Lille bog med stort potentiale og med et rigt indhold om to af livets allerstørste begreber: Kærligheden og litteraturen.
Anslaget i den lille, smukke roman Bonsai af chilenske Alejandro Zambra er et af dem, man studser over og hænger ved resten af bogen igennem. Et af dem, hvor man lige når at tænke: ”Arh, var det nu nødvendigt?”, eller ”skulle jeg absolut vide det nu?” – men i næsten samme tanke svarer sig selv, at ”ja, det var bestemt nødvendigt” eller ”selvfølgelig skulle jeg vide det allerede nu.”
Bogen indledes således: ”Til sidst dør hun, og han bliver alene, … Til sidst dør Emilia, og Julio dør ikke. Resten er litteratur:” Kolonnet er rigtig nok. Dette var nemlig en intro til resten af historien, som muligvis nok er dét (altså historie), men altså i særdeles litteratur. Det påstår jo i hvert fald forfatteren, og mon ikke han også dermed afslører, at vi her har at gøre med et stykke metafiktion?
Det er ham og hende (den Julio og den Emilia), der omtales indledningsvis, der er det centrale omdrejningspunkt. De er unge med alt hvad dertil hører, da de møder hinanden og efter et stykke tid bliver kærester. De har begge seksuelle erfaringer fra tidligere, men man er ikke i tvivl om, at de to sammen – bogens primus motor – er noget helt andet, end hvad de begge før har oplevet. For Julios vedkommende beskrives det på følgende poetiske facon:
”Da Julio forelskede sig i Emilia, blev al den glæde og sorg, der var gået forud for den glæde og sorg, han oplevede sammen med Emilia, til banale imitationer af ægte glæde og sorg.” Så smukt kan det også siges, når to mennesker, uanset at læseren jo godt ved, hun vil dø på et formodentligt snarligt tidspunkt, finder hinanden, og der opstår et ”før” og et ”efter”.
De to turtelduer er begge lidenskabeligt optaget af litteratur, hvorved dén litteratur, læseren blev gjort opmærksom på i indledningen, også optræder som et tema. Det er, om man så må sige, litteratur med litteratur på, og det skal forstås ret bogstaveligt – også jævnfør min ovenfor luftede tanke om metafiktionen. I bogen her står verdenslitteraturens klassikere i kø, fordi Julio og Emilia taler om dem og læser højt af dem for hinanden. Det bliver nærmest et ritual for dem altid at læse højt, inden de har sex, og det har de naturligvis tit. De bliver, her i begyndelsen af både bogen og deres forhold, til en enhed – en enhed som er så væsentlig, at den har givet navn til bogen første kapitel, der netop hedder ”Enhed”. Men enheden refererer også til bogens titel Bonsai, idet en bonsai består af både den der lille, trimmede vækst og skålen, den står i. Den ene er ikke en bonsai uden den anden – måske er det lige sådan med Julio og Emilia?
Der er meget på spil her, og Zambra behersker den fornemme kunst at få få ord til at sige meget. Jeg kan kun anbefale, at man læser værket selv – det rækker ud efter dig, kære læser.
Kommentarer