David Vann: Caribou Island

Oprettet: 05.07.2013 - 10:43

Bog: "Caribou Island" af David Vann

Bogens forside

Gary og Irene burde have det fint, han er succesrig tandlæge i en lille by i Alaska, de bor godt - Men så vil Gary selv bygge en bjælkehytte på en svært tilgængelig ø - Alt falder fra hin

Forfatter: 
David Vann
Oversætter: 
Kristian Bang Foss
Udgivet: 
2011
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
303
Lån bogen - Køb bogen

Caribou Island er som at læse en blind vej. Det er en sort fortælling om en familie, som er dybt splittet og dysfunktionel, men desværre på samme tid bundet til hinanden, fordi de ikke kan finde ud af ikke at være familie. Derfor må det også ende galt. Hvad det gør. Der er ingen grund til spoiler alarm, da det står klart fra første færd, hvor familieoverhovederne kæmper en håbløs kamp i en storm af poseidonsk kaliber. Spørgsmålet er hvordan det skal gå galt, og om man finder ud af hvorfor. Forstår hvorfor mennesket stifter familie og indgår i relationer, der som grundparagraf har loyalitet og kærlighed, når nu mennesket ikke ejer evner og overskud til andet end at være kærlig og løgnagtig overfor sig selv.

Omkring familien står en kreds af fjendtlige ligefuldt elendige og perfide bipersoner, som i bedste fald er latterligt handlingslammede eller bundløst ligeglade. I værste fald psykopatiske. De bidrager ikke med konstruktive løsninger.

David Vann er blevet sammenlignet med Cormac Mccarthy - hvilket er forståeligt nok, men jeg kom mere til at tænke på Douglas Coupland, uden humor og indignation. Jeg ser sammenligningen er som at sammenligne Cola og hindbærbrus, men de deler blikket på det sociale liv, der ikke vil lykkes. På skæbnernes tragiske kapløb. Og så deler de noget nordamerikansk.

Romanen har en olympisk fortæller, hvad man i den grad skal vende sig til - og måske aldrig forliges med - fordi det kan virke som et håndholdt studium i en amerikansk tragedie, der faker ikke at være håndholdt. Det betyder imidlertid vi kan bevæge os fra person til person og opleve deres versioner af sig selv og hinanden, hvilket som antydet kan være svært at bære, når der er så lidt at holde af, og så meget der er fordærvet.

David Vann skriver efter sigende ikke så meget på plottet som på stemningen og fornemmelserne (der er et godt interview på Litteratur på P1), hvorfor historien om familien udvikler sig omkring byggeriet af en hytte på den ø, der har lagt navn til romanen. Hytten er som bekendt et ursymbol på en lang række eksistentielle livsnødvendigheder, og - hårdt trukket op - vel også en slags grundsymbol på det der sker med mennesket, da det for første gang samler grenene sammen, for at bruge dem til noget, i.e. civilisationen. I romanen bygges hytten af Gary, familiens naturelskende fader, mens resten familien enten deltager eller ser på. Bygningen af denne hytte, som alt efter synsvinkel er en flugt eller en endestation, kaster under alle omstændigheder et rigt mål af syg- og dårligdomme af sig. Det er ikke for meget sagt, at den forstærker det, der i forvejen svækkede hele familiens indbyrdes forhold. Meget af det nedarvet, og det man ikke har fået i vuggegave af sin forældre, har et uinspirerende udkantsmiljø elller et målløst hippieårti sørget for.

Der er med andre ord ikke andet end nederlag og elendighed at komme efter i denne roman. Man kan ikke undgå at blive påvirket af den, men det er svært at bruge den til noget godt. Hos Mccarthy er det sorte massiv på en måde provokerende, her er det lige så sumpet og sort og slasket som skovbunden i Alaska. Det eneste håb man fornemmer, er at Vann slutter romanen minutterne inden romanens eneste ikke alt for elendige uordentlige menneske - datteren Rhonda - må bryde sammen og overgive sig til dét store intet, der tydeligvis har fostret de andre personer.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Marit

    fre, 05/07/2013 - 12:58

    Det er en meget fin analyse, du har lavet på David Vanns bog. Da jeg læste den, udsatte jeg at læse de sidste sider, den var bare for kold og barsk - og, som du siger, er der ingen tvivl om udgangen. Men David Vann er en fremragende forfatter, og jeg kan "varmt" anbefale denne dybfrosne roman

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - september 2017. 2. del

19.09.2017 - 10:11 - Marit

Sluk telefonen og lad græsset gro – de gode bøger står i kø for at blive læst.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

04.09.2017 - 12:12 - Marit

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - august 2017

07.08.2017 - 08:53 - Marit

Peter Poulsen, Zadie Smith og Paula Hawkins – lidt for enhver smag.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - juni 2017

07.06.2017 - 20:42 - Marit

Koreanske vegetarer, amerikanske slaver i fortid og fremtid, agitprop, Første verdenskrig og kærlighed er noget af det, årets første sommermåned byder på, og som vi kan glæde os til.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - maj 2017

03.05.2017 - 21:32 - Marit

Forårssæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget at glæde sig til. Bl.a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - marts 2017

02.03.2017 - 14:05 - Marit

Der er gang i udgivelserne derude, man bliver helt svedt. Morten Ramsland, Emma Donoghue og meget andet, der ser godt ud.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - februar 2017

02.02.2017 - 13:12 - Marit

I februar får vi nyt fra gamle og unge danske forfattere, samt en hel del etablerede nordmænd/kvinder, bla. a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - januar 2017

03.01.2017 - 20:57 - Marit

Hvad vi ikke nåede at læse i 2016, kan jo læses i 2017 - men bøgerne kommer i skarp konkurrence med de nyudgivelser, der allerede trænger sig på.

Temaer

Gå på opdagelse i Litteratursidens temaer og bliv klogere på nye tendenser,  genrer og markante emner i litteraturen.

Artikel: 5 litterære trends i 2016

09.12.2016 - 16:29 - Lise Vandborg

Familie, moderskab, psykisk sygdom, samfundskritik og fortolkning af historiske skikkelser er de vigtigste temaer i årets danske litteratur.