Tolv forfattere giver deres bud på noir-genren, kløgtigt samlet og med forord af Bo Tao Michaëlis.
Bogen er delt op i tre afsnit, der må siges at være nedkoget af noir-genren: (mænd og) kvinder, mammon og lig.
Gennem de tolv noveller bliver vi ført gennem den københavnske undergrund, der ikke altid ligger på Nørre- og Vesterbro, men også på Frederiksberg, i Ørestaden og tilsyneladende også i Malmø.
Vi møder mange af de personer man kan forvente: pusheren, luderen, narkomanen, alfonsen, voldsmanden, taxachaufføren, privatdetektiven, men sjældent politiet. Og det er jo det, der er kendetegnene ved noir-genren - det ender sjældent godt, hvorfor man ikke behøver at blande ordensmagten ind i det.
Personerne bliver sjældent stereotyper i novellerne, og det er derfor, at novellesamlingen er værd at læse. På trods af at historierne er korte, så lykkes det forfatterne meget dygtigt, at puste liv i deres personer og nuancere dem.
Mange af novellerne lykkes rigtigt godt, jeg er især overrasket over Georg Ursin, som jeg ikke har læst noget af før. På trods af sin alder eller måske nærmere i kraft af sin alder, er hans novelle "Sleipners opgave" skrevet i et vedkommende og mangfoldigt sprog jeg sjældent oplever blandt yngre forfattere. Det kunne man så også forvente af Klaus Rifbjergs "Æresgæld", men trods Rifbjergs stilling som "Grand Old Man", så ligger hans novelle blandt i ringeste i samlingen - kedelig og uvedkommende.
Det spændende ved noir-samlingen er, at der er inviteret et par nordiske kolleger med, for at give deres syn på den "skandinaviske hovedstad". Svenske Kristian Lundbergs "Byen og Grusomheden" foregår i Malmø, som tilsyneladende skulle være en forstad til København. Den er så kedelig, at jeg ikke gad læse det hele. Nordmanden Gunnar Staalesen er der mere kød på. Hvis han skar den første halvanden side af "Sidste tog fra Hovedbanegården", der er en stor lovprisning, nærmest skamrosning af København, så er der her en fantastisk noir-novelle gemt i resten.
Copenhagen Noir er absolut læsværdig og jeg glæder mig til at læse resten af serien, da bogen skulle være en del af en noir-serie, som byder på historier fra undergrunden i andre store metropoler rundt om i verden.
smag på bøgerne – en bid om dagen