Courage-Ensemblet af Michel Faber

Courage-Ensemblet siges at være verdens 7-mest berømte vokalgruppe inden for seriøs musik. De har aldrig nedværdiget sig til at kvidre Lennon/McCartney-potpourrier eller synge renæssance sammen med new-age saxofoner.

Anbefalet af bibliotekar Ianne Elo, Bibliotekerne i Søllerød

Lån bogen på

MUSIK er i denne korte roman dét, der holder Courage-Ensemblets medlemmer sammen. Udover prøvetid og koncerter har de meget lidt til fælles. Det viser sig lynhurtigt, da koret får tildelt 2 ugers ophold på et lille belgisk slot for at indøve et næsten usyngeligt, moderne korværk, Partitum Mutante. Det skal opføres ved den kommende Benelux- festival for nutidig musik.

Både den vanskelige musik og det uvante, tætte samvær bringer nye sider frem hos de fleste i gruppen. Inden romanen er slut, er én af dem død, og en anden har gennemgået en forvandling, som forbløffer både hende selv og de andre.

Ensemblets fem medlemmer er: lederen Roger Courage, 51 år, baryton og lidt pedantisk – hans kone Catherine, 47 og sopran, deprimeret og ekstremt selvusikker – tenoren Julian, smuk og krukket – den tyske altsanger Dagmar, kun 27 år med nyfødt søn, selvstændig og naturlig – og bassen Ben, 55 år, fåmælt og rolig i en kæmpestor krop.

Mødet med korværkets italienske komponist, en usympatisk og små-depraveret våbenfabrikantsøn, bringer sindene i kog. Men endnu værre bliver det, da de præsenteres for den unge videokunstner Wim Waafels og hans mørke videobilleder fra menneskekroppens indre, som skal ledsage opførelsen af Partitum Mutante. Kan ensemblet holde til presset?

I løbet af de to uger på slottet i skoven har Catherine forandret sig – fra en livsangst kvinde på Prozac til lidt af en livsnyder . Provokeret af sit modstykke, den stærke Dagmar, har hun cyklet og nydt det, hun har vandret alene i skoven om natten, hun har spurgt til Bens personlige liv.

Da Ben får et hjerteanfald, er det hende og Dagmar, der giver hjertemassage og kunstigt åndedræt – og det er hende, der som det naturligste i verden tager beslutningen for dem alle – at ensemblet, efter Bens død, ikke vil opføre Partitum Mutante.

Denne lille roman er vittig, ironisk og velkomponeret. Den har et naturligt og letlæst sprog, i modsætning til det konstruerede musikværk, den beskriver så glimrende.


Oversat af Sven Alling Coverdale Kofoed. Gyldendal 2002, 125 sider.