På slægtsgården i Nordjylland sidder den 90årige Anton og ser tilbage på sit liv, som har været slidsomt, og hvor den dominerende moder, som blev 100 år, totalt har domineret hans tilværelse.
"Livet på landet er ingen leg" - et sangcitat, der kun passer alt for godt på Anton Oppgårds liv. Det er hårdt at være bonde - og når MOR er den inkarnerede ondskab, er det næsten ikke til at bære.
Anton Oppgård fødes i 1917 og i romanen følger vi hans liv på slægtsgården i Nordjylland lige til hans død som 90-årig. Han overtager gården i en ung alder og bliver dermed den syvende bonde i slægten, men hans mor styrer ham og alt andet med ufatteligt hård, selvisk og uretfærdig hånd.
Anton elsker - vistnok - Anna fra Ågården, men Anna er lidt let på tråden, mener MOR i hvert fald, og Anton er temmelig tung i det. Med Ingeborg, som er pige på Oppgård går det bedre , indtil deres barn dør på mystisk vis under fødslen, og Ingeborg kort efter går i gadekæret.
Anton lever sit liv på gården med sin mor som den styrende kraft. Hun er den, der følger med i udviklingen og sørger for indkøb af traktorer, mejetærskere og bil. Anton følger bare med, og selv om han jævnligt bestemmer sig for at "slå i bordet", så bliver det nogen temmelig slatne slag.
Man føler både medlidenhed med og irritation over den vege og eftergivende Anton - og stor medlidenhed med de piger, der kommer inden for Antons cirkler. Antons mor er derimod en af de mest modbydelige kvindeskikkelser i litteraturen, og så snu og beregnende at alle sønnens oprørsforsøg er dømt på forhånd.
En fantastisk levende fortælling om mennesker i en periode, der byder på de største forandringer i landbruget og samfundet i historien. Psykologisk troværdigt og medrivende. Skrevet så man bliver ført frem og tilbage i tiden - temaer, personer, følelser og meget andet bestemmer den på én gang traditionelle og nye fortællestil.
For alle med hang til gode personbeskrivelser, og vel udfoldede fortællinger
smag på bøgerne – en bid om dagen