penge, ser på kunst og møder andre kunstnersjæle i Paris. Kan man ønske sig mere??
”Der er ingen ende på Paris” er en nydelse at læse, fordi den i den grad handler om nydelse ved livet, ved venskabet, kunsten og kærligheden. Og lad mig slutte med de ord, Hemingway slutter sin lille erindringsbog med:
”Men sådan var Paris i vores ungdom, da vi var meget fattige og meget lykkelige.”
smag på bøgerne – en bid om dagen