Læs vores anbefaling af "Lad kun verden tumle sig" - skæbnefortællinger fra New York i 1970'erne.
Philipe Petits linegang mellem tårnene i World Trade Center i New York i august 1974 er denne fremragende romans omdrejningspunkt.
Vi hører historien om den irske munk Corrigan, som lever sit liv blandt de sorte prostituerede kvinder i Bronx; vi hører om Claire i den dyre lejlighed på Park Avenue, som har mistet sin søn i Vietnamkrigen; vi hører om graffitimalerne og computerhackerne osv.
Skæbnefortællingerne fra alle samfundslag kan både læses som enkeltstående noveller, men samtidig er de vævet ind i hinanden. Fortællingerne forbindes mere eller mindre tæt, men sammen skaber de et flot tæppe, som beskriver New York i 70'erne.
Der er ingen tvivl om at det her er STOR litteratur. Hvis jeg skal sammenligne med andre forfatterskaber kunne det være Jonathan Franzen og Richard Russo, altså bredt favnende fortællere, som sprogligt, kompositorisk og indholdsmæssigt placerer sig i den absolutte top af nyere amerikansk litteratur.
Colum McCann lever i New York, men har irske rødder. Han har flere til dansk oversatte titler i omløb, og jeg har indtil nu kun haft fornøjelsen af "Landet under verden", som også var en fantastisk god læseoplevelse. Dejligt at have flere fine læseoplevelser til gode.
smag på bøgerne – en bid om dagen
Fantastisk bog! Helt overlegen fortælleteknik og ja, Richard Russo er en god reference - eller omvendt. Nu er dette jo ikke en filmside, men "Empire Falls" af Russo er faktisk blevet overlegent fortolket til tv.
Smuk på den der afdæmpede amerikanske måde (jo, det findes!), man også kender fra film af for eksempel Paul Haggis. Mere af den slags, tak :o)
Jeg anede ikke at "Empire Falls" var filmatiseret - tak for oplysningen. Jeg er lidt overrasket over hovedrolle-skuespilleren. Jeg havde forestillet mig en lidt mere fyldig og frodig person som Miles Roby - jeg havde et billede af William Hurt med det der lidt bedrøvede udtryk, som han havde i "Turist ved et tilfælde". Håber vi ser filmen på dansk TV.
Jeg kan sagtens følge dig :o) Selv er jeg nu ret begejstret for Ed Harris - se evt. hans præstation i "Pollock" - eller så meget andet.
Hmm - jeg tror måske, den har været sendt her til lands. Selv har jeg set den på dvd - den kan sikkert lånes - eller downloades, hvis man er til den slags :o)
Ja, Ed Harris er også en fin skuespiller - han har bare et mere markeret og slidt ansigt end jeg havde forestillet mig, da jeg læste bogen - men sådan ER det jo med filmatiseringer. Man får brudt sine billeder.
/Nina
Fantastisk god bog - både som et portræt af New York og USA i en overgang, og ikke mindst om de tilsynelande umulige tings muligheder - symboliseret ved Petits linegang.
Se også min anmeldelse på på min blog Bogbrokken